LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Go

Go
Go er et orientalsk brætspil for to personer. Spillet er Østens svar på skak, og er meget strategisk orienteret. I det gamle Japan betragtedes spillet som en naturlig del af en krigeruddannelse. Selv i vore dages Kina, Taiwan og lignende lande menes spillet stadig at kunne lære for eksempel erhvervsfolk noget om strategi. Spillet adskiller sig fra skak, ved at have flere trækmuligheder, og derigennem mulighed for en mere individuel spillestil, og for mange forskellige typer spil. Reglerne for spillet er simple, men de mange taktiske og strategiske muligheder gør spillet meget kompliceret at mestre. Det siges, at det kræver 1000 spil, før man kan kalde sig dan-spiller, eller kompetent udøver af spillet.

Gos historie
Go er cirka 4000 år gammelt og stammer fra Kina eller et område meget tæt på. De første skriftlige kilder til spillets historie stammer fra omkring 500 år f.Kr., hvor blandt andre Konfutse skrev om spillet. Go opfattes hos Konfutse og konfutsianere som værende uden gavn for offentligheden. Taoisterne mente i modsætning dertil, at spillet var et middel til selverkendelse og kontemplation. Omkring T'ang dynastiet (618-906) bliver spillet anerkendt som noget, som almen dannelse fordrer kendskab til. Cirka år 700 kommer spillet også til Japan. Senere bliver spillet også opfattet som et nødvendig del af en samurais opdragelse. Gennem Go mente man, at krigerne kunne opøve en strategisk og taktisk forståelse, som de kunne benytte i virkelig kamp. Spillet er først sent blevet kendt i Vesten, med det resultat, at Japanere og andre orientalere totalt dominerer internationale turneringer. I Danmark har spillet været kendt i en del år, og har siden Københavns Go klub blev stiftet i 1970'erne vundet udbredelse i hele landet.

Reglerne for spillet Go i dag
Det anslås, at der i dag er cirka 10 millioner, der kan spille go, heriblandt omkring 1000 professionelle. Der er et par hundrede go-spillere i Danmark. Her i landet findes der i øjeblikket fire goklubber, hvor folk mødes regelmæssigt for at spille. I disse klubber spiller man go og der afholdes turneringer, undervisning og introduktionsaftener. Der afholdes jævnligt turneringer, i både ind- og udland. Danmark er hvert år repræsenteret ved såvel europamesterskabet som verdensmesterskabet.