LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Hefaistos
Hefaistos, håndværkets, særlig smedehåndværkets, og ildens gud hos grækerne. Navnets etymologi er ukendt. Romerne identificerede ham med Vulcanus, hvis stilling i den italienske gudeverden dog oprindelig var meget forskellig fra Hefaistos.


Hefaistos
Bronzestatuette
Fra først af var Hefaistos dyrkelse indskrænket til et forholdsvis snævert område, nogle øer i den nordlige del af det Ægæiske Hav i nærheden af Lilleasiens kyst. Ilden, som luede på bjerget Mosychlos på øen Lemnos, der oprindelig havde en thrakisk befolkning, antoges af de omboende grækere for Hefaistos' esse. På Lemnos blandt de »vildttalende« sintiere lader også den homeriske digtning Hefaistos helst opholde sig. Det er en sandsynlig formodning, at Hefaistos oprindelig var et af de underordnede guddommelige væsener, der hos grækerne, som hos andre europæiske folk, antoges at opholde sig i bjerghuler og lignende steder, forarbejde metaller og øve anden kunstfærdighed, (jævnfør de græske daktyler og telchiner, de nordiske dværge). Allerede i forhistorisk tid har han hævet sig over sine fællers navnløse skare og gennem en fast og regelmæssig kultus vundet større anseelse.

I den homeriske digtning, som er opstået i nærheden af det område, hvor Hefaistos dyrkedes, er han endog indtrådt i de olympiske guders række. Hermed var Hefaistos stilling i den græske gudeverden fastslået for al fremtid. Dog fik han stor anseelse undtagen i Athen, hvor den tidligt indførtes.

Hvad der i de homeriske digte fortælles om Hefaistos, er i det væsentlige følgende. Han er søn af Zeus og Hera, kom som krøbling til verden og blev derfor af sin mor nedkastet fra himlen. Han faldt ned i havet, hvor Thetis og Eurynome plejede ham. Hos dem blev han i 9 år og fremstillede for dem mange kostbare værker (Hefaistos fald fra himlen berettes dog også i en noget afvigende form).

Efter en fortælling, der vel ikke findes i de bevarede digte, men med stor sandsynlighed antages at have været indholdet af en nu tabt »homerisk« hymne, fremstillede Hefaistos for at hævne sig på sin mor en kunstig trone, som holdt hende fast med usynlige lænker. Da ingen kunne få hende fri, måtte Hefaistos føres tilbage til Olympen. Dette lykkedes for Dionysos, som havde beruset Hefaistos med sin vin, og Hefaistos løste nu Hera, efter at hun havde lovet ham en skøn gudinde til hustru. Fra den tid af hørte Hefaistos med til de olympiske guders kreds. Hans kunstfærdige bolig, som han selv har opført, står på Olympen mellem de andre guders.

Efter Odysseen var han gift med Afrodite, efter Iliaden med Charis. I Hesiodos' teogoni er den yndste af chariterne, Aglaia, hans hustru. Denne vaklen er et vidnesbyrd om, at Hefaistos' forbindelse med de olympiske guder er af forholdsvis ung oprindelse. Herom vidner måske også det komiske skær, der ved flere lejligheder falder over Hefaistos, således i en sang, der er indflettet i Odysseen og fortæller om Afrodites utroskab mod ham. Han overraskede hende sammen med Ares på lignende måde, som han havde fanget Hera.

Hvad der hyppigst bringer Hefaistos navn på bane, er de mange vidunderlige værker, som henføres til ham. I den olympiske gudestat er Hefaistos gudernes smed, bygmester og kunstner. Han har bygget Zeus' sovekammer og opført alle gudernes boliger. Som naturligt er efter den homeriske tids kulturstandpunkt, er de vidunderlige værker, som digterens fantasi lader guder og helte eje, fortrinsvis kostbare værker af metal. Deres ophavsmand er Hefaistos. Han forfærdiger Zeus' ægide, våben til Achilleus og Diomedes, guld- og sølvhunde til Alkinoos og så videre. I Iliaden træffer Thetis ham i hans smedje, hvor han arbejder med blæsebælg, hammer og tang. Som de jordiske smede er han beskidt og sodet af sit arbejde.

Hefaistos handikap består i, at hans fødder er forvoksede (deraf tilnavnet kyllopodion, »krumfod«). Ligesom den nordiske Vølund bevæger han sig derfor kun med besvær af sted. Da han engang ved en uenighed mellem guderne vil stifte fred og påtager sig mundskænkens rolle, vækker den haltende, pustende skikkelse alles latter.

