LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Danmark        


Guldhornene
Guldhornene er et dansk nationalklenodie bestående af to horn, et kort og et langt. Hornene blev fundet enkeltvis i to omgange i henholdsvis 1639 (af kniplersken Kirsten Svendsdatter) og 1734 (af husmand Erik Lassen) på en mark nær Møgeltønder i Sønderjylland. Hornene lå tæt under jordens overflade, efter sigende tæt på hinanden.

Det først fremdragne horn blev af Christian 4. skænket sønnen prins Christian, som lod det indrette til drikkebrug. Senere opbevaredes det tillige med det andet horn i kunstkammeret, hvorfra de begge i året 1802 blev stjålet af guldsmeden Niels Heidenrich og derefter smeltet om.

Uheldigvis forelå der ingen afstøbninger af hornene (i slutningen af 18. århundrede var sådanne blevet udført til kardinal Borgia's museum, men de gik tabt under transporten til Italien, og formene var i mellemtiden tilintetgjort). Stykkernes udseende kendes nu kun gennem nogle gamle, mere eller mindre omhyggelige tegninger, efter hvilke de i Nationalmuseet i København opbevarede sølvforgyldte kopier er udført fra. Desuden gemmes på slotten Eremitagen ved St. Petersborg en elfenbenskopi efter det i året 1639 fundne horn (rimeligvis udført af Christian 5.'s kunstdrejer, den ældre Bendix Grotschilling). Med dette ikke fuldt pålidelige materiale vanskeliggøres opfattelsen af hornene.

Hornene var af samme form og indretning, jævnt bøjede, bredest ved mundningen og derfra svagt tilspidsede mod enden, hvor de var åbne og afbrudte, og de var forsynede med øskener til optagelse af bånd. Det først fundne horn var cirka 87 cm langt, og ifølge oldforskeren Ole Worm 75,83 centimeter målt i den ydre kurv. Mundingens diameter var 10,44 centimeter og vægten 3.202,8 gram. Det andet, af hvis nederste del meget manglede, cirka 55 cm. Begge bestod af et indre, glat rør af mindre rent guld, uden om hvilket var anbragt en række tæt sammensluttende ringe af særdeles fint guld. Ringene var prydede med påloddede figurer, som hovedsagelig forestillede mennesker og dyr, til dels af fantastisk art og uden om og mellem disse figurer sås indpunslede billeder og ornamenter.


Guldhornet fundet i 1639


Der er gjort talrige forsøg på at tolke disse fremstillinger som snart skulle være keltiberiske guder eller indeholde allegoriske formaninger til dyd og gode sæder, snart mentes at danne en hellig, nordisk kalender eller at røbe guldmageriets hemmeligheder. Alle disse tydninger kan dog ikke bekræftes, og megen lid tør heller ikke fæstes til den af J.J.A. Worsaae fremsatte opfattelse, efter hvilken billederne gengiver hovedtrækkende i nordboernes gudelære. På det længste horn skulle livet i det slangedækkede Helheim være fremstillet, på det korteste livet i det stjerneprydede Valhal.

Det korteste horn bar en af de ældste runeindskrifter på dansk, som overensstemmende af flere er læst: Ek hlewagastir, holtijar, horna tawido (det vil sige "Jeg Lægjæst fra Holt gjorde Hornet"). Med sikkerhed kan hornene sigtes at være af nordisk arbejde, og de tilhører tiden omkring år 500 e.Kr.

Fra først af lukkede i spidsen har de tjent som drikke- eller offerhorn. Deres nedlægning i jorden tyder på en religiøs handling.

I 1979 blev der udarbejdet en ny rekonstruktion af hornene, hvor hornene blev fremstillet snoede som oksehorn.

Guldhornene er derudover også navnet på et digt af Adam Oehlenschläger. Digtet blev skrevet i anledning af, at hornene blev stjålet og omsmeltet.