LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Plancher           Stenalder           Bronzealder        


Jernalder
Jernalderen er en i det væsentlige forhistorisk kulturperiode, i hvilken jernet er det vigtigste nyttemetal til våben og skærende redskaber; af de andre metaller anvendes bronzen til kar og mindre genstande, guld og sølv til smykker. Forud for jernalderen er i Europa alle vegne gået en stenalder samt en mere eller mindre udpræget bronzealder; perioden er i Danmark overvejende forhistorisk; ved jernalderens slutning begynder den ad historisk vej oplyste middelalder.

I Mesopotamien kendes jernet fra 13. århundrede f. Kr. og kom i almindelig brug ved år 1000; i Ægypten optræder det jævnlig i fund fra cirka 1500 f. Kr. Fra de østlige Middelhavslande kendes lignende forhold. De homeriske digte skildrer en kultur, hvori bronzen anvendes til våben, mens jernet i nogen udstrækning bruges til arbejdsredskaber. Jernet har i Hellas været anvendt allerede før år 1000, men først i gravfundene fra 10.-7. århundrede f. Kr. (Dipylongravene) fremtræder en tydelig jernalder. Omtrent samtidig med disse er de ældste jernaldersfund fra Italien (især kendte fra gravpladser ved Villanova-Este og Sta. Lucia). I Nedreøstrig begyndte i 7. århundrede f. Kr. en ejendommelig jernalderkultur, der efter det først opdagede findested for oldsager, en stor gravplads ved byen Hallstatt i Salzkammergut, har fået navn af Hallstatt-kulturen. Den bredte sig stærkt mod nord og nord øst, men blev uden større indflydelse på Norden. De i Danmark fundne oldsager af Hallstatt-former tilhører dels bronzealderens sidste afsnit, dels jernalderens begyndelse.

En jernalderkultur af noget andet præg havde sit centrum i det vestlige Mellemeuropa; efter et stort findested ved Neuchâtelsøen i Schweiz, La Tène, hvor man 1858 og 1876 fandt en mængde oldsager, våben og redskaber af alle slags, betegnes den for det meste som La-Tène-kulturen. Blandt de for denne kultur karakteristiske oldsager kan fremhæves det lange, smalle, tveæggede sværd i metalskede, samt bøjlenåle, dels af simple former, dannede af en bøjet metaltråd i lighed med de moderne sikkerhedsnåle, dels prydede med kugler eller kamme. Denne »keltiske« kultur bredte sig stærkt i Mellem- og Nordtyskland.

Til Danmark kom jernalderen i 5. århundrede f. Kr. og varede derefter til den historisk oplyste middelalders begyndelse cirka år 1000. Inden for den hele periode kan udskilles 5 hvert for sig karakteristiske og udprægede tidsafsnit, den førromerske tid (5. århundrede f. Kr. til Kr. fødsel), den romerske jernalder (til 3. århundrede), folkevandringstiden (3.-5. århundrede), den efterromerske tid (5.-8. århundrede) og vikingetiden (8.-10. århundrede). Inden for disse større afsnit kan der på de fleste punkter skelnes mellem ældre og yngre fund. De fra jernalderen bevarede oldsager stammer dels fra gravfund, dels fra fund i mark eg mose eller endelig fra bopladser. Gravfundene indeholder de sager, som man medgav de døde; i mark og mose findes dels tilfældig tabte genstande, dels sager, der er hengemte eller nedlagte, sikkert mest som offer til guderne, ofte store og anselige stykker; på bopladserne findes for det meste kun henkastede og itubrudte sager fra dagliglivet.

