LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Gladiator
Gladiatorer (gladiator, latin, egentlig sværdkæmper) kaldtes i Rom personer, der kæmpede offentlig ved gladiatorlegene (munera gladiatoria). Disse skuespil, der bestod i kampe på liv og død mellem mennesker, hørte oprindelig hjemme i Etrurien og er egentlig menneskeofre, der ifølge en i hele den klassiske oldtid, i alt fald i dens ældste tidsrum, udbredt skik særlig var knyttede til begravelser. I Rom indførtes de først 264 f.Kr., også her i anledning af en begravelse, og gaves i den følgende tid hyppig af private ved lignende lejligheder. Først 105 f.Kr. lod konsulerne på embeds vegne afholde gladiatorlege. I republikkens sidste tid blev de et almindeligt middel for private og øvrighedspersoner til at opnå folkegunst. I kejsertiden var de ligeledes meget hyppige; både kejserne gav dem, og private, disse ofte pro salute principis (som takkefest, når kejseren var undsluppet en fare). Domitian indførte stående gladiatorlege, og disse holdt sig hele oldtiden igennem; først i 5. århundrede uddøde skikken i Det Vestromerske Rige, til dels sikkert under kristendommens påvirkning.

Gladiatorlegene fejredes i Rom oprindelig på Forum, sjældnere i Cirkus; mod republikkens slutning begyndte man at opføre amfiteatre, først af træ, senere af sten; de havde allerede tidligere været i brug i Campanien. Vespasian opførte Roms berømte amfiteater, Golosseum (indviet 80 e. Kr.), der siden da var skueplads for gladiatorlegene.

Gladiatorer var dømte forbrydere, krigsfanger eller slaver, regelmæssig fremmede eller borgere af laveste stand; undtagelsesvis forekom det, at bedrestillede frivillig blev gladiatorer: de kaldtes da auctorati. Kejser Commodus satte sin stolthed i at være en dygtig gladiator og optrådte offentlig som sådan. Gladiatortrupperne (familiæ gladiatoriæ) ejedes dels af private, dels af entreprenører, der drev forretning med at leje dem ud eller give lege for penge. Gladiatorer holdtes i skoler (ludi) og uddannedes der af særegne lærere (lanistæ), hvis håndværk for øvrigt, ligesom gladiatorernes var æreløst. Kejserne holdt store gladiatorskoler under opsyn af særlige embedsmænd. En gladiatorkaserne er fundet i Pompeji; det er en aflang øvelsesgård, omgivet af søjlehaller og gladiatorernes kamre i to etager.

Gladiatorer fik en god forplejning, men var underkastede en barbarisk disciplin; den, der frivillig gav sig i skolen, måtte forpligte sig til at lade sig »brænde, binde, piske og dræbe med sværdet« uden indsigelse. Under særlige forhold (slavekrigen) kunne disse hobe af bevæbnede, øvede og til dødsforagt vænnede mennesker blive politisk farlige.

Før deres første offentlige optræden hed gladiatorne tirones; efter den fik de vistnok et mærke (tessera); af sådanne mærker haves endnu en mængde, men deres betydning er omtvistet. Foruden pengebelønninger kunne gladiatorer ved tapperhed og dygtighed opnå frihed for at optræde eller fuldstændig frigivelse; tegnet herpå var en kårde af træ (rudis).

Et gladiatorspil begyndte med et optog over arenaen (fra dette optog hidrører det kendte tilråb: Ave Cæsar morituri te salutant); derpå fulgte en skinfægtning med stumpe våben og så først den egentlilge kamp. Gladiatorernes bevæbning og kampart var højst forskellig; de vigtigste arter var Samnites med stort skjold og kort sværd, Thræces med mindre sværd og krumsabel (begge parter desuden med en stor hjelm) og retiarii næsten uden dækvåben, men med et net (rete, deraf navnet), en trefork og en dolk. Gladiatorer kæmpede dels enkeltvis, gerne forskellige arter mod hinanden, dels i masse; de feje blev drevet frem med piskeslag eller glødende jern. En overvunden, men endnu levende gladiatores skæbne bestemtes af den, der gav legene; dog overlod han gerne afgørelsen til tilskuerne. Tegnet på dødsdommen var den fremrakte, knyttede hånd med nedadvendt, udstrakt tommelfinger; den sejrrige gladiator dræbte så sin modstander.

Man har fra oldtiden en efterretning om, at gladiatorlegene indførtes som middel til at vække og vedligeholde krigersk sans hos den romerske bybefolkning. Det er muligt, at dette motiv virkelig har været medvirkende til, at de optoges blandt de officielle lege; men deres beståen og omsiggriben kan næppe forklares uden som udslag af råhed og blaserthed hos pøbelen - den højere såvel som den lavere.