LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Nordisk mytologi        


Jætte
Jætte eller Jotun, i nordisk mytologi de store troldeagtige væsener (oldnordisk jǫtunn, norsk jutul, gammeldansk jætæn, dansk og svensk jætte); navnet er afledt af at æde. Samme væsener nævnes også som trold, thurs (»stærk«) eller rise (»stærk«), ord, der alle er fælles for den gotisk-germanske sprogstamme. De kvindelige jætter betegnes i nordisk som gýgr (»frygtelig«?), fála (»ræddelig«), skars, skessa og lignende. En altomfattende bestemmelse af jættens væsen er vanskelig at give. De har overmenneskelig størrelse og styrke, de er næsten altid fjender af mennesker og guder, og de er hyppigst knyttede til de naturkræfter, der griber voldsomt og truende ind i menneskenes liv. Særlig er det: 1) Bjergjætter (oldnordisk bergrisar, dansk bjergmænd), 2) Frost- og stormjætter (oldnordiks hrímþursar), 3) Havjætter. I ringere grad optræder jætter som mørkets væsener, der bekæmpes af lyset.

I folkets naturbundne forestillinger træder denne sammenhæng med naturkræfterne stærkest frem. De almindelige er bjergjætterne; undertiden opfattes jætterne som selve fjeldet, hyppigere som et væsen, der er skjult inde i det i en usynlig eller åbenbar hule; desuden betegnes store, henslængte stenblokke som jættens slyngesten, pil eller stav; kløfter og højderygge opfattes som deres påbegyndte bygninger; hulninger i elvelejet er »jættegryder« og så videre; og fritstående klipper opfattes som forstenede jætter (hyppigst benævnte »Kærling« eller, når der er to, »Karl« og »Kærling«). Rigest på sådanne jætteforestillinger er Norges vestkyst og alle de vestlige øer, ofte i ejendommelige stedlige varianter, således med sagn om menneskeædende jætter, der kommer frem i hulens dæmring og forfølger fårehyrden lige til bygden, eller med tro på, at jætten skærer tovene over for fuglefængerne, for at ingen mennesker skal jage på deres område. I Danmark er indtrykkene af bjergmænd svagere (i nyere folketro opfattes de sjælden som menneskeædende), men sagnene er ret talrige, idet mange svære bakker og særlig klinterne opfattes som jætternes boliger. (Minder kan sikkert genfindes i navne som jøden fra Upsal (Møns Klint), og jynovn, et gammelt navn på stendysser). Endnu større rolle spiller jætter dog i Sverige, hvor ikke blot fjeldnaturen, men også skoven tænkes som deres bolig. Bjergjætternes væsen er at være stærke, dumme, kejtede, til tider ondskabsfulde, men trofaste; de er ældgamle, ofte skallede ligesom klipperne, og lever helst enlig. Havjætterne tænker man sig som vilde, blodtørstige væsener, der gerne kæntrer menneskers skibe; undertiden er de i ørneham eller anden fantastisk skikkelse, ofte også identificeredes de med de store havdyr og skildres med sælskindsklædning, med sælhoved eller helt som sæl eller hvalros; også kendes dog en mere skøn og menneskelig opfattelse, og denne har bredt sig i den nyere folketros »havmænd« og »havfruer«. Storm- og frostjætter (hrimthurser) ligner til dels havjætterne i grumhed. Ørnen Hræsvælg (»Ligsluger«) sidder ved himmelens ende og frembringer stormen med sine vingeslag. Stormens susen er »Fornjots fæle sønner«, der tuder (Fornþjótr ɔ: den gamle tuder), ligesom havbruset er »Gymes sang«. I heltesagnene skildres jætter i overensstemmelse med deres naturkarakter, men med friere blanding af de forskellige naturmotiver. Hrimgerd i Helgekvadet ligger snart liggrådig foran vikingeskibene, og snart hører hun til fjeldjætterne og står forstenet, da solen rinder over hende. I de ældste danske sagn skildres havjætten Læ på Læsø som levende dybt inde i bjerget; aldrig har man set tykkere vægge, aldrig har man set et væsen have så mange hoveder, og aldrig er man kommet et sted, hvor man stærkere ønskede sig bort fra. Ikke sjælden, hyppigst i danske sagn, er det den dybt i fjeldet boende jættes visdom, man søger; men sædvanlig er der åben kamp mellem menneskeheden, ført af dens helte, og jætterne. Der går sagn om, hvorledes de er blevet fordrevet af menneskefolket (eller af guderne). Under indtryk af den knugende lange vinter opstår myten om en tid, da selve kong Sne eller Snjó herskede over Danmark eller Norden.

I gudesagnene er fremstillingen i mange henseender anderledes. Jætterne er en del af gudelivet, de har rige kongsgårde og fagre døtre. Ved siden af styrke og mængde er kløgt et middel for dem i striden mod guderne, men deres mangeviden må ligge under for den snarrådighed eller dybe indsigt, der findes hos de bedste af aserne. Men i det hele og store har jætterne dog bevaret det grundpræg, som de har fået i de naturbundne sagn.

Jætterne optræder som et samlet, uhyre folk, bosatte langt i øst (frostens og hrimthursernes hjem) i vide landstrækninger (Jotunheim, Jǫtunheimar), »Jætternes verdener«, skilte fra Mandheimen og fra gudernes verden ved en åbent rindende å (Iving) eller en bred strøm (Elivaage), hvor thor værger grænsen mod indbrud af fjenderne, hvis han da ikke hjemsøger dem i deres eget land. Mens Jotunheimen efter sit sted svarer til hrimthurserne, har dens befolkning ubetinget mest af bjergjætternes natur: at bo i fjeldet, at kæmpe med sten, at optræde i en forstørret, men forgrimmet menneskeskikkelse. I de enkelte myter om guders og jætterns kamp kan man derimod ikke udpege de muligvis oprindelige naturmotiver, og ligeledes er der en del af mytologiens jætteskikkelser, som kun i ringe grad lader sig indordne under de kendte grupper af naturjætter: Suttung og hans slægt som vogtere af skjaldemjøden, den vise Mime i Mimerbrønden under Ygdrasil. En ganske særlig stilling indtager Loke og Udgårdsloke. Midgårdsormen synes at være en kolossal forstørrelse af havtroldene, mens Fenrisulven muligvis er en oprindelig stormjætte.

Flere hundrede af oldtidens navne på jætter kendes endnu. En stor del af dem skildrer deres vækst eller hæslige udseende (Skalle, Jernpande, Låden, Tidselskæg), andre peger på en oprindelig dyreskikkelse eller på den rædsel, som de har indgydt menneskene. Rent begrebsmæssige betegnelser er meget sjældne (»Alderdommen«, »Ilden« og »Tanken« blandt Udgårdslokes mænd; samt de til jætteverdenen regnede norner). Jætterne blev, ligesom deres modstandere aserne, opfattede ikke som et begreb, men som en folkestamme med sit ejendommelige præg; intet abstrakt princip er gennemført, om end striden mellem godt (ɔ: menneskenes vel) og ondt, mellem kultur og råhed, skinner til en vis grad igennem.