LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Græske guder        


Horae
Horaerne var hos oldtidens grækere gudinder for naturens regelmæssige gang og især for årets regelmæssig skiftende og atter tilbagevendende tider, der bringer planteverdenen trivsel og frugtbarhed.

Horaerne
Romersk friserelief af Terrakotta.

I Homers Iliaden er de Zeus' tjenerinder, der ved at drage skyerne frem og tilbage lukker og åbner himlens port. I Odysseen er deres væsen mere abstrakt. Homer nævner hverken Horaernes navne eller antal, men i den ældste tid tænkes de dog vistnok som to sammen virkende gudinder. Hos Hesiodos er de to døtre af Zeus og Themis og tænkes ligesom moirerne og chariterne som tre søstre, der har de betegnende navne Eunomia (lovlig orden), Dike (retfærdighed) og Eirene (fred).

Idet deres virksomhed fra naturen overføres til menneskelivet, tænkes horaerne tilige ofte som etiske magter, der dels sættes i forbindelse med deres søstre, moirerne, dels som repræsentanter for den ordnede og regulerende guddommelige indflydelse tænkes virksomme ved hovedtrinnene i menneskets liv, især fødsel, bryllup og død. Digterne, især Pindar, tegner for os deres billede i ord, idet snart den ene, snart den anden af de to hovedsider i deres væsen fremhæves.

Mens Horaerne i hele den ældre tid tænkes at virke i fællesskab, bliver de efterhånden mere og mere individualiserede som gudinder for årstiderne. Af disse havde man oprindelig tre, forår, sommer og vinter. Da senere inddelingen i fire årstider indførtes, forøgedes også horaernes antal til fire.

I Athen dyrkedes fra gammel tid af to gudinder, Thallo (blomstringens gudinde = forår) og Karpo (gudinde for frugtens modning = sommer). Ligesom de tænktes at bringe planterne til blomst og frugt, mentes de at drage omsorg for den opvoksende ungdom og at bistå menneskenes gerning og bringe den til god fuldendelse. Disse guddomme identificeredes snart med horaerne, i det der til de nævnte to føjedes Auxo som den, der fremmede væksten i al almindelighed.

Som gudinder for vejrliget står horaerne Zeus og Hera nær. Den gamle, halvt sagnagtige hymnedigter Olen havde berettet, at Hera blev opdraget af horaerne. Som hendes tjenerinder, der spænder hesten for vognen, omtales de flere gange i Homers Iliade. De sættes ligeledes i forbindelse med Afrodite og oftere med Dionysos, vinens gud.

Sammen med Demeter bærer de omsorg for kornets vækst. Sjældnere ses de sammen med Apollon og Helios. Som gudinder for naturen, der med de skiftende årstider skænker mennesket vekslende gaver, og som udtryk for dens friske skønhed tænkes horaerne som ungdommelige væsner, næsten altid skønne, jomfruelige piger i lette, flagrende dragter. De bevæger sig i yndefuld gang eller dans, ofte med hinanden i hænderne. Deres ansigts lød er som rosens. De selv og deres klædedragt er fulde af blomsterduft, og alt, hvad der rører ved dem, gennemtrænges deraf, ligesom det bæger, der fyldes med vand fra den til dem viede kilde, beholder samme liflige duft.

I de ældste kunstfremstillinger, især vaserne med sorte figurer, har horaerne ikke særlige attributter. På en i museet i Berlin opbevaret skål, hvor to horaere ses fordrive harpyierne fra den blinde Fineus, holder kun den ene af dem en stor blomst i den løftede højre hånd, og alene det, at navnet er tilføjet, gør det muligt i disse kvindeskikkelser at se horaerne.

På den amyklæiske trone var de ifølge Pausanias fremstillede i lighed med chariterne. I forbindelse med Dionysos ses tre horaere på Francois-vasen i Firenze.

Mens de i disse ældre kunstfremstillinger væsentlig optræder som en enhed, har begyndelsen til en fastere og mere individualiseret form givet sig udtryk i de ældste af vaserne med røde figurer (for eksempel Sosdas-skålen i Berlin-museet).

Tre horaere repræsenterende de tre oprindelige årstider, forår, sommer og vinter, ses endvidere på et alter, hvis original går tilbage til sidste halvdel af 4. århundrede f.Kr., iført lange, folderige klædninger og med blomsterknop, gren med løv og vindrue med klaser i hænderne, stadig dog i nær forbindelse med hinanden.

Efter at pythagoræerne havde indført delingen af året i fire årstider, tænkte man sig, som nævnt, sædvanlig 4 horaere, og hver af disse blev repræsentant for sin særlige årstid. Overensstemmende med denne i den senere oldtid almindelig forestilling er heraerne fremstillede på en række bevarede kunstværker, således blandt andet på det i figuren afbildede relief. Foråret bærer blomster, sommeren en krans og aks, efteråret en kurv frugter og en buk, vinteren vildt. På ikke få bevarede freskomalerier fra Pompeji er horaerne fremstillede som lette, yndefulde og ungdommelige, svævende kvindeskikkelser.

Idet horaerne hørte til de mere underordnede, guddommelige væsener, havde de kun sjælden særlige helligdomme. I Athen var deres dyrkelse underordnet under Athenas. For horaerne og Pandrosos fejredes Horaia, ved hvilken fest man bad om god høst og særlig om at blive fri for en alt for brændende hede. Ved Anthesteria-festen dyrkedes horaerne sammen med Dionysos. I Olympia havde de et alter nær det til Afrodite viede, mens de i Argos dyrkedes sammen med Hera og i Megalopolis med Demeter.

I den alexandrinske tid betyder ordet time eller tid på dagen. Digteren Nonnos nævner derfor 12 horaere, som repræsenterer dagen og er Kronos' døtre. Han sætter dem i forbindelse med årstidens horaere og giver dem alle bolig i Solens palads. For kunsten og mytologien er denne opfattelse dog i øvrigt uden væsentlig betydning. I Rom kendes Horaerne ikke.