LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Folkeslag        


Goter
Goter, folk i det gamle Østgermanien, det vigtigste led i den østlige eller gotiske gruppe af de gotogermanske folk. Navnet goter findes på gotisk skrevet Gut-þiuða; omtrentligt oversat til »goterfolk«; usammensat må det have lydt gutôs og gutans. Den gamle folkelig danske udtale var gotte eller gotter, jævnfør udtale af Gothersgade. Gotter genfindes som svensk gutar på Gotland, og på det svenske fastland findes den hørende aflydsform gautar eller götar, snarest afledet af Götaelven, det vil sige den »gydende« strøm. Derimod har goter intet at gøre med jyder og guder, hvormed de i ældre tid sammenblandedes. Goters hovedgrene var:

1) Austrogoter eller østgoter med tilnavnet greutunger,
2) Visigoter eller vestgoter med tilnavnet tervinger.

Meget nær goter stod gepiderne. Kulturen i goternes hjemland er ikke særlig godt kendt. Af guddomme kendes Tyz, Halja (Hel) og østgoternes kongestamfædre Gapt og Humal. En slags heks, som varetog Heldyrkelsen, hed Haliaruna; fra sådanne hekse lod goternes sagn hunnerne nedstamme. Goternes afdøde konger gjaldt ifølge Jordanis som »halvguder«, anses, det vil sige »aser«; deraf forklares Snorres nordiske sagn om asedyrkelsens indvandring fra det sydøsteuropæiske Goðheimar, som er en sammenblanding af »gudehjem« og »goterhjem«.

Ligesom nordboer og friser havde goter et indskrænket kongedømme, ikke republik som vandaler, tyske og saksere. Goternes love skal ifølge Ficker slutte sig nær den nordiske og longobardiske type. Goternes plads ved den østlige ravhandels knudepunkt medførte visse for dem særlige kulturlån: paida, »læderkjortel« = græsk baité, indført allerede cirka 200 f. Kr.; kêlikn, »tårn, hus med to stokværk«, et keltisk ord, rimeligvis indført fra kotinerne i Østbøhmen; lukarn, »kærte« (også på Gotland) = latin lucerna.

Goternes sagn lader kong Berik føre goterne på 3 skibe fra Skandinavien til Nordtyskland; de synes at have »lånt« kimbrernes Boiorix, den første navnkundige gotogermanske udvandrerhøvding (død 101 f. Kr.), idet Bêrik er den ægte østgotiske form for hans navn. Goternes nye hjem i Preussen hed Gothiseandja, der synes at ligge til grund for polsk Godanycze, nu goterdansk = Danzig. Fra goterne stammer også navnet widland, det vil sige »skovland«. Den svebiske storhersker Marbod i Bøhmen truede eller kuede goterne, men han styrtedes år 17 e. Kr. af sin fredløse fjende Catvalda, hvem goterne havde ydet husly og støtte. På Neros tid knyttede Rom fast handelssamkvem med ravkysten i goternes nabolag. Cirka 200 vandrede goternes hovedmasse til Sortehavsegnene, og fra 238 angreb de romerske Donaulande. Kniva indtog Filippopel, og kejser Decius faldt mod ham i Møsien 251. Som herrer over Krims søbyer udførte goterne fra 256 og i cirka 20 år sørøvertogter til Lilleasien og Grækenland.

Vestgoterne blev af kejser Claudius fuldstændig besejret ved Naissus (Nish) 269, og hans efterfølger Aurelian fortsatte med at sikre Balkanhalvøen mod dem, men overlod dem til gengæld Dacien, hvorved der skaffedes ro i cirka 100 år. Imens bredte kristendommen sig så stærkt hos vestgoterne, at den ivrige hedning Athanarik 348 bortviste dens tilhængere, hvoriblandt apostlen Vulfila, hvis forældre var bortført fra Lilleasien under goternes røvertogter. Bosatte som romerske undersåtter i provinsen Møsien fik de bortviste navnet Møsogoter. Her fuldendte Vulfila sit storværk, oversættelsen af biblen til gotisk. Da hans trosform var ariansk, blev denne herskende hos alle de af ham omvendte goter.

