Epeiros
Epeiros (græsk), egentlig fastland (latin epirus), græsk betegnelse i ældre tider for den vestlige del af Hellas i modsætning til de uden for kysten liggende øer (nu de ioniske Øer), senere den almindelige betegnelse for det land, som mod syd begrænses af Aitolien, Akarnanien og bugten ved Ambrakia (nu Arta), mod øst af Thessalien, mod nordøst af Makedonien, mod nord af Illyrien og mod vest af det ioniske Hav. Grænserne var dog ikke helt bestemte; tvivlsomt er det således, i hvilket omfang dalen om floden Aoos (nu Vjossa) bør medregnes til Epeiros, hvis areal, når det tages i videste omfang, anslås til omtrent 17.600 kvadratkilometer.

Landet er meget bjergrigt; mod øst danner bjergkæden Pindes grænsen mod Thessalien, nordligere adskilles det ved Tymfe (nu Palaiovuni) fra Makedonien. Ved den nordlige del af kysten findes de kerauniske Bjerge, der ender i Akrokeraunia med Kap Glossa (Linguetta), som indeslutter bugten ved Aulon (Valona). Der er dog også brede, frugtbare dale med mildt, fugtigt klima, men forbindelsen mellem dem er meget vanskelig, hvilket har haft stor betydning for landets politiske udvikling.

Af floder mærkes (foruden den nævnte Aoos) Thyamis (nu Kalamas), Aratthos eller Arachthos (nu Arta), som falder i den ambrakiske bugt, og Inachos (nu Aspropotamos), som i sit nedre løb under navnet Acheloos danner grænsen mellem Aitolien og Akarnanien.

Om befolkningen (epiroterne) i oldtiden var af græsk nationalitet eller snarere illyrisk, er usikkert; måske har den været af blandet herkomst og var i ethvert tilfælde i ældre tid delt i mange stammer (der nævnes 14), som havde ringe forbindelse med hinanden og først langsomt tilegnede sig den græske kultur. De vigtigste var chaonerne ved den nordlige del af kysten og thesproterne ved den sydlige, og længere inde i landet molosserne. Af mindre stammer kan nævnes Atintanerrie, athamanerne, amfilocherne og doloperne. Først var thesproterne den betydeligste stamme, men fra slutningen af 5. århundrede f.Kr. træder molesserne i forgrunden.

Byer havde epiroterne oprindelig ikke; dog nævnes i gammel tid Dodone med, et Zens-orakel, som nød anseelse over hele Grækenland. Men efterhånden anlagdes på kysten eller i nærheden af den kolonier af grækere, således Ambrakia, Buchetion og Pandosia. Lige over for Kerkyra lå havnebyerne Buthroton (nu Butrinto) og Onchesmos (nu Skala ton agion Saranta, italiensk Santi Quaranta); inde i landet nævnes som molessernes hovedstad Passaron. Her herskede på den peloponnesiske krigs tid Kong Tharrypas, som efter at have fået sin uddannelse i Athen arbejdede for indførelse af græsk kultur i Epeiros og sandsynligvis har organiseret en forbundsforfatning for hele landet.

Kongerne søgte nu at kaste glans over sig ved at fingere, at de nedstammede fra Achilleus. De trådte i nær forbindelse med Makedonien, hvis konge Filip ægtede Tharrypas' sønnedatter Olympias, som blev mor til Alexander den Store. Hendes bror, kong Alexander 1., gjorde sig til herre over hele Epeiros og ægtede Filips datter Kleopatra.

Han foretog to krigstog til Italien, hvor han faldt (omtrent 330). I de følgende år var Epeiros for en del afhængigt af Makedonien, men den unge kong Pyrrhos erhvervede ikke alene et uindskrænket herredømme over hele Epeiros, men bemægtigede sig også en del af Makedonien (294). Hans bestræbelser for, at vinde et herredømme også i Italien mislykkedes dog, og 272 faldt han ved belejringen af Argos. Under hans efterfølgere begyndte Epeiros at opløses i sine enkelte bestanddele, idet kongemagten svækkedes, og landet mere og mere omdannedes til en forbundsrepublik; omtrent 235 var denne udvikling fuldbyrdet. Epeiros støttede sig fra nu af til Makedonien, men efter at makedonerkongen Perseus var blevet slået af romerne, bemægtigede disses hærfører Æmilius Paulus sig tillige Epeiros, hvor han skal have ødelagt 70 byer og solgt 150.000 mennesker som slaver (167). Da Makedonien blev romersk provins (148), synes Epeiros at være blevet lagt ind derunder; efter Slaget ved Aktion anlagde imidlertid Augustus ved den ambrakiske Bugt byen Nikopolis, som han gjorde til en fristat, hvorunder den sydlige del af Eperios samt Akarnanien blev lagt. Fra Trajans tid kom Epeiros og Akarnanien til at udgøre en særlig provins, mens Diocletian af Illyrien dannede en ny provins, Epirus nova.

Senere kom Epeiros under det byzantinske Rige, men efter det græske kejserdømmes fald (1204) dannedes i Epeiros og de tilstødende landskaber et særligt despotat, hvis vigtigste by blev Janina, efter hvis erobring hele Epeiros kom under tyrkerne (1430); Befolkningen var imidlertid for en del blevet albanesisk.

1881 afstodes den sydøstlige del af Epeiros (indtil floden Arta) til Grækenland, som 1913 ved freden i Bukarest erhvervede omtrent hele resten.