LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Hera
Hera var hos grækerne himmelens dronning, Zeus' hustru. Hendes ægteskabelige forhold til den øverste gud danner kernen både i hendes dyrkelse og i sagnene om hende. Hun er den guddommelige beskytter af ægteskabet, særlig af kvindens liv som hustru. Navnets etymologi kendes ikke. Der kan næppe være tvivl om, at det er dannet af den samme rod, der findes i navnene Heros og Herakles, men de forsøg, man har gjort på at bestemme dets betydning ved sammenligning med andre ord i græsk eller de beslægtede sprog, har ikke ført til noget resultat.


Hera
Statue i Vatikanet
Romerne identificerede Hera med deres Juno.

Efter de homeriske digte er Hera den ældste datter af Kronos og Rheia og søster til Zeus. Da Kronos blev styrtet, bragte Rheia Hera til Okeanos og Tethys, der opdrog hende i deres hus. Hera og Zeus omgik hemmeligt hinanden inden ægteskabet. Hun blev mor til Hefaistos, Ares, eileithyierne og Hebe.

Som gudernes dronning er Hera blændende smuk. Hun kaldes ofte med tilnavne der priser hendes hvide arme og store øjne, der sammenlignes med koens. Hendes pragt står ikke tilbage for hendes skønhed. Hun bærer gyldne sandaler og sidder på en trone af guld. Af karakter er hun enerådig og herskesyg. Med Zeus står hun ikke altid på den bedste fod, men forstår, når hun vil, at vinde hans hjerte og vække hans elskov (således i den skønne fortælling Iliaden, 14, 294 ff.). Ofte er hun - ikke uden grund - jaloux. Hun forfølger Zeus' sønner uden for ægteskabet (Herakles, Dionysos og andre) med bittert had og skændes ofte med sin ægtefælle. I hele den måde, hvorpå Hera stiller sig over for Zeus, har man med rette set en afspejling af forholdet i den mykeniske tidsalders kongeborge, som ofte har været skueplads for kampe og intriger mellem den retmæssige dronning og fyrstens friller og medhustruer.

Hera laver endog intriger med Poseidon og Athena, og det er kun ved hekatoncheriren Briareos' hjælp, at Zeus kan modstå dem. Da Hera drev sin forfølgelse mod Herakles for vidt, straffede Zeus hende med at ophænge hende i »ætheren og skyerne« med en ambolt ved hver fod. Men er Hera Zeus underlegen i styrke, overgår hun ham til gengæld i list. Således lader hun Eurystheus blive født før Herakles og derved blive dennes herre, og under kampen om Troja dårer hun Zeus, for at grækerne, som hun altid beskytter, mod hans ønske skulle vinde sejr i en kamp.

Yngre end Iliaden og Odysseen er fortællingerne om, at Hera uden Zeus' medvirkning havde født Hefaistos og Tyfaon.

Kultus
I Iliaden nævnes Argos, Mykenai og Sparta som Heras kæreste byer. Der kan ikke være tvivl om, at Hera både her og andre steder på Peloponnes før den doriske vandring var den fornemste gudinde. Også i den historiske tid var de nævnte byer sæde for hendes dyrkelse. Berømt var især Hera-templet mellem Argos og Mykenai. 423 f.Kr. nedbrændte det, hvorefter der blev opført en ny prægtig bygning under ledelse af arkitekten Eupolemos fra Argos. Udgravninger har vist, at det var en dorisk peripteros med 6 søjler i fronten. Tillige er der ved disse udgravninger fundet mange rester af votivgaver, kar og andet, hvoraf fremgår, at Hera-dyrkelsen på dette sted går tilbage til fjern forhistorisk tid. Metope-reliefferne på templet, som byggedes efter branden 423, forestillede Zeus' fødsel. Kultusbilledet, der var udført i guld og elfenben, skyldtes den navnkundigste billedhugger fra Argos, Polykleitos.

Gengivelser på mønter fra Argos og Pausanias' beskrivelse viser, at Hera var fremstillet tronende, med et granatæble i den ene hånd og støttende den andet til et scepter, hvorpå der sad en gøg, til hvilken fugl Zeus skulle have forvandlet sig, da han blev forelsket i Hera, for ubemærket at kunne nærme sig hende. På Heras pandesmykke var horser og chariter afbildede. I templets forhal fandtes gamle billeder af chariterne, en til Hera indviet løjbænk og det skjold, som Menelaos havde taget fra Euforbos i kampen om Ilion.

