Figaro
Figaro, hovedpersonen i tre af Beaumarchais' komedier, af hvilke særlig Le barbier de Séville og Le mariage de Figaro er berømte. Navnet på den listige, muntre, vittige barbér synes opfundet af Beaumarchais selv; det ser meget spansk ud, men der eksisterer i virkeligheden ikke noget sådant spansk navn.

Såvel samtidig med den franske dramatiker som senere er Figaro oftere bragt på scenen af efterlignere, blandt andet Sardou; men mest kendt er han blevet som operafigur i Mozarts Figaros Bryllup, i Paesiellos Barberen i Sevilla og i Rossinis endnu berømtere opera med samme titel. Desuden har Figaro givet navn både til blade og dansesaloner, og den spanske forfatter M. J. de Larra vandt berømmelse under dette pseudonym.


Figaro, et hyppig forekommende navn på aviser i forskellige lande. Den første avis med navnet Le Figaro udkom i Paris 1826-33. Den talte blandt sine medarbejdere Janin, Paul Lacroix, George Sand, Alphonse Karr og spillede en ikke ubetydelig rolle i tiden før og efter Julirevolutionen.

Det uden sammenligning mest kendte blad af dette navn er det 1854, af H. de Villemessant i Paris grundlagte blad, der i begyndelsen udkom 1 gang, senere 2 gange ugentlig, fra slutningen af 1866 daglig. Villemessant forstod at knytte til bladet en hel række yngre forfattere og kronikører (E. About, A. Wolff og andre), der ved deres stilistiske evne og sans for det pikante og sensationelle gjorde Le Figaro til Paris' mest læste boulevardblad. I politisk henseende var bladet konservativt, efter 1871 antirepublikansk. Under Fr. Magnards ledelse (1876—94) fortsatte bladet med fremgang i det af Villemessant anviste spor; uagtet det fremdeles var organ for den monarkistiske og klerikale politik, optrådte dets redaktør dog ofte som moderationens talsmand lige over for enkelte medarbejderes yderliggående, antirepublikanske og ultramontane anskuelser. Le Figaros store odbredelse, især inden for samfundets højere klasser, skyldes ikke så meget dets royalistiske og klerikale ledende artikler som dets meddelelser fra den aristokratiske verden, dets indiskrete notitser fra det private liv, dets teaternyheder og skandalehistorier. Bladet udmærker sig mere ved hurtige end pålidelige meddelelser, og utallige er de udfordringer og injurieprocesser, hvormed dets redaktører og medarbejdere har været hjemsøgte. Under Dreyfus-affæren tog Figaro til en begyndelse den anklagedes parti, men opgav efterhånden dette standpunkt.

Også i Danmarks presse har man haft flere blade ved navn Figaro. Det ældste og mest kendte er det af Tivolis grundlægger, Georg Carstensen, udgivne Figaro, Journal for Litt., Kunst og Musik, hvoraf der udkom 6 bind, ledsaget af litografier og »supplementsblade« samt 3 bind »nye intelligensblade« 1841-42. Sommeren 1866 grundlagde Robert Watt et belletristisk ugeblad Figaro, som han redigerede til december 1868, da bladet udvidedes og gik over til et almindeligt dagblad under navnet Dagens Nyheder. - Senere har den københavnske presse haft et illustreret søndagsblad, Figaro, uden litterær karakter eller betydning, redigeret og udgivet af C. Sacht og flere 1873-76.

I den norske presses bibliografi er navnet Figaro blot repræsenteret af et ubetydeligt Ugeblad for Kunst, Musik, Teater og Litteratur, hvoraf der udkom en enkelt årgang i Kria 1883.

I Sveriges presse er navnet særlig blevet kendt ved det af Hugo Nisbeth (død 1887) 1878 grundlagte ugeblad Figaro, Søndagstidning for alla Samhällsklasser, der den hele tid har været redigeret meget populært og pikant, ikke uden et anstrøg af skandale. Bladet redigeredes efter Nisbeths død et års tid af O. E. Norén, derpå (1888—1903) af G. F. Lundstrom (»Jörgen«), et af Stockholms kendte »Qvickhufvuder«. Blandt medarbejderne var i Nisbeths tid blandt andet den kendte bankdirektør og politiker, A. O. Wallenberg.