Ea

Ea, »Vand-bolig«, oldbabylonsk guddom, herskeren over dybet og vandene, ligesom himmelguden Anu og jordguden Bel en af de tre store guddomme, der dyrkedes, af Babyloniens ældste beboere, sumerierne, og senere af de semitiske babyloniere. Ea er ikke blot hersker over vandene på jorden, have, floder og kilder; han er også herre over de underjordiske vande. Som dybets herre var han dybsindighedens, visdommens og åbenbaringens gud, fra hvem menneskene har fået al deres viden og kundskab, videnskab, også lægevidenskaben, som også kunsten, al kunstfærdighed, industri og håndværk. Det forstås let, at Ea kommer til at spille en så fremtrædende rolle i den oldbabylonske gudelære, da vandet, der af floderne tilføres landet, er et uundværligt frugtbargørende element, uden hvilket Babylonien ikke ville være et så rigt land, som det var i den fjerne oldtid. En rigdom som opstod takket være et ufortrødent arbejde med at overrisle markerne. I de på græsk skrevne meddelelser om Babyloniens gamle religion kaldes Ea Aos. Hvorledes det babylonske navn udtaltes, kan ikke nøjagtigt bestemmes. Oprindelig var Ea lokalgud i den gamle by Eridu, der oprindelig lå ved havet, Den Persiske Bugt, men som følge af, at det af de store floder medbragte dynd og grus stadig danner nyt land, ligger stedet nu langt fra havet. Eas præster optræder i fiskeham.


Et pigenavn.


Navnet på en af hovedpersonerne i Josephine Ottesens børneroman Rosen og fjeren.