Italienske krig 1859
Den italienske krig 1859 opstod, fordi Sardinien ønskede østrigerne fordrevet fra Italien, hvortil kejser Napoleon lovede sin medvirkning. Ved nytårskuren 1859 udtalte han sig således til den østrigske gesandt, at al tvivl derom måtte ophøre, og både Sardinien og Østrig begyndte at opruste. Den sidstnævnte magts finanser var i en dårlig forfatning, og håbet om at få hjælp fra Preussen og Det Tyske Forbund, hvilket måtte påvirke krigsplanen, idet i bekræftende fald hovedkrigsskuespladsen blev forlagt fra Italien til Rhinen, glippede. Som følge deraf stod ved begyndelsen af april kun en del af hæren i Italien, dens hovedbestanddel på fredsfod i landets indre.
Desuagtet rettede Østrig 23. april et ultimatum til Sardinien med forlangende om afvæbning. Blev det afslået, skulle hæren angribe sardinierne imellem Torino og Alessandria og slå dem, inden franskmændene ydede hjælp. Napoleon havde nemlig også af hensyn til Tyskland beholdt halvdelen af sin hær tilbage og kun mobiliseret den anden halvdel. Østrigerne begik den fejl i 3 dage at vente på svaret, og de var så dårligt oprustet, at deres hær under grev Gyulai, 5 armekorpser, 1 rytter- og 1 fodfolksdivision, tilsammen 150.000 stridende - hvoraf dog kun 110.000 kunne benyttes i åben mark, da resten slugtes af fæstningerne, - først 29. april rykkede frem fra Pavia.
Franskmændene, som dels over Mont Cenis (2 armekorpser) og dels ad søvejen til Genova (3 armekorpser) rykkede sardinierne (under kong Victor Emanuel, 5 divisioner med 60.000 mand samt 3.000 frivillige under Garibaldi) til hjælp, fik således tid til at indhente det forsømte og rådede deres allierede til foreløbig at opgive Torino og at indtage en flankestilling ved Casale-Alesandria. Med et 6. armekorps (V.) som ti ldels dirigeredes til Toscana og indtraf sidst, talte den franske hær 120.000 mand.
2. maj kom østrigerne til broen ved Valenza, som var ødelagt, og ville, efter at have forceret den derværende overgang, 5. eller 6. maj have angrebet sardinierne syd for Po; men 3. maj erfrarede Gyulai fra Wien, at 50.000 franskmænd over Torino nærmede sig deres venner, mens en anden styrke fra Genova var i march nordpå. Efterretningen, som til dels var urigtig, bevægede ham til at opgive sin plan og til i stedet for over Vercelli at rykke imod Torino. Heller ikke denne bevægelse foretoges med kraft, og først 8. maj nåede Avantgarden forsvrslinjen ved Dora Baltea, som dagen efter fandtes rømmet, mens det erfaredes, at franskmændene nu havde samlet sig ved Alessandria og længere imod øst, hvorfor fremrykningen måtte opgives.
Det besluttedes da at indtage en centralstilling i Lomellina (mellem Ticino, Sesia og Po), hvilken var indtaget 12. maj. Dagen efter indtraf et nyt armekorps (9.) i Piacenza, hvorved hæren voksede til 130.000 mand.
Napoleon, som 14. maj kom til Alessandria, havde da fuldført hærens opmarch og begyndte 16. maj at skyde den mere østlig mod Voghera og Tortona, hvilket foranledigede Gyulai til at rømme Vercelli 19. maj og at lade et korps (4.) fra brohovedet Vaccariza rykke mod Voghera for at rekognoscere. Herved opstod 20. maj kampen ved Montebello med 1. franske armekorps, som beholdt valpladsen, og derved bestyrkedes Gyulai i en tro, at franskmændene søgte at omgå ham over Piacenza. I stedet gik 4 sardinske divisioner over Sesia ved Vercelli, og Gariabldi nåede 23. maj Sesto Calende. 26. maj kæmpede han med tropper af divisionen Urban ved Varese, besatte Como, men tilbagesloges 31. maj af Urban, som havde fået forstærkning, hvorefter Garibaldi kastede sig ind i bjergene. Napoleon, som først troede, at hele den østrigske hær ville angribe ham ved Voghera, besluttede, da det ikke skete, selv at gribe offensiven og at lade franskmændene følge sardinierne over Vercelli og derfra over Novara rykke mod Milano. Denne forskydning af kræfterne udførtes 27. - 29. maj til dels per jernbane, uden at østrigerne opdagede eller forstyrrede den, hvorefter sardinierne 30. maj angreb det østrigske 7. armekorps ved Palestro; den næste dag fortsattes angrebet, hvor også 3. franske armekorps deltog, ligesom også østrigerne havde modtaget forstærkning. De måtte dog gå tilbage, mens de allieredes avantgarde (4. armekorps) allerede 1. juni stod ved Novara. Gyulai havde først anset angrebet på Palestro for en demonstration og tænkte endnu 31. maj om aftenen på at gøre et modstød med 5 divisioner, men om natten erfarede han, at de allieredes hovedstyrke stod i hans højre flanke, og han samlede sig derfor 1. juni hen imod Novara. Samme dag var 1. østrigske armekorps fra Prag indtruffet i Milano, hvilket beordredes til Magenta og brohovedet San Martino ved Ticino for at spærre vejen Novara-Milano.
