LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Gaia
Gaia eller Ge, »Jorden«, hos grækerne personificeret som gudinde.

Den ældgamle, primitive forestilling, at Jorden er et kvindeligt væsen, holdt sig hele oldtiden igennem. Dog skilte Gaia sig næppe nogen sinde for tanken helt fra det element, som ordet betegnede, og nåede derfor heller aldrig til fuld personlig udformning.

I religionen spillede Gaia af den grund i den historiske tid kun en underordnet rolle, ligesom hun i den homeriske digtning træder i skygge for de helt personlige guder. I Hesiodos'es teogoni er Gaia mere fremtrædende. Her berettes, at hun blev til i tidernes morgen, umiddelbart efter Kaos. Af sig selv fødte hun Uranos (himmel), bjergene (Urea) og havet (Pontos) og blev derefter ved Uranos mor til titanerne, kykloperne og de tusindarmedede. Da Uranos skjulte sine børn i Jordens skød, skabte Gaia i vrede stålet, dannede deraf en krumkniv og gav den til den yngste af titanerne, Kronos, som hermed berøvede Uranos hans manddomskraft. De blodsdråber som faldt til Jorden, befrugtede denne, så at den i tidens løb fødte erinyerne, giganterne og trænymferne.

Pontos avlede med Gaia Nereus, Thaumas, Forkys, Keto og Eurybia. Senere bistod Gaia Rheia ved Zeus'es fødsel og hjalp Zeus mod titanerne. Da disse udstødtes af himlen, blev hun dog forbitret herover og fødte ved Tartaros uhyret Tyfoeus, som kæmpede mod Zeus. Hvad der således er fortalt om Gaia i teogonien, skyldes mest filosofisk-digterisk spekulation.

Folketroen har kun ringe andel i de kunstig slyngede genealogier. I Odysseen kaldes Tityos og hos senere digtere flere andre jætter og uhyrer for børn af Gaia. Jorden, som modtager de døde i sit skød, var efter græsk folketro skjulested for mørkets magter. Ved dyrkelsen af de afdøde fik derfor også Gaia offer. At hun var spådomsgudinde, står mulig i forbindelse hermed. I Aigai bestod hele oldtiden igennem et orakel, ved hvilket præstinden i en hule søgte sandsagn hos Gaia. Traditionen knyttede hende også til Dodone og Delfoi.

Da det er Jorden, der giver alle skabninger livsophold, kaldtes Gaia også Almoder. I Athen ved foden af Akropolis mod sydvest, dyrkedes hun som »de unges fostermoder« (Kurotrofos).

En ældgammel forestilling er bevaret i en edsformular i Iliaden (19,259). Her kaldes Gaia (omtrent: den uendelige, vidtstrakte jordflade, der ser alt, hvad der sker på den) til vidne sammen med Zeus, Helios og de straffende erinyer. Også i andre edsformularer nævnes Gaia.

Det er efter det foran anførte forståeligt, at der kun fandtes få kultusbilleder af Gaia. I de bevarede kunstværker råder samme dobbelthed, som ovenfor er omtalt. Gaia afbildes dels som fuldt personificeret, selvstændig gudinde, dels som bunden til det element, hun repræsenterer. Det skønneste billede af denne art findes på den pergameniske alterfrise. Her hæver Gaia sig til midten op over jordfladen og anråber om skånsel for giganterne. Til den første række hører derimod nogle fremstillinger, der viser Gaia siddende med børn på skødet eller stående med et barn som trykker sig ind til hende, eller hvilende på jorden med blomster, frugter og lignende i sine arme.