LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Fakkel

Fakler
Fakkel (af latin fácula), en art stort lys, i stand til at brænde i fri luft og til at føres fra et sted til et andet uden at slukkes. På grund af at man i ældre tider ikke havde nogen offentlig belysning, havde man megen brug for fakler, når man i mørke ville begive sig fra et sted til et andet. De anvendtes derfor såvel ved private lejligheder som ved fester, højtider og begravelser.

Fakler bestod oprindelig af sammenbundne harpiksholdige spåner eller af bundter af let brændbare træstave, omviklede med værk eller lignende, det hele besmurt eller dyppet i beg eller voks. I oldtiden anvendte man ofte bark af vinstokke til fakler, og til omviklingen bast, siv eller papyrus. Senere anvendtes også petroleum og lignende.

Fakler bruges nu næsten kun ved fakkeltog, ved højtidelige begravelser og ved illuminationer, når bygninger og andet oplyses ved begfakler.

I oldtiden anvendtes fakler meget, ved forskellige fester, ved bryllupsoptog, idet det optog, der om aftenen førte de nygifte til deres hjem, anførtes af en ung mand med en tændt fakkel, som forestillede hymen. Denne gud fremstilledes derfor med en fakkel i hånden. Dødens genius afbildes gerne med en omvendt fakkel. Han ses ofte på romerske sarkofager (for eksempel i Glyptoteket). Også andre guder og gudinder fremstilles med fakkel i hånden.

Den almindeligste form af en antik fakkel er på figuren gengivet ved c. En sjældnere form med to korslagte træstykker befæstede til enden af faklen, således at den har 3 blus (b), føres fortrinsvis af Demeter og Persefone; en tredje slags (a), der af grækerne kaldtes fanos, bestod af et metalhylster i form af en sammenbunden fakkel og fyldt med harpiks, beg eller voks, og med en metalskål forneden til at optage de nedfaldende dryp. Den danner overgangen til kandelabre.