LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Sportsgrene        


Fodbold

Kvindefodboldkamp på Brøndby Stadion
Fodbold er en sportsgren hvor to hold via en bold forsøger at score flest mål mod hinanden.

Udbredelse
Fodbold er sammen med håndbold langt de mest udbredte sportgrene i Danmark. Alene DBU organiserer 300.000 spillere fordelt på 1.618 klubber. Sporten har altid haft stor mediemæssig bevågenhed og for eksempel EM og VM i fodbold hører til de sportsbegivenheder, som absolut flest følger med i. Med indførelsen af professionel fodbold er sporten samtidigt blevet en sportgren med betydelige økonomiske interesser. Publikumsinteressen og dermed også de økonomiske interesser er i altovervejende grad koncentreret om herrefodbold.

Spillet
Spillet afvikles på en plan det vil sige vandret græsplæne (dog findes der indendørs varianter, ligesom visse fodboldklubber har baner af kunstgræs).

Hvert hold består af 11 spillere samt nogle udskiftningsspillere. Der er endvidere normalt også en træner, assistenttræner og andre administrative personer tilknyttet et hold.

Et mål er scoret, når det ene hold på reglementeret vis har sendt bolden gennem det andets hold målramme (eller når det andet hold selv er kommet til at gøre det og således har scoret selvmål). Målet er en rektangulær ramme, der er 8 engelske fod (244 cm) højt og 8 engelske yard (732 cm) bredt. Målet dannes af to lodrette opstandere, (ofte kaldet stolper) en vandret overlægger samt plænen for neden. På bagsiden af målrammen er udspændt et net til opsamling af bolden ved scoring.