LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Krige        


Falklandskrigen
Falklandskrigen var en konflikt mellem Argentina og Storbritannien over Falklandsøerne. Konflikten foregik mellem marts og juni 1982. Trods et overraskelsesangreb af argentinerne, generobrede briterne øerne og disse forblev, i overenstemmelse med beboernes ønske, under deres overhøjhed. I Argentina førte afslutningen af krigen til militærjuntaens fald og genindførelsen af demokrati.

Baggrund
Ejerskab over Falklandsøerne havde i lang tid været omstridt. I det 18. århundrede var Frankrig det første land der tog krav på øerne ved bosættelse. Spanien smed dem ud, men overførte efterfølgende øerne til Storbritannien. Øerne forblev dog uden bosættelse, og briternes krav henfaldt. Argentina opnåede uafhængighed fra Spanien i 1816 og en argentinsk bosættelse af Falklandsøerne (Islas Malvinas) fandt herefter sted i 1820. Bosættelsen gik dog i opløsning, og i 1833 blev øerne bosat af briterne igen. Argentina fremlagde dog fortsat et territorial krav på øerne.

Med overgangen af det britiske kolonikontor til Commonwealth i slutningen af det 20. århundrede, så de følgende britiske regeringer disputen med Argentina som et mindre problem, de helst ville være foruden. På trods af dette, nægtede de cirka 1.800 indbyggere (Kelpere), med baggrund i FN's charter artikel 73, at blive en del af Argentina. I 1965 under FN resolution 2065, begyndte Storbritannien og Argentina forhandlinger om øernes fremtid. Efter 17 år var der dog ikke sket væsentlige fremskridt. Argentina blev et militærdiktatur i 1976, og stod over for svære økonomiske problemer og civile uroligheder. Specielt de venstreorienterede guerillaer (Montoneroerne) gav stor intern uro. En blodig sejr over guerillaen blev opnået i 1981. Økonomien var dog i en elendig tilstand med inflation på op til 140%, da General Galtieri kom til magten i december 1981.

Optakt til slaget
Galtieri forsøgte at balancere mellem en stigende bekymring over økonomien og krænkelserne af menneskerettighederne i landet med en “hurtig” gevinst i forhold til nationalfølelsen i Argentina. Der blev lagt pres for at få en afklaring af øernes status igennem FN, med hentydning om en eventuel invasion af øerne. Storbritannien overså denne trussel. Argentinerne så briternes manglende reaktion som udtryk for manglende engagement over sagen, og som en velvillighed til at opgive øerne ved invasion. Dette blev yderligere underbygget af tilbagetrækningen af den sidste del af den britiske flåde i 1981 (samtidig med en generel nedskæring i flådestyrken). Samtidig blev der gennemført en lovgivning i 1981 som fjernede det fulde statsborgerskab af Storbritannien som beboerne på Falklandsøerne havde. Generelt var der i Storbritannien en manglende tro på, at Argentina ville invadere. Invasionsplanerne blev udviklet af Admiral Jorge Anaya. Admiralen var, en stærkt anti-britisk, leder af den argentinske flåde. Efter endnu en runde med uafsluttet afklaring af øernes fremtid i januar 1982 blev planerne for invasion gjort færdige og invasionen planlagt til at finde sted i april måned samme år. Hovedangrebet blev afprøvet ved “invasionen” af øen South Georgia (800 mil øst for Falklandsøerne) i marts 1982 af en gruppe civile patriotiske argentinere. Den britiske flådes antarktiske skib HMS Endurance blev beordet til at fjerne de civile “'besættere” den 25. marts. Tre argentinske krigsskibe blokerede dog denne opgave, og HMS Endurance trak sig derfor klogeligt tilbage. Den 30. marts erklærede den engelske efterretningstjeneste i Latinamerika, at en invasion ikke var forestående. Dette på trods af argentinske troppebevægelser i Puerto Belgrano.

Invasion
Den 2. april gik argentinske marinesoldater i land ved Mullet Creek på Falklandsøerne. Brohovedet blev brugt til et udfald mod byen Stanley. Klokken 08.30 var slaget over og guvernøren beordrede sine ti marinesoldater til at overgive sig. Marinesoldaterne, guvernøren og andre som måtte ønske det blev sejlet ud til Storbritannien.

