LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Erinyer
Erinyer, oldgræske gudinder, der særlig optræder som straffende og hævnende guddomme, som forfølger grove forbrydere, men som for øvrigt tillige i det hele våger over opretholdelsen af den moralske, til dels også den fysiske ligevægt i verden.

Erinyer tænkes pilsnart at fare gennem luften, hyllede i mørke uvejrsskyer, for at kaste sig ned over de til deres straf hjemfaldne forbrydere, som de forfølger ubarmhjertig og undertiden river med sig for at styrte dem i underverdenen.

Erinyer hørte ikke hjemme på Olympen, i lysets rige, uagtet de oftere optræder i forbindelse med Zeus og udførende hans vilje. Deres hjem er tværtimod underverdenen, hovr de optræder sammen med herskerne i Hades.

De forbrydelser, Erinyer straffede, falder ikke helt sammen med dem, so mer genstand for de borgerlige loves straf. Hvad Erinyer forfølger, er særlig de forbrydelser, der rokker ved grundpillerne for det menneskelige samfund, grove overtrædelser af menneskehedens helligste forpligtelser, derfor i første linje forsyndelser mod forældre, fremfor alt mod moren; fremdeles mened, hvorfor også Erinyer anråbes sammen med Zeus, Ge og Helios ved edsaflæggelse. Endelig straffer Erinyer forbrydelser imod svage og umyndige, fremmede og ulykkelige, ikke blot mennesker, men også værgeløse dyr. Ja selv utasteligt overmod straffes af Erinyer.

Således opfattedes Erinyer allerede af Homer (i Odysseen er deres virkekreds endnu mere vidtstrakt end i Iliaden). Hos tragikerne er det nærmest mord, som Erinyer hævner, idet de forfølger morderen. Allerede hos Homer er Erinyer rent personlige væsener, de omtales snart i ental, snart i flertal. Men deres herkomst er der ingen oplysninger om. Derimod siger Hesiodos, hvem flere senere følger, at Erinyer fremstod af Jorden, da Kronos berøvede sin far Uranos hans manddom og bloddråberne faldt på jorden. Altså havde Erinyerne samme oprindelse som giganterne. Hos den følgende tids digtere nævnes Erinyer ikke så hyppig, hvorimod de atter træder frem i først række hos tragikerne, hos hvem deres herkomst angives forskelligt.

Aischylos kalder Erinyerne døtre af natten, Sofokles af mørket (Skotos) og Jorden.

Til at skildre Erinyernes færd og virksomhed bruger digterne mange billeder. Da Erinyerne kom hyllede i uvejrsskyer, hører lynild til deres følge. De kaldes derfor »ildsprudende«. Deres hår er slanger, i hånden holder de en fakkel, en svøbe eller en pigstav. Dem de sårer, gribes af vanvid. De brøler som tyre eller hunde. Kaldes selv hunde og så videre. Hos Aischylos har Erinyer en mildere skikkelse. De er ikke blot ubarmhjertige hævngudinder, de er tillige de »velsindede« (Eumenider), som holder ulykker borte, og som beskytter dem, der har bødet for deres forbrydelser er er blevet revsede.

I sin trilogi »Oresteia« behandler Aischylos Orestes'es skæbne, beskriver, hvorledes han myrder sin mor for at hævne sin far, hvorledes han forfølges af Erinyer og endelig frikendes på Areopagos ved Athene's stemme.

Hos Aischylos er Erinyer nærmest skæbnegudinder og nævnes ved siden af moirerne og kererne. Hos Euripides og flere digtere fra den følgende tid er de nærmest gudinder for strid og kamp, der ender med død og undergang. Ja de nævnes undertiden endog ligefrem som dødsgudinder.

I det hele fæstede man i den senere tid mest blikket på den mørke side af erinyernes væsen, og det samme er tilfældet hos romerne, da de dannede sig deres furier (latin furiae) i skikkelse med de græske erinyer.

Vergil kalder dem Dirae Deae. Deres hovedvirksomhed falder i underverden, hvor de plager forbryderne. *De romerske furier var ikke genstand for nogen religiøs dyrkelse. Som hjemland for dyrkelsen af erinyer som guddomme plejer man at anse ARkadien, hvor eriny var et tilnavn til Demeter, og hvor følgelig eriny er en naturguddom, som varetager ligevægten i naturen. Mest kendt er helligdommen i AThen, der lå ved Areopagos. Her kaldtes de »de ærværdige gudinder«.

Den græske kunst giver ofte billeder af erinyer. DEr omtales billedstøtter af erinyer udført af Kalamis og Skopas, men om disse vides intet. Derimod har man i ARgos fundet et basrelief fra 5. århundrede, hvor Eumeniderne, tre i antal, er fremstillet i lange klæder med en blomst i den ene og en slange i den anden hånd. Foran dem står to tilbedende. På vaser og deslignende findes Orestes ofte afbildet forfulgt af erinyer, der i reglen, men ikke altid, har vinger. I hænderne har de gerne slanger, men undertiden også i håret.

I ældre tider fremstilles erinyer i reglen som lidet tiltalende skikkelser, men fra den attiske kunsts højeste blomstringstid er de ældre hekseagtige kvinder afløst af langt mere harmoniske skikkelser. Undertiden havde erinyer lange klæder (som i det her gengivne billede fra en vase. hvor Orestes er afbildet mellem to ham forfølgende erinyer). I reglen er de dog fremstillet som jægerinder med korte skørter.

På etruriske sarkofager og i væggebilleder i etruriske grave findes ikke sjælden erinyer afbildedet. Antallet af erinyer var i ældre tid ubestemt, man antog endog, at der var 50. Euripides siger engang, at der er tre, hvad siden blev det almindelige. Først sent nævnes deres navne. Alekto (»Aldrig hvilende«), Tisifone (»mordhævnerske«) og Megaira (»misunderske«). Betydningen af ordet erinyer er usikker. Man har villet tage det indiske til hjælp og har med henvisning til valkyrierne antaget erinyer for en fra den indoeuropæiske urtid hos flere folk nedarvet forestilling.