LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Krige        


Grevens fejde
Da Frederik 1. døde på Gottorp 10. april 1533, var Danmarks politiske horisont mørk og skyet. Striden mellem den gamle og nye religionslære havde delt befolkningen i to lejre, ingen tronfølger var valgt, og forholdet til Norge og hertugdømmerne meget løst.

I juni samledes en herredag i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner, hertug Christian, der var protestantismen hengiven, og den 12-årige hertug Hans, hvem den katolske majoritet ønskede på tronen; men da ingen af partierne kunne sætte sin kandidat igennem, enedes man om at udsætte valget til næste sommer for at få nordmændene med.

I religiøs henseende benyttede katolikkerne i Rigsrådet ledede af bisperne deres overmagt til at gennemføre en reces, der lagde udnævnelsen af præsterne i bispernes hånd, hvorved man søgte at sætte en grænse for den nye læres udbredelse. Misfornøjede herover forlod flere protestantiske adelsmænd ledede af Mogens Gjøe herredagen. Resultatet var således magert, om end det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en »union« med hertugdømmerne, og de ydre forhold var meget truende.

Hovedfaren kom fra Lübeck, hvor den dygtige leder af Folkepartiet borgmesteren Jørgen Wullenwever nærede store planer om at hæve byen til dens gamle magt. Foreløbig ønskede han dog hertug Christian på tronen; men da alle de forsøg, han, Mogens Gjøe og Malmøs borgmester Jørgen Kock gjorde på at bevæge hertugen til at modtage kronen, slog fejl, gik han sine egne veje. Stolende på den sympati, de lavere stænder nærede for den fangne kong Christian 2., ville han benytte sig heraf til at bringe Danmark og om muligt også Sverige ind under Lübecks overhøjhed. En villig hjælper fandt han i den mand, der har givet krigen dens navn, Christian 2.s unge frænde, grev Christoffer af Oldenburg, og mellem denne fyrste og Lübeck sluttedes der forbund. Fangens navn var et feltråb og intet andet, idet det bestemtes i traktaten, at lykkedes det at befri ham fra Sønderborg, skulle han overgives til de lybske.

Efter at have skuffet sine fjender ved et skinangreb på Holsten gik grev Christoffer om bord på en lybsk flåde og landede 22. juni 1534 ved Skovshoved. København sluttede sig villig til ham, Sjælland var ganske blottet for tropper, og adelen fulgte derfor halvt nødtvungen efter.

I Skåne var Malmø alt vunden, og da adelen ikke gjorde modstand, var greven i 6 uger blevet herre over Østdanmark, som han styrede som gubernator i Christian 2.s navn. Anderledes gik det i Jylland. Her fik Mogens Gjøe samlet en herredag i Ry, hvor ved lavadelens hjælp, trods bispernes modstand, hertug Christian blev valgt til konge og virkelig modtog kronen (juli 1534). Religionsspørgsmålet stilledes foreløbig i bero.

Imidlertid havde fynboerne gjort opstand understøttede af Christoffers tropper, og i Nørrejylland rejste Christian 2.s gamle tilhænger skipper Clement vendelboerne. Han indtog Ålborg, og da den jydske adel drog mod bønderne, led den et nederlag ved Svenstrup (oktober 1534), hvorefter opstanden bredte sig over hele jylland med undtagelse af østsiden syd for Gudenåen. Det lykkedes dog Christian 3. i november at få sluttet fred mellem hertugdømmerne og Lübeck, hvorved han fik frie hænder. I ilmarch drog nu hans udmærkede feltherre Johan Rantzau mod nord og stod 18. december foran Ålborg, som blev taget i et stormløb.

På en måned var Jylland blev besejret, og det straffedes strengt. Skipper Clemens og hovedmændene henrettedes, bønderne i de oprørske sysler dømtes fra liv og gods og fik kun kongens nåde ved at betale store bøder og tage deres gårde til fæste af kronen.

Grev Christoffer kunne ikke bringe hjælp, da han i Skåne blev angrebet af Gustaf Vasa, med hvem lybeckerne i sommeren 1534 var kommet i krig. I Lübeck begyndte man nu at tvivle på et heldigt udfald af krigen og søgte derfor en ny allieret i hertug Albrecht af Mecklenburg. Denne fyrste, der var gift med Christian 2.s søsterdatter, havde nok lyst til at vinde Danmark og gik villig ind på forbundet, men hans høvedsmand, greven af Hoya, der bragte tropper til Skåne, modtoges meget køligt af Christoffer. De allierede kæmpede for øvrigt uheldig, idet den skånske adel gik over til svenskerne, og ved Helsingborg vandt Gustaf Vasa en stor sejr januar 1535. Med undtagelse af Malmø, der forsvaredes af Jørgen Kock, Landskrona og Varberg, hvor den lybske anfører Marcus Mejer ved list var bleven herre, var de skånske provinser nu atter underlagt Danmarks konge. Til gengæld for den skånske adels frafald lod de to grever foretage en formelig adelsjagt på Sjælland og Fyn. Borgene gik op i luer, og en mængde adelsmænd førtes som fanger til Mecklenburg.