I Buenos Aires blev nyheden fejret af folkemængden på Plaza de Mayo. I London var regeringen i chok, og dagen er siden blevet kaldt “Sort fredag”. Argentinerne besatte herefter øen South Georgia og South Sandwich øerne, 1.500 kilometer øst for Falklandsøerne.

Briterne var herefter hurtige til at organisere diplomatisk pres mod Argentina, og en styrke blev i al hast samlet og sendt mod øerne. Styrken blev centreret omkring hangarskibet HMS Invincible og HMS Hermes. Den offentlige mening i Storbritannien var for et forsøg på at tilbagevinde øerne, mens den internationale opinion var mere spredt. Storbritannien var en tidligere stor kolonimagt, som nu forsøgte at tilbageerobre en lokal koloni, og med dette budskab vandt Argentina støtte.

Storbritannien vandt dog det diplomatiske spil ved brug af FN's princip om retten til selvbestemmelse og ved at indtage en forhandlingsposition. FN's generalsekretær udtalte, at han var imponeret over det kompromis som briterne var parat til at indgå, men som Argentina afslog. Argentina baserede deres krav på forhold før 1945 og før oprettelsen af FN. Mange FN-medlemmer indså, at hvis territorialkrav så gamle kunne gøres gældende, så var deres grænser heller ikke sikre. Den 3. april vedtog FN en resolution der krævede de argentinske tropper trukket tilbage fra Falklandsøerne og stop for alle fjendtligheder. Den 10. april vedtog EU økonomiske sanktioner mod Argentina.

Alexander Haig, den amerikanske udenrigsminister, førte en kort (8.-30. april) diplomatisk mission før præsident Ronald Reagan erklærede amerikansk støtte til Storbritannien. USA indledte herefter sanktioner mod Argentina. Støtten fra USA var ikke sikker fra starten, og menes at være en direkte følge af pres fra Caspar Weinberger, som fik overtalt Ronald Reagan til at støtte Storbritannien. Reagan er velkendt for sin udtalelse om, at han ikke kunne forstå hvorfor to allierede kunne finde på at slås over et par kolde klipper. Amerikansk støtte var dog særdeles vigtig for englænderne. Øen Ascension, en engelsk ejendom, var udlejet til USA, og englænderne havde brug for øen som base. USA leverede også anti-luft missiler, og ifølge Weinberger ville de også have leveret et hangarskib. Dette var dog ikke kendt under konflikten.

Storbritannien ville være afhængig af deres flådestyrke under konflikten (Flådestyrken var under kommando af Sandy Woodward), og de erklærede derfor et område på 320 kilometer ud fra Falklandsøerne for krigszone.

Selve slaget
I midten af april havde englænderne opbygget en stor luftstyrke på Ascension, inklusiv en lang række støttefly og F-4 Phantom jagerfly til beskyttelse. Samtidig hermed er den britiske flådestyrke på vej sydover fra Storbritannien. En lille del af denne flådestyrke deler sig fra hovedstyrken og angriber South Georgia.

Angrebet mod South Georgia er kendt som operation Paraquat og bestod af en række tropper fra Special Air Service (SAS) og Special Boat Service (SBS). Disse troppers formål var at yde rekognosceringsstøtte for hovedstyrken af marinesoldater på HMS Tidespring. Det første fartøj på øen var Trafalgarklasse ubåden HMS Conqueror. Ubåden ankom den 19. og den 20. blev øen overfløjet af et Handley Page Victor fly for rekognosering. De første SAS styrker blev landsat på øen den 21., men vejret var så dårligt at både disse landinger, og øvrige landinger dagen efter, blev trukket tilbage efter flere helikoperstyrt i tågen.

Den 23. spottes en ubåd og alle operationer blev indstillet. HMS Tidespring blev omgrupperet til en position længere til havs for at undgå sammenstød med ubåden. Den 24. efter en omgruppering af de øvrige britiske styrker, går disse til angreb på ubåden. ARA Sante Fe lokaliserer ubåden den 25. og påfører ubåden så store skader, at besætningen beslutter at forlade den.

Med HMS Tidespring langt væk til søs, og en yderligere forsvarsstyrke fra ubåden nu placeret på øen, beslutter den ledende britiske officer at samle de 75 mænd han har til rådighed og foretage et direkte angreb. Efter en kort march ind på øen overgiver de argentinske styrker sig. Næste dag bliver sejren officiel og premierminister Margaret Thatcher giver nyheden til medierne med en opfordring om, at den bliver fejret.

