LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Våben        


Hoplit

Hoplit
Hoplit (græsk: Et stort skjold), hos oldtidens grækere navnet på hærens kernetropper, det sværtbevæbnede fodfolk.

I den ældste tid gik manden, som det fremgår af en række især i Mykenai gjorte fund, på jagt og i krig iført en kort kjortel, med hjelm på hovedet og væbnet med en lanse eller et stort sværd. Som dækvåben havde han et meget stort, i midten noget indknebet skjold. Brystharnisk og benskinner kendes derimod ikke.

Om forholdene i den følgende tidsalder haves især udførlige oplysninger i Homers digte. I Iliaden skildres jævnlig enkeltkampe mellem græske og troiske førere, og deres våben beskrives omhyggelig. Helten har nu af dækvåben et harnisk, der dækker bryst og ryg, nedenfor det et svært metalbælte, benskinner og endelig det mandshøje, ovale eller aflangt firsidede skjold, der er dannet af et med flere lag oksehud beklædt træstel oftest med bronzebeslag, noget udadhvælvet og på indersiden forsynet med håndtag og en bærerem. Sjældnere omtales et mindre, rundt skjold. Angrebsvåbene var sværd og spyd, samt bue og pile.

Ved sin svære rustning er høvdingen lige så overlegen over den menige af folket som i middelalderen ridderen over bonden; høvdingenes kampe træder stærkt i forgrunden; om folkets væbning høres meget lidt. I den historiske tid er derimod den svære væbning gennemført for alle hærens kernetropper.

Under perserkrigene og den peloponnesiske krig er det frontalangrebet af hoplitters sværtbevæbnede falanks, der afgør kampen. Som også Tyrtaios' sange viser, er enkeltekampene afløst af samkamp.

Hoplitter er over størstedelen af Grækenland væbnede på omtrent samme måde, klædte i et brystharnisk, der oftest var af læder med metalbeslag, benskinner og hjelm; på venstre arm blev det svære ovale skjold båret, der alt efter de forskellige landskaber havde forskellige mærker. Angrebsvåbene var lanse og sværd. Rustningen var kostbar, hvorfor i Athen kun de 3 øverste af de soloniske »klasser« var forpligtede til denn art krigstjeneste.

I løbet af 5. århundrede f.Kr. forandredes dog våbenes art en del, mindst i det konservative Sparta, mest i Athen, hvor man allerede tidlig i større omfang end andetsteds anvendte de letvæbnede peltaster. I begyndelsen af 4. århundrede f.Kr. udvikledes denne mere let bevægelige våbenart stærkt af Ifikrates, og år 394 f.Kr. sejrede til almindelig overraskelse en sådan afdeling ved Lechaion over en spartansk afdeling sværtbevæbnede. De af Epameinondas inførte taktiske forbedringer hævdede dog på ny hoplitters gamle ry, og til den politiske friheds undergang i Hellas vedblev de at være hærens kerne.

Om våbnenes form og beskaffenhed og så videre har vi oplysninger, dels fra oldtidsforfattere, dels fra monumenter og fund.