Hermes

Hermes
Billede på en attisk hydria
fra 6. århundrede f.Kr.
Hermes, græsk gud, svarende til romernes Mercurius; navnets etymologi kendes ikke med vished.

Fra den ældste kendte tid dyrkedes Hermes som de vejfarendes ledsager og beskytter, en guddom, hvortil der vel kunne føles trang under usikre og lidet fæstnede forhold. Vejmærker og vejskel var Hermes helligede (jævnfør Herme). Man har vistnok med rette i den guddom, som vågede over dem og tænktes at være til stede i dem, set en af de spirer, hvoraf den historiske tids Hermes-skikkelse har udviklet sig. I nogle egne af Grækenland kommer hertil fra ældgammel tid en forestilling om Hermes som mandlig rrugtbarhedsgud. I begge disse egenskaber dyrkedes han af hyrderne, der i de græske bjergegne strejfede med deres får og geder fra græsgang til græsgang. Flere steder hos Homer optræder Hermes som de vejfarendes gud og beskytter under vanskelige forhold: da således Priamos indlader sig på det vovelige foretagende om natten at drage til grækernes lejr for at løskøbe Hektors lig, kommer Hermes til ham og fører ham lykkelig til Achilleus’ telt; ligeledes ledsager han Odysseus på vandringen til kirke og giver ham råd, hvorved han kan undgå den skæbne, der har ramt hans stalbrødre (at blive forvandlet til et dyr).

Forbindelsen mellem de mange småsamfund, hvoraf Grækenland bestod i den ældste tid, foregik for en væsentlig del ved offentlige sendemænd, herolder; i de homeriske digte nævnes disse ofte som mænd, der indtog en betydningsfuld stilling ved kongens hof; at de mere end andre tænktes stående under Hermes' beskyttelse, følger af det allerede anførte. Det er derfor naturligt, at Hermes i den homeriske gudeverden, der i mange henseender formedes som et samfund i lighed med de jordiske, trådte i et lignende forhold til gudernes konge, Zeus, som herolderne indtog over for fyrsterne i samtidens småstater. I Iliaden og Odysseen nævnes han ofte som gudernes og særlig Zeus’ sendemand, der altid er rede til at lyde ethvert vink og bringe Zeus’ bud ud i den vide verden.

Disse grundelementer i Hermes' væsen udvikledes videre i den historiske tid. Som de vejfarendes gud (tilnavn Enodios) dyrkedes han overalt i Grækenland; særlig i Attike fandtes billeder af ham (Hermer) i mængde rundt om ved vejene, på gaderne og ved husenes indgang.

Også på den sidste rejse ledsagede Hermes mennesket; han var sjælenes fører (Psychopompos) på vejen til Underverdenen. Derved trådte han i nært forhold til dødningerigets guddomme, dyrkedes nogle steder i Fællig med dem og fik tilnavnet Chthonios. I nær forbindelse hermed står, at det var Hermes, der tænktes at sende drømme og skænke søvn; ved festlige samlag ofredes derfor, inden man gik til ro, det sidste bæger til ham.

Som hyrdernes og kvægavlens gud tilbades Hermes i flere egne af Grækenland (tilnavn Nomios); det var især småkvæget, får og geder, over hvis trivsel han vågede; ofte afbildedes han bærende en vædder (tilnavn Krioforos). Hermes var fremdeles købmændenes og handelens beskytter; derfor var han særlig knyttet til byernes torve (tilnavn Agoraios), hvor der sædvanlig var rejst altre for ham. Uventet vinding og fordel, som faldt i ens lod, tilskreves Hermes og havde navn efter ham (Hermaion). I sin egenskab af gudernes sendemand tænktes Hermes fremfor andre guder som en kraftig skikkelse, rask til bens og i stand til at tåle strabadser; det er da naturligt, at han blev skytsgud for legemsøvelser og mandlig idræt, og at gymnastik og kamplege stod under hans varetægt (tilnavn Enagonios). Også de sjælelige egenskaber, der krævedes af en jordisk herold, snarrådighed og veltalenhed, tillagdes Hermes; han blev derfor den guddommelige beskytter af den i Grækenland tidlig opøvede politiske veltalenhed og af talekunsten overhovedet (tilnavn Logios).

