LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Fadervor
Fadervor er den bøn, som Jesus efter evangeliernes beretning har lært sine disciple at bede. Den nævnes på to steder, Matthæus 6, 9 ff. og Lucas 11, 2 ff., den første gang som et led i Jesu bjergprædiken, den anden gang som svar på disciplenes begæring til ham om at lære dem at bede, ligesom Johannes Døberen havde lært sine disciple det. Hvis man vil antage, at Jesus kun ved een lejlighed har foresagt denne bøn, og at derfor den ene af de to beretninger alene må fastholdes, må det sikkert blive den af Lucas givne. Det er naturligvis ikke som en bøn, der udelukker andre frie bønner, at Jesus har lært fadervor, men kun som en norm for, hvad den kristne skal bede om; som en sådan forbilledlig bøn får »herrens bøn« snart i kirken en stor betydning. Vistnok blev dens brug i den ældste tid forholdt dem, der endnu ikke var døbte, men om dens betydning for de troende har vi fra den tidligste tid mangfoldige vidnesbyrd, først fra skriftet »De tolv apostles lærdom« og dernæst fra kirkefædre som Tertullian og Gyprian; disse indskærper både dens daglige brug i hjemmet og henviser til dens anvendelse i menigheden. Også meget tidlig er slutningslovprisningen, som ikke findes i evangelierne, blevet føjet til; den findes allerede i »Apostlenes lærdom«. Og den almindelige anerkendelse af fadervor har siden bestandig holdt sig i den kristne kirke; der er næppe nogen anden kristelig overlevering, om hvis anvendelse og værdsættelse der hersker en så fuldkommen enighed mellem alle de forskellige kirkesamfund.

Hvad Indholdet angår, da består fadervor af 7 bønner foruden en indledende tiltale til Gud og en afsluttende lovprisning af ham. I indledningen påkaldes Gud som fader og som den, der har bolig i himlene; hermed tillægges der ham de to egenskaber, som særlig kan begrunde den bedendes tillid til ham, kærlighed til menneskene og den ophøjede magt over verden. Der er hermed forudsat et bestemt grundforhold til Gud som udgangspunkt for bønnen; og i samme grad som det forstås, at et sådant religiøst forhold ikke kommer til stede af sig selv, vil det også blive klart, at fadervor har en positiv religiøs karakter, og at den i sin begyndelse indeholder en skjult taksigelse herfor. Det må tillige bemærkes, at Gud påkaldes ikke som »min fader«, men som »vor fader«; hermed er udtalt, at bønnen ikke skal isolere den bedende, men at den må udgå fra en menighed, af hvilken den enkelte føler sig som et led, idet han beder fadervor fremtræder således som en gensidig forbøn for alle dem, der føler sig forbundne som Guds børn.

Om den plan, hvorefter rækkefølgen af de 7 bønner er ordnet, har der været mange forskellige meninger. Det vil vistnok være rettest at gå ud fra tanken om Guds rige som det grundbegreb, der behersker den hele sammenhæng; det er den samme tanke, som ligger til grund for Jesu hele frelsesforkyndelse. Ved Guds rige forstås det allerede her på Jorden mulige samfund med Gud, hvor mennesket helt føler sig bestemt ved Guds vilje og båret frem af den. Det er i den anden bøn, at der bedes om, at Guds rige må komme; hermed optages på mere bestemt måde den første bøn om, at Guds navn må blive helliget; de to første bønner danner således en enhed for sig. At Guds rige skal komme, må imidlertid vise sig på dobbelt måde: det må dels fremtræde som den ydre magt, der behersker tilværelsens gang, dels som den indre magt, der danner og bestemmer vor vilje. Under det første synspunkt ses Guds rige i den 3. og 4. bøn; her bedes om, at vi må kunne tage imod alt, hvad der sker, som det, der kommer fra den gode Gud, men der tilføjes tillige et ønske om, at spændingen mellem Guds Vilje og vore ønsker ikke må blive større end, at vi dog må kunne have, hvad vi behøver til det timelige livs opholdelse. Under det andet synspunkt ses Guds rige i de 3 sidste bønner; her bedes om, at vi må kunne optage det således, at vi først føler os skyldbefriede og dermed ansporede til at vise kærlighed over for andre mennesker og dernæst få evne til at komme ud over livets fristelser og til sidst at blive helt forløste. Fadervor bliver herefter en gennemført bøn om, at menneskelivet må blive helt indføjet i Guds rige, så at vi helt kan hvile såvel i, hvad er sker med os, som i, hvad vi selv gør. Hertil svarer endelig de 3 led i slutningslovprisningen, hvor vi først tillægger Gud riget, dernæst magten til at lede alt, hvad der sker med os, og til sidst æren for, hvad vi i vort eget liv gør os selv til.

Det kan sluttelig bemærkes, at når vi på dansk kalder bønnen »fadervor« og ikke for »vor fader«, da stammer dette fra, at man i den katolske tid har oversat det Iatinske pater noster ved det tyske vater unser; denne oversættelse blev nemlig fulgt af Luther i den kirkelige brug, hvorimod de reformerte kirkesamfund har emanciperet sig herfra.