2. juni tænket Gyulai at gøre et flankestød mod franskmændene ved Novara, men opgav også dette, hvorefter han lod hæren gå tilbage over Ticino, hvis øvre løb Urban skulle dække fra Varese. Sent på natten 3. juni var Ticino overskredet; franskmændenes hovedstyrke kom til NOvara, mens general Mac Mahon med garden og 2. armekorps pousseredes til Ticino, besatte broen ved Turbigo og truede San Martino. Dette brohoved rømmedes om natten til 4. juni, mens forsøget på at sprænge broen til dels mislykkedes. 1. armekorps, forstærket med 2., i alt 40.000 mand, samledes ved Magenta, hvor Gyulai besluttede at modtage en kamp, idet han regnede på forstærkning og på, at overgangene over kanalen Naviglio grande ville kunne holdes. Da Napoleon 4. juni lod Mac Mahon gå frem fra Turbigo mod Magenta, mens Garden angreb overgangene, opstod slaget ved Magenta, hvori 54.000 franskmænd besejrede 62.000 østrigere. Gyulai havde gode chancer for en ny kamp 5. juni, men omsider besluttede han at føre hæren i 3 kolonner tilbage bag Adda og at rømme Milano, som franskmændene besatte 7. juni. De traf dagen efter den østrigske arrieregarde ved Melegnano og kastede den, hvorefter hovedhæren fortsatte tilbagetoget og 15. juni opstillede sig øst for Chiese, mens 2. armekorps gik til Mantova, og 2 nye armekorpser, 10. og 11., kom til nedre Po og bag Mincio. Franskmændene fulgte langsomt efter, mens Garibaldi 15. juni angreb Urban ved Castanodolo og 17. juni besatte Salo.
Kejser Frants Josef, som 16. juni indtraf i Verona, overtog nu overkommandoen med felttøjmester Hess som stabschef; der dannedes 2 hære, 1. under felttøjmester grev Wimpffen på 3 armekorpser og 2. under general grev Schlick på 4 armekorpser, desuden 2 rytterdivisioner i reserve. De 3 øvrige armekorpser anvendtes dels foran Mantova og ved nedre Po og dels i Tyrol. Samme dag begyndte tilbagetoget bag Mincio.
De allierede rykkede 10. juni i 2 kolonner frem over Adda og indtog 18. juni fronten Brescia-Bagnolo, hvorfra de 21. juni begyndte at gå frem over Chiese, hvorefter de koncentrerede sig for at angribe de bag Mincio formodede østrigere. Disse havde valget imellem at modtage angrebet her og at gå fjenden i møde. På melding om, at det hidtil syd for Po opererende 5. armekorps droges til hovedhæren, besluttedes fremrykningen over Mincio, således at 23. juni om aftenen 25.000 mand (8. armekorps) lejrede ved Pozzolengo, 64.000 mand ved Solferino og Volta og 67.000 mand ved Guidizzolo og Cerlungo for derfra næste dag at angribe Lonato-Castiglione-Messane. Napoleon besluttede 23. juni at holde rast og at rykke frem 24. således: Sardinierne (47.000 mand) imod Pozzolengo; Gardens 1. og 2. armekorps (60.000 mand) mod Cavrani, 3. og 4. armekorps (48.000 mand) imod Guidizzolo. Der blev brudt op klokken 2, og kort efter stødte man på østrigerne, hvoraf slaget ved Solferino opstod; først kastedes østrigernes venstre fløj; også centrum måtte vige, og det sejrrige 8. armekorps måtte da ligeledes gå tilbage. Franskmændene fulgte kun langsomt efter, begyndte 27. juni at indeslutte Peschira og at overskride Mincio, mens general Cialdini angreb Tyrol, som forsvaredes af 6. armekorps og folkebevæbningen. Napoleon fandt dog, at angrebet på fæstningsfirkanten ville frembyde store vanskeligheder, og da det tyske forbunds holdning blev mere og mere truende, åbnede han 6. juli forhandlinger, hvilke 8. juli førte til en våbentilstand, idet begge kejsere mødtes 11. juli i Villafranca, hvor det vedtoges, at Lombardiet med undtagelse af Peschira og Mantova skulle afstås til Frankrig, som atter overdrog det til Sardinien, mens herskerne i Toscana og Modena skulle genindsættes. Freden sluttedes 10. november i Zürich. Operationerne til søs, navnlig i Adriaterhavet, var uden videre betydning.