Hunnernes angreb ind i Europa 370 afbrød pludselig den rolige udvikling. De kastede sig først mod østgoterne, hvis konge Ermanrik ifølge sagnet skal have hersket fra Østersøen til Don, og hvis fremtrængen langs Kaukasuskysten skildres i goternes sagn, ja endnu i 19. århundrede mindedes i tscherkessernes sange om kampe med folket gut. Ermanrik begik selvmord, - en tildragelse, der omdigtedes i nordiske og tyske heltesagn. Hans folk kuedes, og vestgoterne veg over på Balkanhalvøen efter overenskomst med romerne 376. De fik bopæl i Møsien, men da romerske embedsmænd sultede og udpinte dem, rejste de sig under Fridigern, og kejser Valens faldt mod dem ved Adrianopel 378. Det åbne land var nu goternes bytte og led frygtelig, selv om de faste byer holdt Stand. Omsider fik kejser Theodosius ved våbenmagt og forhandlinger goterne til at falde til ro; de fik sæde langs Nedredonau som skattefrie romerske forbundsfæller og grænsevogtere.

Straks efter kejserens død 395 gjorde goterne oprør, og de valgte til konge Alarik af Balthernes æt. Ved at plyndre Grækenland tiltvang han sig udnævnelse til overfeltherre i Illyrien; her i Østroms grænseprovins mod Vestrom ville han grundlægge et frit rige. Jalousi mellem de to kejserriger hjalp ham. 401 brød han ind i Italien, men Stilico slog ham ved Verona 403 og drev ham ud. Andre indtrængende goter under ledelse af Radagais blev knust af Stilico ved Florentia (Firenze). Men efter Stilicos mord 408 kunne intet mere standse goterne. Efter to gange at have truet Rom, indtog Alarik byen 24. august 410 og lod den plyndre 3 dage, dog uden stor blodsudgydelse. Så drog han til Syditalien, rimeligvis med planer mod Afrika, men døde der sidst i 410. Til konge kåredes hans svoger Athaulf, der drog til Sydgallien 412, sluttede fred, og i forbund med Rom overvandt to usurpatorer. Men 413 blev freden brudt, da han nægtede at udlevere kejser Honorius’ fangne søster Placidia og siden oven i købet ægtede hende samt opstillede Attalus som modkejser. 415 drog Athaulf på erobringstogt til Spanien, men blev her myrdet. Efterfølgeren Vallia sluttede fred, da Roms flåde afskar tilførslen af korn; han udleverede Placidia og forpligtedes til at kæmpe for Rom mod svebere og alanere i Spanien. Som løn fik goterne 418 tildelt fast bopæl i Aquitanien, det vil sige landet mellem Garonne og Pyrenæerne, med hovedstaden Toulouse. Theoderêd 1., Alariks barnebarn (419-51), fjernede Roms skinherredømme og udvidede sit område mod nord, men hjalp dog Roms statholder Aëtius med at standse Attilas hunner og faldt i den sejrrige kamp mod dem på de catalauniske marker 451. Sønnen Theoderêd 2. godkendte Roms overherredømme og kæmpede i dets navn gentagende mod sveberne i Spanien, fik 455 sin forhenværende lærer Avitus til at tage kejserværdigheden i Gallien, og holdt efter hans mord 456 endnu fast ved Rom. Eurik (466-85) gjorde straks og for stedse ende på vasalforholdet og fik 475 afstået hele landet indtil Rhône og Loire; 477 fuldendte han den spanske halvøs erobring, bortset fra det svebiske nordvesthjørne. Eurik lod udgive en lovbog, den første optegnelse af gotogermansk ret. Med ham var vestgoternes magt nået til højdepunktet.

Østgoterne trådte netop samtidig ind i deres glanstid. Efter Ermanriks fald cirka 370 havde de fulgt hunnerne til Pannonien og kæmpet for Attila mod Rom og vestgoterne i Gallien 451. Attilas død 453 bragte østgoterne og Gepider til at styrte hunnervældet. Kort efter fødtes kongesønnen Theoderik af Amalernes æt; han var som dreng gidsel i Konstantinopel. Efter flere års forsøg på at udnytte Østroms politiske vanskeligheder drog han 488 mod Italien, udnævnt til magister militum af kejser Zeno, for at styrte den østgermanske lejetropfører Odovaker, der 476 havde afsat den sidste vestromerske skinkejser. Goterne sejrede ved Verona (folkevisens »Bern«), og efter 3-årig modstand i fæstningen Ravenna overgav Odovaker sig 493 og blev myrdet. Uden åbent brud med Østrom styrede Theoderik Italien som faktisk uafhængig konge. Han søgte at styrke sig ved at ægte frankerkongen Chlodevigs datter og ved forbund med heruler, thyringere og andre stammer i Germanien. Da Chlodevig 496 knuste allemannernes magt, gav de sig i Schweiz under østgoterne. Efter fejlslagne mæglingsforsøg måtte Theoderik se på, at Chlodevig fældede vestgoternes konge Alarik 2. og erobrede størstedelen af Gallien, men østgoterne vandt derved vestgoternes område i Provence, og som formynder for Alariks søn Amalarik blev Theoderik faktisk Spaniens herre. Theoderik herskede med kraft og kløgt, fremmede agerbrug og korntilførsel, rejste bygninger og støttede selv videnskaben; han lod sin romerske minister Cassiodor skrive goternes historie. Roms civile administration blev af ham ladt urørt og frededes med omhu; også den katolske kirke forblev uantastet, skønt goterne hyldede den arianske trosretning. Romerne var fri for krigstjeneste; goterne dannede den stående hær, som underholdtes ved de til Odovakers lejetropper eksproprierede grundstykker og skarpt sondredes fra romerne. Theoderik døde 526 og blev begravet i et stort mausoleum i Ravenna. Eftertiden kaldte ham »den Store«, og i folkevisen er han navnkundig som Didrik af Bern.

