LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Fajance
Fajance (fransk falencé). Under denne betegnelse, der sandsynligvis stammer fra den italienske by Faenza, går de kar, plader, fliser og andet af brændt ler, der ved et glasagtigt, ofte farvet overtræk bliver uigennemtrængeliggjorte for væsker. Denne fremgangsmåde, der er ældgammel, blev allerede i Assyrien og Babylon anvendt på kar og mursten og kom sandsynligvis over Ægypten og Nordafrika til Spanien og derfra til Italien. Fra optegnelser af Piccolpasso, der i 16. århundrede var bestyrer af et værksted i Castel Durante i Italien, kendes fremgangsmåden ved fabrikationen, der væsentlig er den samme, som brugtes overalt i 17. og 18. århundrede.

Leret, som ofte fik tilsætninger, blev renset, ofte slemmet, somme tider nedgravet i jorden og endelig æltet. Hvis karrene var runde, blev de formede på drejeskiven, men støbtes i hulforme, når de var kantede. Hanke, tud og andet fritstående blev særlig formede og da påsatte med tyndt ler. Efter tørringen blev sagerne første gang stærkest brændte, og de kom ud af ovnen som en temmelig klangfuld, porøs, ikke gennemsigtig og i reglen lysegul skærv, der da blev dyppet i den væsentlig af glas og tinoxyd bestående, til en mælkeagtig væske fortyndede glasur, ud af hvilken den kom med et hvidt uigennemsigtigt overtræk, der hurtig blev indsuget af den porøse skærv. Malingen, der foretoges med farver, sorn bestod af forskellige farvede med vand fortyndede glaspulvere, måtte udføres af en øvet hånd, da glasuren straks indsugede farverne, så at rettelser vanskelig lod sig gøre. Endelig hensattes sagerne, indbyrdes adskilte, ofte i kapsler i ovnen og modtog da den sidste svagere brænding, en fremgangsmåde, som de mange og ofte sarte farver betingede, da disse ikke kunne stå sig i en stærk ild.