Den 2. maj påbegyndes operationerne mod selve Falklandsøerne med operation Black Buck 1. RAF's Avro Vulcan V bombefly angriber lufthavnen ved Port Stanley. Vulcan'erne var designet for mellemdistance operationer i Europa og havde ikke rækkevidden til at nå Sydatlanten. De fleste af RAF's brændstofsfly var ombyggede Victor-fly med samme rækkevidde som Vulcan-flyene.

Samtlige britiske fly var derfor afhængige af flere brændstofsfly, og flere optankninger i luften. 11 brændstofsfly var påkrævet for hver 2 vulcan-fly. En kolossal logistik opgave. Selve angrebet førte kun til at 1 bombe ramte landingsbanen ved Port Stanley. FAA (det argentinske luftvåben) indså dog, at briterne også havde mulighed for at nå fastlandet, når de kunne bombe på Falklandsøerne. Samtlige jagerfly blev derfor kaldt tilbage til fastlandet for beskyttelse. Angrebet var derfor en taktisk fiasko, men en stor strategisk sejr, som umuliggjorde tæt flystøtte for de argentinske tropper på selve Falklandsøerne. Som en sidegevinst tvang tilbagetrækningen de argentinske flystyrker til at flyve over britiske styrker i alle deres forsøg på at angribe øerne.

Få minutter efter Black Buck 1, fulgte ni Sea Harriers fra Hermes op på angrebet ved at droppe klusterbomber på Port Stanley og den mindre græslufthavn ved Goose Green. Begge missioner førte til ødelagte fly på jorden. Selve lufthavnsstrukturen blev også påført skader. FAA igangsatte samtidig med disse angreb også et angreb på de britiske styrker under betegnelsen Groupo 8. Dette angreb blev indledt efter informationer om at en landgang af briterne allerede var påbegyndt. Fire af de deltagende fly blev skudt ned af Sea Harrier'ere der opererede fra Invincible. Kampe brød også ud mellem Harrier'ere og Mirage jagerfly fra Grupo 8. Begge sider forsøgte at opnå den bedste position. Mirages flyene indledte angrebet ved et dyk fra oven. Et Miragefly blev skudt ned og et anden blev skadet og søgte mod Port Stanley, hvor de nu nervøse argentinske forsvarere øjeblikkeligt skød det ned.

2. maj blev krydseren ARA General Belgrano fra 2. verdenskrig sænket af Conqueror (ironisk nok med torpedoer fra 2. verdenskrig) uden for den britiske krigszone, med tab af 321 liv (den britiske avis The Sun hilste begivenheden med overskriften GOTCHA! (Dansk: fik dig). Dette tab førte til en stejlere holdning i den argentinske regering. Tabet af Belgrano blev også årsag til flere anti-krigs kampagner, idet det blev postuleret, at skibet var ved at sejle væk fra Falklandsøerne, da det blev sænket. For den britiske flåde var aktionen vigtig, da de to destroyere som var støtteskibe for Belgrano returnerede til deres base, hvor de blev resten af krigen.

To dage efter sænkningen af Belgrano (den 4.) mistede briterne destroyeren HMS Sheffield til excocet missiler. HMS Sheffield var sammen med to andre Type 42 destroyere blevet beordret frem som radar og missil forpost for de britiske hangarskibe. Efter at skibene blev registreret af den argentinske flåde via deres (CANA) P-3 Neptune partrulje fly, blev to CANA Hercules sendt på vingerne. Hver af disse udstyret med med et enkelt exocet missil. Efter en opfyldning fra et C-130 Hercules kort efter start, gik de ind i en lav højde og udløste missilerne fra 20 til 30 mil fra HMS Sheffield. Et af missilerne fløj forbi HMS Yarmouth, men det andet missil ramte HMS Sheffield og bragte fartøjet i brand. Skibet blev forladt nogle timer senere og sank den næste dag. I mellemtiden blev de øvrige destroyere trukket tilbage fra deres fremskudte positioner og gjorde dermed den britiske hovedflåde åben for angreb.

