Hávamál
Hávamál, Haavamaal, en af de vigtigste bestanddele i den ældre Edda. Hvad man plejer at kalde således, er i virkeligheden en samling af forskellige digte, delvis i en fragmentarisk tilstand, der alle har det tilfælles, at være »Haaves (= Odins) tale«.

Det første af disse er det vigtigste og længste, og det er sikkert det, som i egentlig forstand bør kaldes Hávamál. Odin kommer som forklædt og forkommen gæst til menneskeheden, her symboliseret ved en enkelt gård; han bliver vel modtaget og plejet. Til løn giver han gode og praktiske livsregler, idet han går ud fra sin egen situation som gæst; men han udvider efterhånden sit blik til de menneskelige samfundsforhold, venskab og uvenskab og tillidsforhold, forhold mand og mand imellem, i det sociale liv, og ender med at omtale døden, og hvorledes man overlever denne i folkets minder. Det er her, de skønne vers findes, der begynder med linjerne: »Fæ dør, frænder dø« og så videre. Dette digt er så meget mærkeligere, som det åbenbart tager sigte på de gamle norske samfundsforhold, som de i almindelighed var, og fører disse lyslevende frem for os. Det er ikke højtravende, men jævnt og fremfor alt forstandigt. Dets udtryk og stil er båret af en indre overbevisning, men ingen glødende entusiasme. Dets sprog er kernefuldt, som om det var lutter ordsprog.

2. og 3. digt indledes med visse almindelige sandheder, der så oplyses ved begivenheder af Odins eget liv. Særlig det ene af disse er fint og nydeligt, det, der handler om Odin og den skønne Billingsdatter, der narrede ham. Det andet handler om digterdrikkens erhvervelse på en mere poetisk måde end den, som kendes for Snorres Edda.

Det 4. digt, det såkaldte Loddfáfnismál, indeholder mange gode råd til en ung mand; også det er i kulturhistorisk henseende interessant.

Det 5. digt er ikke noget egentligt digt, men en tilfældig samling af vers om runerne; vigtigst er de, der handler om Odins selvofring for at erhverve runekundskaben.

I det 6. digt opregner Odin, hvilke overnaturlige ting han ved hjælp af sine tryllesange (ljóð) kan gøre. Alle disse digte stammer fra 10. århundrede og findes kun i Cod. regius.