Hussitter
Hussitter kaldes de bøhmere, som med Huss rejste sig for at forsvare deres nationalitet over for kejser og pave. Da Huss var blevet brændt, følte bøhmerne det som en skændsel, der var tilføjet dem; Huss var ingen kætter, det var overhovedet umuligt for en bøhmer at være kætter, og en stor bøhmisk landdag udtalte sin hengivenhed for ham. De sluttede et forbund på seks år til forsvar for evangeliets fri løb, men der var stor uenighed mellem dem om, hvad de egentlig ville. Højadelen og teologerne i Prag samlede deres fordringer om fire punkter: Kalken for lægfolk i nadveren, evangeliets prædiken på modersmålet, kirketugt og afskaffelse af præsternes verdslige ejendom; de kaldtes utrakvister eller calixtinere (calix, kalk, bæger).

Den fattige lavadel, håndværkerne og bønderne, ville en fuldstændig religiøs og social revolution på grundlag af den hellige skrift, i kirken det almindelige præstedømme, i staten folkets fri selvbestemmelse; de kaldtes taboritter efter byen Tabor i det sydlige Bøhmen, hvor de havde deres midtpunkt. Taboritterne, der gik frem med biblen i den ene hånd og sværdet i den anden, faldt fra hinanden i mange forskellige partier, nogle af dem drømte om et teokratisk kongedømme, andre om en kommunistisk stat med ejendoms- og kvindefællesskab, atter andre holdt på det religiøse som en rent privatsag, hvori staten intet havde at sige. Calixtinerne ville godkende alt, hvad der ikke stred mod den hellige skrift, taboritterne ville kun godkende, hvad der stod omtalt i skriften.

Den bøhmiske konge Wenzel, der i hjertet var hussit, måtte på Konstanz-mødets forestillinger træde op imod den hussitiske bevægelse, så meget mere som de konservative og tyske elementer endnu havde overtaget i stæderne, men 1419 døde han, efter at Prag var kommet i hussitternes magt. Den nærmeste arving til Bøhmens krone var kejser Sigismund, hvis agt var at udrydde alle kættere; men hussitterne ville ikke vide af ham, og de forskellige partier ydede en samlet modstand.

1420 forkyndte en pavelig bulle korstog mod hussitterne, kejseren og de tyske præster skulle føre det. Under disse forhold blev taboritterne de ledende indenfor hussitterne, og disses fører, Zizka, der var et militært geni og en fast karakter, slog atter og atter den tyske rigshær, mest afgørende ved Deutsch-Brod 1422. Da Zizka døde i oktober 1422, udskilte hans nærmeste tilhængere sig som et eget parti under navnet »de faderløse«, men den ældre Prokop formåede dog at holde de forskellige partier sammen i modstanden mod kejseren, og 1426 vandt de en stor sejr ved Aussig. Det tyske ridderskab led forsmædelige nederlag i Bøhmen, dets krigskunst var forældet over for de letbevægelige bøhmiske bondehære, der af Zizka havde lært at bruge deres transportvogne som et slags artilleri og, når det kneb, som skanser. Rædsel for hussitternes hære greb hele Tyskland, mens deres religiøse og sociale ideer grebs om sig i de lavere klasser lige op til Danzig, og selv den danske Poul Helgesen mente, at den dansk-holstenske adel, der 1500 rykkede ind i Ditmarsken, var smittet af det hussitiske kætteri. Efter at hussitterne ubestridt havde fået magten i Bøhmen, rykkede de frem i Schlesien og Sachsen og 14. august 1431 tilføjede de kejseren et afgørende nederlag ved Taus. Sigismund indså, at med magt kunne han ikke få bugt med hussitterne, og han begyndte da at forhandle med dem for at vinde de mådeholdne og derved bringe splid blandt dem.

Sigismund indbød de ledende inden for Calixtinerne til Basel-koncilet, de mødte i foråret 1433 og stillede deres fordringer; om efteråret sendte koncilet en sendefærd til Prag, hvor de såkaldte bøhmiske eller Prag-kompaktater blev vedtaget 30. november 1433; de indeholdt calixtinernes fire fordringer med den undtagelse, at præsterne ikke skulle opgive deres verdslige besiddelse, men de skulle stå under verdslig ret. Taboritterne ville ikke godkende kompaktaterne, og det kom til borgerkrig mellem dem og calixtinerne. De sidste sejrede ved Lipan (30. maj 1434); Prokop, mange taboritiske præster og cirka 13.000 krigere faldt. Med calixtinerne sejrede højadelen, som undertrykte bønderne, men de ville ikke bøje sig for Sigismund, før denne havde gjort dem visse indrømmelser og på landdagen i Iglau (1436) sammen med sin svigersøn, Albrecht af Østrig, havde aflagt ed på kompakterne.

Hussitten Rokycana blev ærkebiskop i Prag, han fik den taboritiske bevægelse ledet ind i fredelige baner, og taboritterne dannede hovedstyrken af de bøhmiske eller de mähriske brødre, som fordømte alt krigsvæsen og arbejdede for at genoprette den apostolske menighed. Sigismund holdt ikke sine aftaler med calixtinerne, så der blev ikke ro under hans regering. Ved hans død var hans svigersøn Albrecht af Østrig nærmest til Bøhmens krone, men hussitterne valge, støttede af enkekejserinde Barbara, den polske prins Kasimir til konge. Albrecht slog hussitterne, så de måtte slutte en våbenhvile, men allerede 1439 døde han. Efter Albrechts død fødtes hans søn, Wladislaw (posthumus), hvem hussitterne længe ikke ville godkende som konge, men de kunne ikke få nogen anden til at tage kronen. Under disse forhold fik den katolske og tyske reaktion fremgang, den fik magten i Prag, og taboritterne blev atter urolige, men 1448 tog calixtinernes fører, Georg Podiebrad, magten i Prag, 1452 blev han statholder og efter Wladislaws død (1458) konge. Han undertvang taboritterne, og i håb om at få den romerske kongekrone lovede han paven at udrydde det hussitiske kætteri; men da det blev løfter, bandsatte Pius 2. ham 1464, Paul 2. afsatte ham 1466, og Bøhmens katolikker udnævnte Ungarns konge, Matthias Corvinus, til Bøhmens konge. Nu brød hussitterkrigen atter ud. Podiebrad sejrede ved Polens hjælp, og han bestemte den polske prins Wladislaw til sin efterfølger.

Efter Podiebrads død 1471 fortsattes kampen, indtil begge parter udmattede sluttede freden i Budapest 1478, hvorved Matthias Corvinus fik Lausitz, Schlesien og Mähren, mens Wladislaw fik Bøhmen, og hussitterne fik fred for kompaktaterne, indtil huset Habsburg 1526 besteg den bøhmiske trone. Da begyndte kontrareformationen i Bøhmen, og den sejrede endelig efter slaget ved Det Hvide Bjerg (8. november 1620). Fra da af var Romerkirkens sæd og skik alene herskende i Bøhmen. Navnet hussitter brugtes ikke efter Podiebrads dage.