Marts 1535 hyldedes Christian 3. på Viborg ting, og samtidig sendtes nogle fænniker knægte mod Malmø. Med resten af hæren gik Johan Rantzau i al stilhed fra Als over til Fyn, hvis ringe besætning måtte indeslutte sig i Assens, og da greven af Hoya søgte at overrumple de kongelige tropper, led han et stort nederlag ved Øksnebjerg juni 1535. Han selv faldt i kampen, og næsten halvdelen af hans hær blev taget til fange, blandt dem Gustav Trolle, den fordums ærkebiskop i Uppsala. En forenet dansk-svensk-preussisk flåde - Christian 3. havde nemlig fået hjælp af sin svoger hertug Abrecht af Preussen - under anførsel af Peder Skram havde jaget den lybske hovedflåde ind til København og ødelagde nu efter Øksnebjerg-slaget en anden flådeafdeling i Svendborg Sund, et tab, lybeckerne ikke kunne overvinde.

Efter at Fyn var blevet besejret og hårdt straffet, gik Christian 3. med hæren over til Sjælland og begyndte at belejre København (juli 1535). Byen indesluttedes til lands fra Sundet til Kalveboderne og blokeredes til søs af de forenede flåder. Men da Amager ikke var besat af de kongelige tropper, måtte belejringen blive langvarig. I Lübeck var det krigslystne folkeparti blevet svækket ved de mange nederlag, det gamle patriciske råd fik atter magten, og Jørgen Wullenwever måtte nedlægge sit embede. Foreløbig fortsattes dog krigen, men med stor lunkenhed, og i vinterens løb åbnedes der forhandlinger, der endelig førte til freden i Hamburg (februar 1536), hvor Lübeck anerkendte Christian 3. som konge mod at få sine privilegier stadfæstede. I efteråret og vinteren havde Landskrona, Krogen og Kalundborg overgivet sig, Malmø kapitulerede i april, og kun Varberg og København holdt stand, da de håbede på hjælp fra pfalzgrev Frederik. Denne fyrste havde ægtet Christian 2.s datter Dorothea, og da kejser Karl 5. lovede ham bistand til at gøre sine rettigheder gældende, var situationen ikke uden fare for Christian 3. Det gjaldt derfor om at skynde sig. Nederlænderne fik ordre til at udruste en flåde, men deres vrangvilje og en krig, der 1536 udbrød mellem Karl 5. og Frants 1. af Frankrig, hvori Christian 3. deltog ved et indfald i Groningen, forhindrede foreløbig dens afsejling, og da den endelig lå sejlklar, var det for sent. København var nu blevet fuldtstændig afspærret, men uagtet Varberg var erobret, og der herskede megen nød i byen, ville dog fyrsterne og det lille krigsparti, der lededes af borgmesteren Ambrosius Bogbinder, ikke høre tale om overgivelse og dæmpede borgernes misfornøjelse med våbenmagt. Først da alle forråd var spist op, og hjælpen stadig udeblev, overgav byen sig 29. juli 1536. Hertug Albrecht og greven fik tilladelse til at drage bort med deres folk, og borgerne opnåede næsten almindelig amnesti.

Krigen var således endt. Den havde dels været et mislykket forsøg fra Lübeck på at genvinde sin fordums magtstilling i Norden, dels de upriviligerede stænders sidste fortvivlede kamp mod de højere for størstedelen endnu katolske stænder. Borgerne og bønderne var ganske vist blevet besejret, men ikke af adelen. Det var kong Christians tyske feltherre og tyske landsknægte, der havde knust modstanden, og resultatet viste sig snart. Idet kongens sejr medførte den gamle kirkes fald. Efter samråd med de højere officerer og sine tyske samt enkelte danske rådgivere lod Christian 3. i august de i byen værende katolske bisper fængsle, og under et stærk pres måtte Rigsrådet udstede en erklæring, hvori det godkendte det skete og lovede ikke at modsætte sig den evangeliske lære. Reformationens indførelse forberedtes således ved et regelret statskup. På den snartfølgende rigsdag i København (oktober 1536) viste det sig også, at kongen var den egentlige sejrherre, idet den håndfæstning, der udstedtes her, udvidede hans magt på flere punkter. Norge havde under hele krigen holdt sig i baggrunden. Vel havde ærkebiskoppen, Olaf Engelbrektssøn, søgt at gøre landet uafhængigt, men dels optrådte han meget svagt, dels holdt befolkningen sig ganske rolig, og i håndfæstningen bestemtes det nu, at Norge for fremtiden skulle være »som et ledemod af Danmarks Rige«. Blottet for en modstandsdygtig adel fandt landet uden nævneværdig modstand sig i, at dets selvstændighed således i det mindste formelt gik til grunde. På samme rigsdag afskaffeds ved recessen af 30. oktober 1536 den katolske bispeværdighed, og reformationen indførtes. Også her tog kongen løvens part, idet det rige bispegods tilfaldt kronen.

Nogle slag under grevens fejde