Førromersk tid
I den førromerske periode var Danmark væsentlig under påvirkning fra La-Tène-kulturen. En del metalsager er direkte indførte fra sydligere egne; størstedelen af de fra perioden kendte oldsager er dog forarbejdede i Danmark. Gravskikken var i almindelighed ligbrænding; de brændte ben blev lagt i et kar af metal eller oftest et lerkar. På Bornholm er der i gravene fra denne tid (»brandpletter«, flade gruber, 1/3-2/3 meter brede, hvori ligger rester fra ligbålet) fundet en mængde smågenstande. Brandpletter af lignende art forekommer, om end sjældnere og hidtil ikke i samlede pladser i det øvrige Danmark. Fra Sjælland haves kun få gravfund; fra Fyn kendes en større gravplads ved Langå med sager, der i det hele slutter sig til de bornholmske og nordtyske fund. I Jylland er den førromerske jernalder især kendt i de sydvestlige egne. En stor gravplads (253 grave, oprindelig 3-4 gange større) ved Aarre, nær Varde, bestod af små, lave høje, som for det meste dækkede over et lerkar, der var fyldt med brændte ben og nedsat i en fordybning i undergrunden. Lignende grave, anlagte under flad mark eller i lave høje, kendes fra adskillige steder i Nørre- og Sønderjylland. I lerkarrene ligger mest kun få og små oldsager, øskenringe, nåle og lignende af bronze eller jern. Flertallet af oldsagerne er af hjemligt arbejde, udviklede på grundlag af sydligere former. Et lignende forhold gør sig gældende ved en række fra mark og mose fundne oldsager, der delvis ikke kendes fra gravene: Halsringe af bronze, som dels har opadvendte takker, der ender i to kugler, bøjlenåle, store spænder med mere.

Til den førromerske periode hører de mærkelige vogne fra Dejbjerg Præstegaards Mose, let byggede af asketræ, med rige beslag af bronze, ornamenterede med mandshoveder, hellige tegn med mere. Vognene var firhjulede med svære, fremstående nav af bronze, men hjulkransen var oprindelig omgivet med en ring af jern. Metaldelene af en ganske lignende vogn er blevet fundet i en af Langågravpladsens grave; vognen har været på ligbålet og skulle vel således fortsat tjene sin ejer. I Dejbjerg Mose er de nedlagte som offer til guderne eller lignende. Fra udlandet kendes ingen ganske nøje dermed overensstemmende fund.

Bopladser fra den førromerske jernalder er hidtid kun sjældent fundne. Imidlertid stammer dog fra denne periode et af de vigtigste fund af denne art, ved Kraghede i Vendsyssel. Som andetsteds viser bostedet sig som et lag af skiftende tykkelse, med mørkfarvet jord, talrige lerkarskår, stumper af lerklininger og enkelte andre sager. Men ved Kraghede fandtes tomten af selve huset. Mens man i bronzealderen antagelig har benyttet den runde husform, er her påvist tomter af 2 firsidede huse. Et af dem, det bedst kendte, var godt 15 meter langt i retning ØSØ-VNV, 6,75 meter bredt. Væggen har været sat med cirka 25 større stolper; mellem disse har der været risfletninger, vel også tyndere stolper, og på hver side af risflettet pålagt ler, således at der er dannet en tyk væg. Der kunne påvises ved en tværvæg delt i 2, således at det vestre blev omtrent kvadratisk. I dette rums indre rum var vistnok en indgang fra nord, og det midte lå arnestedet, og nær det har stået 4 stolper til at bære taget. Når det her har været muligt at gøre særlige iagttagelser, beror det på, at huset kendeligt er gået til grunde ved brand. Væggene har blandt andet sikkert båret hylder med talrige huskar, hvoraf skårene optoges samlet.

Allerede i den førromerske jernalder er således et vigtigt fremskridt gjort. Det aflange hus kan gøres både rummeligere og mere vel indrettet end den gammeleuropæiske rundhytte. Nær Kraghedehusene fandtes grave, blandt andet med keltisk dekorerede lerkar.

