LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Falkejagt
Falkejagt. Kunsten at afrette falke til jagt er ældgammel. Allerede omkring 700 f.Kr. fandt Ktesias denne jagt hos Indierne. 75 e.Kr. jagede tracierne med falke; omkring 330 e.Kr, omtaler Julius Firmicus Maternus fra Sicilien falkejagt. I de følgende århundreder udbreder den sig efterhånden over Europa og drives navnlig i middelalderen som en ridderlig idræt af både herrer og damer. Man var til hest og fulgte den løsslupne falk, der jagede byttet. For herrerne kom det an på, hvem der først løste byttet - i reglen hejrer - ud af falkens kløer for at bringe sin dame det og modtage takken derfor.

Hvilken rolle falkejagten spillede, ser man deraf, at Edvard 3. af England satte dødsstraf for at stjæle en falk. Frants 1. af Frankrig havde en overfalkemester, under hvilken der stod 15 adelsmænd og 30 falkonerer. Antallet af hans falke beløb sig til 300. De almindeligst brugte falke var islandsk falk, der nærmest anvendtes til jagt på hejrer og traner, Hønsehøgen, der brugtes til harer og agerhøns, og endelig spurvehøgen og dværgfalken, der brugtes til vagtler og lærker.

Dressuren af disse fugle var højst besværlig og anstrengende. Man begyndte med at sulte falken og berøve den søvnen ved om natten at sætte den i et svingende tøndebånd. Derved blev den så udmattet, at dens eftertanke og hukommelse svækkedes; den fik ingen tid og lejlighed til at tænke på, hvad den havde været vant til, da den var fri. Dens vilde natur omdannedes til fuldstændig at underkaste sig jægerens vilje. Tre døgn og ofte mere lod man ikke falken have ro. Men efter dette plageri blev den, når man kunne iagttage tæmning, behandlet meget blidt og kærligt, og når den så først var blevet fortrolig og lydig over for sin falkoner, lod man den fange en agerhøne eller lignende. For at vænne den til også at angribe stærkere fugle, øvede man den på hejrer eller traner, hvis vinger var stækkede, og hvis næb sad i et foderal. De til denne øvelse bestemte fugle gav man, for at de ikke så let skulle blive dræbte, et overtræk af blødt læder om halsen.

På hejrejagten blev hejrerne drevet frem af støvere; derpå kastede falkoneren i rette tid falken, og så begyndte skuespillet. Så snart hejren så falken, steg den til vejrs og svang sig højere og højere, indtil den næppe var til at øjne. Men falken fulgte lynsnart efter og søgte ved forskellige manøvrer at komme oven over hejren, og havde den held dermed, så slog den ned på den og foretog de mest forskellige vendinger for at få fat i den med kløerne, hvilket hejren værgede sig imod med sit lange næb. Mange falke, især de unge, spiddedes på hejrens næb, men de gamle kampfugle fik til sidst fat i modstanderen, og så faldt de begge til jorden med forvirrede vingeslag for måske atter at stige til vejrs igen, ivrig kæmpende. Og så gik det for jægernes vedkommende af sted i vild karriere for at nå de kæmpende. I mange henseender var ridtet her farligere end ved parforcejagt, da man altid måtte rette blikket opad for at se falken og derfor ofte glemte, at lægge mærke til grøfter, gærder og andre forhindringer. Såsnart falken var gjort løs af sit bytte, rakte jægeren den til belønning en god bid og berøvede derefter hejren dens smukke fjer. Der blev da lagt en metalring om foden på hejren, på hvilken års-tallet og fangestedet var indgraverede, og derpå fik den friheden. Mange hejrer blev efter års forløb fanget flere gange og således prydet med flere ringe.

Ved slutningen af 18. århundrede gik falkejagten til grunde i Tyskland; i England fandt der hejrejagter sted i Brighton 1835 og 1836 og i Dillington i Norfolk 1839. I århundreder bestod den bedste og omkring 1870 den eneste falkonerskole i Europa i landsbyen Falkenwerth i Flandern; om denne har den hollandske General v. Ardesch meddelt adskilligt. I Orienten, særlig i Persien, er Falkejagt endnu i fuld blomstring og drives der med lidenskabelig iver.