LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Hades
Hades, dødsrigets øverste guddom hos grækerne, søn af Kronos og Rheia. Navnet betegner ham som »den, der ikke ses«.

Folketroen udrustede ham med en usynliggørende hjelm. Da titanerne var besejrede, og Verden deltes mellem Kronos'es sønner, fik Hades som sin lod det mørke skyggerige under Jorden, hvor han hersker over alle de døde. Hos Homer kaldes han derfor også den underjordiske Zeus.

I den ældre tid opfattes han altid som den frygtelige dødsgud, på hvem mennesker kun tænker med angst og gru. I sagnene træder Hades kun sjældent frem. Kun sjældent forlader han sin skumle bolig. Sin hustru, Persefone, der med ham deler magten i dødsriget, har han dog røvet fra oververdenen.

Om deres dyrkelse erfares af Iliaden, at man bankede på Jorden for at tilkalde dem. I Odyssen fortælles, at Odyssus med bortvendt ansigt forede dem en sort væder og et sort får.

I tidens løb indtrådte en ændring i opfattelsen af Hades. Underjordiske guddomme af mildere væsen, der dyrkedes i flere egne af Grækenland, identificeredes med ham. Størst betydning fik sammensmeltningen mellem Hades og »rigdomsguden« Pluton, der antages at have haft sin kilde i den eleusinske kultus og trængte igennem i 5. århundrede f.Kr. Fra denne tid bruges begge navne i flæng. Hades opfattes ikke blot som den frygtlige hersker i det underjordiske dødsrige, men tillige som den gud, der skænker mennesket de rigdomme, Jorden yder.

Som naturligt er, har den antikke kunst forholdsvis sjælden behandlet Hades-skikkelsen. Sædvanlig fremstilles Hades i lighed med Zeus, kun med et noget barskere ydre. I 5. århundredes kunst afbildes han ofte med overflødighedshorn (som Pluton) og med scepter (som underverdenens konge). En gruppe, hvoraf der er bevaret flere kopier fra romersk tid, forestiller ham tronende med hunden Kerberos ved sin side.

I sin oprindelige egenskab havde Hades så vidt vides, kun i Elis en selvstændig kultus. Derimod fandtes mange steder i den græske verden Pluton-helligdomme, hvor guden dyrkedes i fællesskab med Persefone, Demeter og andre. Ofte var de anlagt ved huler, der i folketroen gjaldt for nedgange til underverdenen. Sædvanlig ofredes der til Hades, som til andre guder, der stod i forbindelse med underverdenen, sorte får.