Romersk jernalder
Allerede i den førromerske periode havde enkelte sager fra klassisk grund fundet vej til Norden; ved Kristi fødsels tid begyndte Rom at udvide sit herredømme stærkt mod nord, til Rhinen og Donau, og efterhånden som forholdet til de barbariske folkeslag antog fastere former, begyndte også den fredelige forbindelse. Romerske industrigenstande, gode og solide, velforarbejdede sager, op til ypperlige, reliefprydede frembringelser af aleksandrinsk sølvkunst, eksporteredes i masse til hele den germanske verden, og i en rig strøm nåede de også op til Norden, hvor man øjensynlig satte pris på dem. Fra mangfoldige fund kendes fade, kander, kasseroller, metalspande og så videre af bronze, jævnlig forsynede med romerske fabrikantstempler. I metal efterlignede man i Danmark i reglen ikke de romerske varer; men tilvirkningen af lerkar viser stærk påvirkning, især i Jylland; karrene er vel formede; de har blank, glattet overflade og undertiden rent klassiske ornamenter, for eksempel mæanderen; randene er for det meste skarpt profilerede, fod og ører efterligner metalformer. Fremdeles indførtes bægre af sølv, enkelte glassager, flade skåle og perler med mere. Mindre metalsager indkom ligeledes, for eksempel guldperler, små hængesmykker, berlokker af guld med filigran og kornet arbejde, samt endelig bøjlenåle; alle disse småsager efterlignedes og varieredes af de indenlandske arbejdere. Oldsagerne synes at vise, at påvisningen syd fra kom ad forskellige veje.

Gravskikkene fra denne periode veksler stærkt. Fra øerne kendes såvel ligbrænding som begravelse af ligene ubrændte; begge slags grave findes, undertiden side om side, i grusbanker og lignende steder. I Jylland kendes såvel en sådan nedlæggelse under flad mark som højbegravelse. I de nordlige og østlige egne formedes graven jævnlig som en mandslang, stensat kiste eller ramme, der anlagdes under flad mark, oprindelig sikkert dækkede af en lille høj; det almindelige gravgods var et rigeligt sæt af mad- og drikkekar, i et antal af indtil 12 i hver grav, samt nogle småting. Store gravpladser med indtil cirka 100 grave er fundet ved Århus og Randers. Smukke gravfund fra den romerske periode er gravet op ved Kjeldby (Møn), Himlingøje (Præstø), Juellinge og Hoby på Lolland, Annasholm (ved Odense), Bjergelide (ved Horsens), Stilling (ved Skanderborg), Hammerum (ved Herning) og Byrsted (Ålborg). Gravfund, der indeholder våben, er sjældne undtagen på Bornholm. Af største betydning er på denne ø gravpladserne, især ved Kannikegaard, hvor grave fra den førromerske periode, den romerske periode og folkevandringstiden er fundet på samme jordstykke, mens de jyske gravpladser sædvanlig tilhører en enkelt periode.

Fundene fra mark og mose er i denne periode af mindre betydning. Enkeltvis er uden forbindelse med andre oldsager optaget nogle romerske statuetter; i mose er endvidere fundet det store sølvkar fra Gundestrup. Brudstykker af et bronzekar af lignende form blev fundet cirka 1835 i Rynkeby Mose ved Kjerteminde.

Folkevandringstiden
I folkevandringstidens begyndelse vedvarede den romerske kulturs indflydelse en tid lang, men hæmmedes derpå af de svære kampe og dermed følgende urolige forhold, der som følge af den store folkevandring fyldte Syd- og Mellemeuropa i det vestromerske kejserriges sidste århundrede; den romerske påvirkning aftager mod periodens slutning, og samtidig fremkommer begyndelsen til en hjemlig bevægelse inden for hele den germanske kunstindustri. Den såkaldte dyreornamentik får i løbet af dette tidsrum sin første udvikling, idet man pryder visse arter af sager med mere eller mindre ubestemt formede dyrehoveder. De ældre runer findes indridsede på oldsager fra denne tid. I folkevandringstiden indførtes en del romerske fabrikvarer, bronzekar, fade, spande, sæt af »kasseroller«, i syden anvendte ved vinens anretning, med tilhørende si, samt endvidere glaskar, spillebrikker og glasperler; men det er ikke den ældre tids gode varer, det er tynde, dårlige ting, som derfor også udsendtes uden fabrikantstempel og for en stor del er gjorte i romerske provinsbyer, navnlig i Mellemeuropa.