Antallet af operationer blev øget igennem den anden halvdel af maj. FN forsøg på at indgå våbenhvile mellem parterne blev afslået af briterne, som på dette tidspunkt følte, at de både havde lidt store tab, var dybt involveret i konflikten og risikerede at umuliggøre en sejr for dem selv, idet krigen ville blive umulig at vinde på grund af de sydatlantiske storme, hvis konflikten trak ud.

Den 21. maj foretog britiske styrke en amfibielandgang nær Port San Carlos, på den nordlige del af Øst Falklandsøen. 4.000 mand blev sat i land. Planen herefter var at avancere sydover og erobre Darwin og Goose Green før slaget om Port Stanley.

Til havs viste det sig at de britiske antiluft foranstaltninger ikke var gode nok. HMS Ardent blev sænket den 21., HMS Antelope den 23., MV Atlantic Conveyor (med en vital last af helikoptere, landingsbane udstyr og telte) den 25. HMS Coventry, HMS Argonaut og HMS Brilliant blev stærkt beskadiget. Argentinerne mistede over 30 fly i disse angreb. Rapporter efter krigen indikerede, at mange britiske liv blev reddet af SAS/SBS team som nedskød fly fra jorden.

Den 28. maj indtog britiske styrker Darwin og Goose Green efter en række hårde kampe. 17 britiske og 200 argentinske solder blev dræbt og 1.400 argentinske styrker blev taget til fange. BBC World Service annoncerede rent faktisk invasionen af Goose Green før den rent faktisk gik i gang. Den 1. juni, efter yderligere 5.000 britiske styrker var blevet landsat ved San Carlos, blev Port Stanley omringet. Det argentinske luftangreb fortsatte og 50 mand blev dræbt på Sir Galahad og Sir Tristan den 8. juni. Mange andre fik alvorlige brandskader. Disse mænd opholdt sig stadig på skibene på grund af tabet af helikoptere på MV Atlantic Conveyor. Det var derfor nødvendigt at føre dem på land ad søvejen, hvilket tog længere tid. Samtidig gjorde manglen på telte styrkerne stærkt udsatte med Falklandsøernes frygtede vejr. 12. juni var endnu en dag med blodige kampe. På Mount Longdon døde 30 britiske og 50 argentinske mænd; Mount Tumbledown blev indtaget efter et tab på 50 døde. Yderligere 13 blev dræbt da HMS Glamorgan blev ramt af et exocet missil affyret fra ladet af en lastbil, hvilket yderligere viste de britiske skibes sårbarhed over for forholdsvis lavteknologiske angreb.

Den 14. juni blev den argentinske garrison i Port Stanley besejret. Kommandøren Mario Menendez overgav sig sammen med 9.800 mand. Den 20. juni tilbageerobrede briterne South Sandwich øerne og erklærede konflikten til ende.

Konflikten varede 72 dage og kostede 236 briter og cirka 700 argentinere livet.

Analyse
Militært var falklandskrigen vigtig, da det er et af de meget få søslag efter 2. verdenskrig. Falklandskrigen viste sårbarheden for overfladeskibe fra missiler og ubåde. Samtidig viste krigen, hvilken rolle politiske fejltolkninger og misforståelser har i skabelsen af krig. Begge sider underestimerede den rolle som Falklandsøerne spillede for den anden. Endelig viste krigen den store risiko som er forbundet med krig. De fleste kommentatorer er af den opfattelse, at krigen ville være endt med en argentinsk sejr, såfremt et af Exocetmissilerne havde ramt et hangarskib, eller hvis Argentina havde ventet et år eller to før de indledte kamphandlinger. Den engelske flåde ville på dette tidspunkt have pensioneret en del af sin skibe. De argentinske forberedelser for at holde øerne efter en landsætning var endvidere meget mangelfulde, da de ikke forventede at Storbritannien ville føre en krig mere end 6.000 mil væk.

Politisk gjorde krigen Margaret Thatcher umådelig populær og var en væsentlig del af hendes genvalg i 1983, også selv om flere medlemmer af regeringen trådte tilbage, herunder John Nott, den tidligere forsvarsminister. Diplomater i FN-regi har endvidere udtalt, at den britiske sejr blev fulgt af en øget international respekt for Storbritannien, som ellers blev set som en blegnet kolonimagt. Galtieri trådte hurtig tilbage, og gav hermed mulighed for en genindførelse af demokrati i Argentina.