Goters synken og fald var allerede indvarslet ved nederlaget mod frankerne 507, men Theoderiks indgriben forebyggede videre tilbagegang, og først efter hans død 526 gik det rask nedad. Datteren Amalasvintha, som regerede for sin søn Athalarik, var goterne for romervenlig og blev efter sønnens død dræbt af sin fætter Theodahad (534). Da hun havde søgt hjælp hos kejser Justinian, greb han dette påskud til krig, og hans feltherre Belisar indtog Sicilien og Syditalien, hvor de katolske indbyggere villig støttede ham af uvilje mod deres arianske herrer. Nu afsatte goterne Theodahad og kårede Vitiges, en tapper kriger af lav byrd. Han indesluttede forgæves Belisar i Rom, men Hofintriger voldte 540 Belisars midlertidige tilbagekaldelse, og nu genvandt Vitiges’ efterfølger Totila det meste af Italien. Først udsendelsen af Narses med nye stridskræfter fra Østrom afgjorde kampen. Totila faldt i Etrurien 552 og østgoternes sidste konge Teja faldt efter en modig kamp ved Vesuv 553. Enkelte fæstninger holdt sig endnu til 555. Goternes rester fik fri afmarch fra Italien.

Da vestgoternes konge Alarik 2. faldt mod Chlodevig 507, levnedes der dem af deres galliske område kun provinsen Septimanien. Justinian erobrede en del spanske kystbyer, dog kun forbigående. En udvidelse opnåede vestgoterne, da Liubigild 585 kuede sveberne i Portugal, men som helhed var og blev det gottiske vælde svagt. Alarik 2. havde søgt at vinde sine romerske undersåtter ved at ordne deres forhold til goterne væsentlig på romersk retsgrundlag gennem sin Lex Romana Visigothorum 506, hvoraf atter Rekkesvinths Lex Visigothorum fremgik cirka 650. Ljubigilds søn Rekkared afsvor arianismen for yderligere at bortrydde modsætningen mellem herrer og undergivne. Der herskede en vis retslig lighed derigennem, at alle var skatte- og hærpligtige. Men stormændene var opsætsige og trykkede folket, og da den kraftige konge Vitiza satte dem skranker, blev han stødt fra tronen af Roderik (710). Vitizas sønner indkaldte araberne til hævn, og Roderik faldt mod disses fører Tarek (711). Næste år erobredes hovedstaden Toledo, og kun i Asturiens nordlige bjerge holdt sig en rest af goternes rige, kernen i det senere spanske rige. Goternes levninger romaniseredes.

Goters hjemland Preussen var siden 6. århundrede blevet bytte for baltisk-slaviske folk; goternes navn arvedes vistnok af egnsfolket Gudden i Østpreussen. Møsogoterne fastholdt deres nationalitet og goternes gudstjeneste til 9. århundrede. Krimgoterne talte Gotisk endnu til 17. århundrede, men er siden tatariserede; deres græsk-katolske bispedømme Gotia ophævedes 1786. Goternes historiske bane var kort, men glimrende. De blev den store folkevandrings indledere og fuldbyrdere, vandt Vestroms centrum og vigtigste provins i Europa. Både politisk og kulturelt blev de den gotogermanske folkegruppes bannerførere; de skabte dens første nationale kirke, bibeloversættelse, bogskrift, boglitteratur og lovbog, og goternes erobrere, såsom Ermanrik og Theoderik blev heltedigtningens første midtpunkter. Derfor var det naturligt, at hele folkegruppen hos angelsakserne og nordboerne fik navnet goter, jævnfør gotogermaner.