LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


J
J er det 10. bogstav i vort alfabet; det kendtes ikke i det oprindelige latinske alfabet, idet romerne - trods enkelte forsøg på at udtrykke forskellen mellem lydene i og j - som oftest brugte i både som vokal- og som konsonanttegn. Bogstavet j (J) kommer først i brug i middelalderens håndskrifter, hvor i ofte blev gjort længere i ordenes begyndelse (især som initial) eller slutning; især var det almindeligt at skrive romertallene III, VII og så videre som iij, uij og så videre; i de ældste trykte bøger optoges bogstavet j (J), og af og til træffer man også bestræbelser efter fortrinsvis at bruge i (I) som vokaltegn, j (J) som konsonanttegn; men i reglen brugtes j ligesom i håndskrifterne som en blot grafisk sideform til i. Først grammatikere i 16. århundrede fastslog bestemte principper for brugen af i og j. Petrus Ramus (Pierre de la Ramée), der tildelte tegnet j navnet jod, brugte det (se f. eks. hans Grammatica [Frankfurt 1585]) udelukkende som konsonanttegn; efter hans eksempel foreslog Jakob Madsen Aarhus (De literis [Basel 1586]) at skrive jord, bjerg, kjær, gjøre, nej og så videre; men skønt de fleste sprogforskere efter hans tid anbefalede den samme brug af j, er det dog først i den nyeste tid, at den er trængt almindeligt igennem i Danmark; endnu Holberg skrev ieg, men efterdj (se Danmark, »Sprog«, side 638), mange forfattere i begyndelsen af 19. århundrede skrev i for j efter konsonanter: Bierg, Skiold og så videre; i 18. århundrede skrev man afvekslende ei, ej, ey og øi, øj, øy og så videre; i senere tid er stavemåden ej, øj og så videre blevet den almindeligste i Danmark, mens ei, øi nu er almindeligst i Norge. I nutidens frakturskrift bruges vedvarende både for I og J.

I de fleste nyeuropæiske sprog, dansk og norsk, islandsk, tysk, hollandsk, de slaviske sprog, ungarsk og finsk, bruges tegnet j nu med lydværdien j (enten ren konsonant eller halvvokal); i engelsk betegner j derimod overalt lydforbindelsen (join, James), i fransk og portugisisk betegner det den enkelte lyd ž (fransk jardin, jeter, portugisisk joelho, jejum); i spansk er det tegn for lyden (junta, Quijote); i italiensk er brugen af j ikke fastslået, det kan forekomme dels mellem to vokaler med lydværdien j: noja, calzolajo (oftere bruges dog i), dels i udlyd i stedet for ii eller î tempio, flertal tempj.

I de nordiske sprog er oprindeligt (fællesgermansk) j som forlyd overalt forsvundet: latin jugum, tysk Joch, oldnordisk ok, dansk Aag; tysk Jahr, oldnordisk ár, dansk Aar; også i indlyd er oprindelig j allerede i den fællesnordiske sprogperiode forsvundet undtagen foran a og u efter k og g og efter kort stavelse, sammenlign gotisk valjan—valjiþ, oldnordisk velja—velið; dansk er i denne henseende gået videre end de andre nordiske sprog: oldnordisk gieðja, svensk glädja, dansk glæde; oldnordisk telja, svensk tälja, dansk tælle. De j’er, som i øvrigt findes i de nuværende nordiske sprog, er alle udviklede ved særlig nordidske lydlove, især ved »brydning«: urnordisk erilaR, oldnordisk jarl; tysk Erde, dansk jord; tysk helfen, islandsk hjálpa, dansk hjælpe, eller ved overgang fra eu, eo til , : Theodorik, islandsk þjóðrekr; gotisk biudan, islandsk bjóða, svensk bjuda; også det sidstnævnte j er ofte forsvundet på dansk: byde og lignende. Efter k og g er j blevet stumt i nuværende dansk: oldnordisk gjalda, dansk gjælde, nu som oftest skrevet: gælde.