LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Musikinstrumenter        


Fløjte
Fløjte (italiensk flauto, fransk flûte, engelsk flute), et træblæseinstrument af ældgammel oprindelse, i hvilket tonen frembringes ved en smal luftstrøm, der brydes mod en skarp kant. Under forskellige former forekommer fløjten hos alle oldtidens folk (kinesere, ægyptere, grækernes aulos og syrinx, romernes tibia, og så fremdeles), og under en stadig fremadskridende udvikling indtræder den allerede i 17. århundrede som et af de vigtigste orkesterinstrumenter.

Efter den måde, hvorpå instrumentet blæses, opstod to hovedarter af fløjter, den lige fløjte og tværfløjte. Den første, der blæses fra spidsen og altså holdes lige ud for munden, kaldes »næbfløjte« (flûte à bec), blokfløjte, flûte droite; i den øverste ende findes i det indre af røret en prop, der kun fortil efterlader en smal spalte, gennem hvilken luftstrømmen drives mod den skarpe kant af et hul, der er anbragt i rørets væg nedenfor proppen. For at man lettere skal kunne omfatte mundstykket med læberne, er det tilspidset hen imod den side, hvor spalten findes; deraf navnet »næbfløjte«. Det er, med andre ord, i grundtrækkene den samme form, der forekommer overalt som legetøjsinstrument. Tværfløjte (flauto traverso, flûte traversière, flûte allemande, german flute), der nu til orkesterbrug fuldstændig har fortrængt næbfløjte, og som man derfor nu udelukkende tænker på ved betegnelsen fløjte, blæses gennem et rundt hul på siden af røret og holdes på tværs af den blæsende. Den moderne fløjte består af et enkelt rør af buksbom, ibentræ, eller, sjældnere, sølv og forfærdiges i reglen i 3 dele, hovedstykket med mundhullet, mellemstykket, der dog kan være delt, og foden; den er forsynet med et system af huller og klapper, af hvis konstruktion særlig Theobald Böhm i München har indlagt sig store fortjenester (System Böhm, ringklapper).

Fløjtens omfang er fra (enstrøget) c1 til (firstrøget) a4, og den noteres altid i G-nøglen.

I 15.-17. århundrede byggedes fløjten, som alle andre instrumenter, i forskellige størrelser (diskantfløjte, alt-, tenor- og basfløjte, en hel såkaldt akkord); i det moderne orkester benyttes foruden den her omtalte, »store fløjte«, desuden en mindre, pikkolofløjte, der står een oktav højere. I militærmusikken anvendes yderligere flere forskellige formater, esfløjte og tertsfløjte; en tidligere forekommende flûte d’amour er nu fuldstændig ude af brug.

Som solo- og koncertinstrument spiller fløjten og har navnlig i slutningen af 18. og begyndelsen af 19. århundrede spillet en stor rolle; det er bekendt, at Frederik den Store selv dyrkede dette instrument med stor forkærlighed. Af virtuoser på og komponister for fløjte kan nævnes Quanz (der også har gjort sig kendt ved indførelsen af den såkaldte propskrue til regulering af stemningen, Kuhlau, Fürstenau, Toulou, Terschak.

I orgelet er fløjte en fællesbenævnelse for alle labialstemmer og forekommer desuden i mange forskellige specialbenævnelser, som rørfløjte, waldflöte, hohlflöte og så videre.