Sagnene lod Hermes være en søn af Zeus og Maia, Atlas’ datter. Han blev født i en hule på bjerget Kyllene i Arkadien, hvilket landskab fortrinsvis var sæde for hans dyrkelse. I den homeriske hymne til Hermes fortælles, at han kort efter fødselen gik ud af hulen; af en skildpadde, som han fandt, dannede han den første lyre; om aftenen drog han til Pierien, stjal 50 af de køer, som Apollon vogtede, og krøb derefter atter i svøbet i sin vugge. Apollon opdagede tyveriet, men blev forsonet, da Hermes gav ham lyren, og de to brødre var siden de bedste venner.

Efter et sagn, der hørte hjemme i Argolis, dræbte Hermes på Zeus’ bud Argos, som vogtede Io; tilnavnet Argeifontes, som Hermes hyppig bærer i de homeriske digte, sættes sædvanlig i forbindelse hermed og tydes som »Argos’ banemand«; dog blev denne tydning allerede bestridt i oldtiden. Folketroen lod Hermes være nær forbunden med nymferne som deres ledsager og fører; han tænktes også at stå i elskovsforhold til dem. Som børn af Hermes nævnes i forskellige sagn Autolykos og Pan. En naturlig følge af Hermes stilling som gudernes sendemand var det, at han spillede en rolle i en mængde forskellige sagn; det var således ham, der bragte gudebørn som Arkas, Dionysos og andre til de nymfer eller jordiske kvinder, der skulle pleje dem i deres opvækst.

Man tænkte sig Hermes som en rask, kraftig skikkelse. I den arkaiske periode afbildedes han som en moden, skægget mand i lighed med de jordiske herolder; dog lader allerede Homer ham fremtræde som en yngling »i ungdommens første blomstring«, og fra 5. århundrede f.Kr. fremstilles han næsten altid som en slank og kraftig ynglingeskikkelse, et ideal af en atletisk udviklet græsk efeb.

For at kunne færdes hurtig og viden om er Hermes let klædt, sædvanlig kun iført en løst hængende kappe; ligesom de jordiske vejfarende bærer han desuden i reglen hat og sko; som tegn på, at hans vej som oftest fører ham gennem luften, er sko og hat ofte forsynede med vinger. I hånden fører han en stav, der fra den ældste tid var kendingsmærke for herolder og offentlige sendemænd; Hermes' stav tillagdes dog også en anden, magisk betydning, utvivlsomt under indflydelse af de vidt udbredte forestillinger om tryllestave og ønskekviste: det er således med staven, at Hermes fører de dødes sjæle til underverdenen, sender drømme til menneskene og så videre; den homeriske digtning lader staven være af guld og giver Hermes derefter tilnavnet Chrysorrapis.

I den eftergræske tid, da samfundsforholdene i så høj grad havde forandret sig, afbildes Hermes næsten altid med en pengepung i den ene hånd, der viser, hvad man da især håbede af ham. Næsten alle oldtidens berømte kunstnere havde udført billeder af Hermes. Om den polykletiske kunstskoles Hermes-type får vi et godt begreb gennem en bronzestatuette fra Pompeji, der nu findes i antiksamlingen i København. I Olympia fremdroges ved de tyske udgravninger Praxiteles’ berømte statue, der fremstiller guden med det lille Dionysos-barn på armen (jævnfør Praxiteles og Dionysos). Ligesom denne stammer en række andre skønne Hermes-statuer, der er bevarede dels i original, dels i antikke kopier, fra 4. århundrede f.Kr. Noget yngre er en bronzefigur fra Herculaneum, der forestiller Hermes siddende, mens han tager sig et øjebliks hvil, rede til straks at ile af sted igen for at udføre et bud fra Zeus (afstøbning i Ørstedsparken i København).