LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Danmarks øer        


Falster
Falster, dansk ø i Østersøen, ligger syd for Sjælland, fra hvilken den skilles ved Vordingborg-bugten, mens den mod vest beskylles af Guldborgsund, som skiller den fra Lolland, og mod øst af Grønsund, der skiller den fra Møn og Østersøen.

Den er forbundet mod nord til Sjælland med 2 broforbindelser: Storstrømsbroen via Masnedø og Farøbroerne via Farø. Den er forbundet mod vest til Lolland med 2 broer over og 1 tunnel under Guldborgsund.

Den er cirka 514 kvadratkilometer og har form af en trekant, hvis toppunkt vender mod syd, hvor øen løber ud i en smal landtange og ender i Danmarks sydligste punkt, Gedser Odde, der er cirka 40 kilometer fra Tysklands kyst, og uden for hvilken Gedser Rev strækker sig over 10 kilometer ud i havet. Falsters østligste punkt i Korselitse Storskov hedder Hestehoved.

Øens største længde er fra nord (Orehoved) til syd cirka 47 kilometer, mens bredden er meget vekslende, mellem 4 og 25 kilometer. Falster er en meget lavtliggende ø (Navnet kommer måske af fala: Slette), adskillig lavere end både Sjælland og Fyn; af de danske større øer er kun Lolland lavere. Dog kan Falster langtfra karakteriseres som flad trods dens ringe højde; snarere må overfladen kaldes bakket og afvekslende.

Omtrent fra midten af øen, ved Horeby nordøst for Nykøbing Falster, udgår nemlig fra et cirka 24 meter højt knudepunkt 3 hovedvandskelslinjer mod øst, nordvest og syd, og skråningerne fra disse ud mod de 3 sider, Østersøen, Grønsund og Vordingborg-Bugten samt Guldborgsund, er flere steder ganske bratte ned til de helt lave og flade strækninger langs vandløbene.

Det østlige vandskel når sin største højde ved Halskov Strand, 38 meter; det søndre vandskel stiger til cirka 26 meter noget nord for Bøtø Nor; i det nordvestlige vandskel ligger øens højeste punkt, Bavnehøj (43,5 meter), i nærheden af nordkysten.

Heller ikke kysterne er så flade som Lollands; ved nordkysten ved Grønsund hæver de sig således flere steder til over 12 meter; ligeledes findes flere høje skrænter ved Guldborgsund, navnlig mod syd (i Skjelby Sogn, indtil 22 meter). I jordblandingen er leret mest fremherskende; dog findes der en del sandede strækninger i de højereliggende dele mod nord og nordøst; underlaget, kridt og kalk, ligger lavere end havet; dog træder det nogle steder ganske nær til overfladen. Jorderne er i det hele frugtbare, mest dog i den nordlige del. Øen har kun få søer, moser og kær; derimod er der en del vandløb, som dog alle er ubetydelige.

Øens befolkning udgør 1. januar 2003: 43.537 indbyggere

1872 fik øen sin første jernbane, der førte fra Orehoved til Nykøbing Falster, hvorfra den fortsattes over på Lolland ad jernbanebroen over Guldborgsund; fra Nykøbing Falster blev banen 1886 fortsat mod syd til Gedser for at lette forbindelsen med Tyskland; 1911 åbnedes banen Nykøbing-Stubbekøbing.

Historie
Falster var ligesom Lolland i middelalderen meget udsat for angreb af venderne, og der fortælles, at øens indbyggere flere gange indgik forbindelse med hedningerne under deres krige mod Danmark, hvorfor Valdemar 1. 1159 skal have påtænkt at tugte dens beboere ved et togt mod øen. Vist er det, at det slaviske element har påvirket øens befolkning i flere henseender; blandt andet kan sådan påvirkning påvises i flere stednavne, ligesom man i indbyggernes ydre har troet at spore slavisk påvirkning. I ældre tider havde kongerne en del gods på Falster, og efter at Frederik 2.s dronning Sofie som enke havde fået Nykøbing Slot til residens, blev snart næsten hele øen kronejendom; af dette krongods oprettedes senere et af de 12 rytterdistrikter, der ligesom de andre solgtes 1766 til private. Ligesom Lolland hørte Falster tidligere til Fyns Stift, indtil øerne 1803 blev et eget stift.

Byer på Falster