Som smed er Hefaistos vant til at sysle med ilden. Denne kaldes ofte Hefaistos' lue. Et enkelt sted bruges gudens navn ligefrem i betydningen »ild«. Denne side af Hefaistos' væsen findes yderligere fremhævet i den senere, efterhomeriske tid, men er utvivlsomt sekundær. Det er derfor urigtigt, men flere nyere mytologier har gjort, heraf at slutte, at Hefaistos oprindelig er en ildgud, der kan sidestilles for eksempel med den indiske Agni. Kun et sted i Iliaden spiller Hefaistos' ild en rolle, idet han hermed overvælder flodguden Skamandros.

I den senere græske litteratur fastholdes i det væsentlige det billede af Hefaistos, der var fremsat i Homers digte. Dog kommer enkelte nye træk til, der for største delen knytter Hefaistos til de attiske sagn. I Athen havde Hefaistos, som nævnt tidlig vundet en anset stilling og fået en fast kultus. Han stod her i nært forhold til Athena. Begge var kunstens og håndværkets beskyttere. En tradition lader endog Hefaistos søge at træde i elskovsforhold til Athena.

Efter Hesiodos' teogoni havde Hefaistos ingen far, men var barn af Hera alene (et modstykke til Athenas fødsel). Da Zeus ville bringe ulykke over menneskene, var det Hefaistos, der på hans bud skabte Pandora. Et attisk vasebillede fra 5. århundrede forestiller Athena og Hefaistos i forening virksomme herved. Til Attike knytter sig fremdeles sagnet om, at Hefaistos bistod ved Athenas fødsel, idet han åbnede Zeus' hoved ved et økseslag.

Allerede hos Homer nævnes Hefaistos, som foran anført, enkelte steder som ildens gud, og denne opfattelse breder sig siden mere og mere. I Attike var det skik at have små billeder af Hefaistos som »ildens tilsynsmand« opstillede ved arnen. Særlig knyttes Hefaistos til de egne, hvor der fandtes vulkaner, skønt flere sagn viser, at den vulkanske virksomhed oprindelig tilskreves andre magter. Det er kun naturligt, at disse i folkebevidstheden måtte træde i skygge for den olympiske gud, der gennem de homeriske digte var kendt og anset overalt. Nogle gik helt i glemslen, andre knyttedes som underordnede væsener til Hefaistos og trådte i hans tjeneste. Således beskrives i den senere oldtids poesi vulkanerne som Hefaistos værksted, hvor han arbejder sammen med sine svende, kykloperne.

Kultus
I Athen fandtes et tempel for Hefaistos, hvori hans og Athenas billeder stod ved siden af hinanden. Til begges ære fejredes i pyanopsion (oktober) smede- og håndværkerfesten Chalkeia. For Hefaistos afholdtes desuden en særlig fest (Hefaistaia) med fakkelløb. Ved Apaturierne gjaldt en del af festen ham.

Hefaistos i billedkunsten
Af det anførte fremgår, at der i oldtiden kun fandtes få betydelige tempelstatuer, der forestillede Hefaistos. Derimod fremstilledes Hefaistos undertiden i kunstværker, der behandlede motiver fra den gamle episke digtning. De berømteste Hefaistos-billeder skyldtes billedhuggerne Alkamenes og Eufranor. Alkamenes' statue antages med stor sandsynlighed at være identisk med den ovennævnte tempelstatue i Athen. Cicero, der i sin ungdom havde opholdt sig der, siger om figuren, at kunstneren havde forstået at gengive gudens halten således, at man så den, men at den ikke skæmmede.

Det eneste bevarede større billedhuggerarbejde, som forestiller Hefaistos er en buste, der 1854 blev fundet i Rom. Guden bærer, som smedene i oldtiden plejede, en hue, der skulle beskytte håret mod smuds og sod. Hans træk minder noget om Zeus-billedernes højhed og ro, men har samtidig et »borgerligt og prosaisk« udtryk (Friederichs).

Enkelte mindre bronzefigurer viser, hvorledes Hefaistos' person behandledes af den senere oldtids kunst. Hammer og tang var gudens sædvanlige attributter. Hans tøj er den i oldtiden almindelig forekommende håndværkerbluse (exomis).

Den arkaiske kunst har ofte behandlet sagnet om Hefaistos tilbagekomst til Olympen. Til de ældste fremstillinger af denne art hører et korinthisk vasebillede fra 7.-6. århundrede f.Kr., på hvilket Hefaistos fødder i tilslutning til Homers ord er krumme og forvoksede. På de ældre attiske vaser ses Hefaistos ofte ridende på et muldyr ledsaget af Dionysos, der bringer ham tilbage til guderne. Heras fængsling var afbildet i et af de berømteste arkaiske kunstværker, den amyklæiske trone, hendes befrielse i et bronzerelief af Gitiadas i Sparta.

Også Athenas fødsel, ved hvilken Hefaistos var virksom, hører til de motiver, som den græske kunst ofte har behandlet. Den berømteste fremstilling deraf var den østlige gavlgruppe på Parthenon.