Ved den store fest, Heraia eller Hekatombaia, som her fejredes til ære for Hera, kørte præstinden fra Argos til templet på en vogn trukket af hvide køer, der bragtes store ofre af køer og holdtes væddekampe, i hvilke sejrsprisen var en myrtekrans og et skjold af bronze.

Også flere andre steder i Argolis fandtes der ansete templer for Hera, hvad der yderligere vidner om Hera-dyrkelsens alder og betydning i dette landskab. På bjerget Arachnaion var der altre for Zeus og Hera, hvor man ofrede, når landet led af tørke.

Af helligdommene i andre egne af Peloponnes var templet i Olympia det betydeligste. Ved de af tyskerne foretagne udgravninger har det vist sig, at det var opført i forhistorisk tid. Ved festen, som knyttede sig hertil, holdtes blandt andet væddeløb af unge piger.

Uden for Peloponnes dyrkede Hera fra gammel tid i Plataiai og på bjerget Kithairon, hvor festen Daidala fejredes til hendes ære.

Men det berømteste Hera-tempel, på Herodots tid det største af alle templer, fandtes på øen Samos, hvor et sagn lod gudinden være født. Tempelbilledet, som findes gengivet på øens mønter, var efter traditionen et værk af den æginetiske billedhugger Smilis (6. århundrede f.Kr.).

De fleste steder, hvor Hera dyrkedes, trådte hendes betydning som ægteskabsgudinde stærkt i forgrunden. I denne egenskab kaldtes hun almindelig med tilnavnet Teleia (afledet af »mål«, »fuldkommen«). Før brylluppet plejede man derfor at ofre til Hera. Mange steder spillede myten om Zeus' og Heras ægteskab (»det hellige ægteskab«) en rolle ved Hera-festerne og lå til grund for de ceremonier, som udførtes ved disse. I Argos var det således skik at bade gudindens billede, hvad der svarede til brudens bad på bryllupsdagen, og traditionen fortalte, at Hera ved dette bad blev til mø igen. På Samos fejredes ceremonier, som finder deres forklaring i den der herskende skik, at mand og kvinde hemmeligt mødtes inden brylluppet.

I Stymfalos i Arkadien dyrkedes Hera både som mø (Parthenos), som hustru (Teleia) og som enke. Som ægteskabsgudinde stod Hera i nært forhold til de fødselshjælpende gudinder, eileithyierne, der i Iliaden kaldes hendes døtre. Nogle steder dyrkedes Hera selv under navnet Eileithyia. Blandt dyrene var koen, senere også påfuglen hende helligede. Koen var det almindeligste offerdyr ved hendes dyrkelse. I Sparta og Korinthos ofredes geder.

Hera i billedkunsten
De berømteste Hera-billeder i oldtiden var den ovenfor nævnte arkaiske statue af Smilis og det chryselefantine billede af Polykleitos. Af begge kan vi i dag kun se små gengivelser på mønterne fra Samos og Argos. Af navnkundige kunstnere, som havde udført statuer af gudinden, nævnes i den antikke litteratur desuden Alkamenes, Kallimachos og Praxiteles.

Blandt de bevarede værker er et kalkstenshoved, som fandtes i Olympia, et af de ældste. Med nogen grund antages det at have hørt til det i Hera-templet opstillede kultusbillede. I relief er gudinden afbilledet på Parthenons og det såkaldte Theseus-tempels friser, begge værker fra kunstens blomstringstid, 2. halvdel af 5. århundrede f.Kr., og på en noget ældre metope fra Selinus, der forestiller Zeus' og Heras møde. I disse værker bærer gudinden som ægtehustru et klæde over hovedet. De bevarede statuer, der for en del går tilbage til originaler fra slutningen af 5. århundrede f.Kr., fremstiller hende dels med, dels uden hovedbeklædning. Til de betydeligste hører en marmorstatue i Vatikanet (Hera Barberini). En bekendt, skøn buste i Napoli (den farnesiske Hera) antages vistnok med rette for et billede af Hera. Med urette har man deri villet se en gengivelse af Polykleitos' ovenfor nævnte værk. Tvivlsomt er det, om et hoved i Ludovisi-samlingen i rom, der almindelig går under navnet Hera, virkelig forestiller denne gudinde.