LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Nordisk mytologi        


Hejmdal
Hejmdal (Heimdal), en af de nordiske guder, står som Asgårds vogter på broen Bifrost spejdende til alle sider, han behøver mindre søvn end en fugl, han ser hundrede mil omkring og lige langt nat og dag, han »kan høre græsset gro og ulden vokse«, skildres som »den hvideste as«; hans tænder er af guld, og han kaldes gyldentand, hans hest hedder Guldtop og hans bolig Himmelbjerg (Himinbjǫrg); han ejer Gjallarhornet, men efter en myte i Voluspaa er det skjult under Ygdrasil, og han får det først igen, når han skal kalde heltene frem til Ragnarokskampen.

Hejmdal siges at være søn af 9 mødre, havfruerne, nogen far nævnes ikke, og er »styrket af havets og jordens kraft«; han regnes ikke til nogen af de andre guders slægt (at give ham plads blandt vanerne er urigtigt og skyldes en misforståelse af et sted i den ældre Edda). Den eneste myte om Hejmdal er hans kamp med Loke for at fratage ham det ranede smykke Brisingamen, og den har været fortalt i det tabte kvad »Heimdals-Galder«.

Som naturguddom står Hejmdal i særligt forhold til regnbuen; nogle opfatter ham blot som personifikation af denne (Heimdalr = Verdensbuen), andre ser i ham en gammel solgud (Heim-dallr = den verdensstrålende). Nogen dyrkelse af Hejmdal kendes ikke, men en mystisk, trolddomsagtig opfattelse af ham spores i et yngre Eddakvad (den korte Voluspaa); muligvis står det i forbindelse hermed, at menneskene kaldes »Heimdals børn« (Voluspaa). Islændingene opfattede ham senere som identisk med guden Rig, der var stamfar til de tre stænder.

I nyere litteratur behandles ofte Heimdals stilling som den raske og årvågne gudevogter; foreninger og blade af ideel og særlig med stridende karakter opkaldes efter ham.