Gravskikkene varierer lige så stærkt som i den romerske periode. Store gravfund er fundet ved skeletter, gravet op i grusbanker fra det sydlige Sjælland. Et af de mest anselige fund (måske dog 2 grave) stammer fra Valløby (ved Præstø; det indeholder dels romerske, dels indenlandske sager: en rød, romersk lerskål, 2 riflede bronzekar, et bronzefad, 2 sæt øsekar med tilsvarende si. Fragmenter af 2 glasbægre, 2 sølvbægre med dyrefigurer, et armbånd og 2 fingerringe af guld samt 2 bøjlenåle af sølv. Fund af lignende art, men mindre righoldige, kendes fra de sydsjællandske gravpladser ved Varpelev, Himlingøje, Nordrup, Egebjerg og Rislev. På Fyn afveksler begravelse af ligene ubrændte og nedsættelse af de brændte ben i lerkar. Gravgodset er for det meste tarveligt og indeholder da kun de sager, som man bar til daglig, og som også fulgte den døde i graven eller på ligbålet. Større fund er set ved Sanderumgaard og Aarslev (skeletgrave) samt ved Fraugde (væsentlig urner med brændte ben) og ringe. I Jylland afveksler gravskikkene graven anlagdes undertiden i toppen af en ældre høj, andre steder tuedes over den en lille, lav højning (f. eks. ved Janum, Hjørring); også pladser med grave under flad mark kendes (f.eks. Næsbjerg ved Varde). Anseligere fund er fremdragne ved Sneumgaard (Ribe), Agerholm (Thisted) og Ikast (Hammerum Herred). Grave fra denne periode indeholder sjældnere våben. På den store gravplads ved Fraugde, der talte cirka 90 grave, blev der kun fundet en eneste af denne art.

Af en ganske særlig betydning er mosefundene fra denne periode. 4 store fund fra Viemosen ved Allesø (Fyn), Kragehul ved Assens, Thorsbjerg og Nydam moser i Angel og Sundeved; herfra er fundet store mængder af våben, smykker og andre sager, henhørende til krigernes dragt og udrustning; fra Viemosen vides f.eks. at være fremkommet cirka 4.000 oldsager. En del af sagerne bærer spor af heftig kamp, mange er også forsætlig ødelagte og forbøjede. Disse fund er utvivlsomt minder om krigerske begivenheder; efter et slag har den sejrende part som offer til guderne på mosen nedlagt en mængde af de sager, der fandtes på valpladsen og i den overvundne fjendes lejr. I tidens løb groede så mosen op og dækkede sagerne med et tykt tørvelag. Mindre fund, der har samme hovedkarakter, men afviger i enkeltheder, foreligger fra en række moser i det østlige Jylland; enkelte lignende kendes fra Sjælland og Bornholm. De ældste fund er de, der stammer fra Thorsbjerg, Viemose og Illemose (Fyn) og indeholder en del romerske sager. Særlig gammel karakter synes et 1921 delvis optaget fund ved Hjortspringkobbel på Als at have, Kragehulfundet samt fundene fra Porskær, ved Horsens, et mindre fund fra Nydam, samt Krogsbølle på Fyn er de yngste og nærmer sig i tid til den følgende periode. Fra denne periode antages guldhornene at komme fra.

I de sidste årtier af 19. århundrede blev adskillige steder fundet en del bopladser. De fremtræder som et tyndere eller tykkere lag mørkfarvet jord, delvis dannet af opløste organiske stoffer. I karakter svarer disse affaldshobe til stenalderens skaldynger. Undertiden ligger lagene på og om ved selve bostedet og får dermed øget betydning. I jordlaget ligger lerkarskår og dyreben i stort antal, og endvidere findes en del andre, tabte eller kasserede genstande. Større bopladser kendes fra Sejerø, Vejleby (Lolland), Emb (Hjørring) og Ginderup, Thy, det sidstnævnte med et stykke linjedekoreret husvæg. Hertil slutter sig et ret stort antal mindre affaldshobe. Hovedmængden af bopladserne stammer fra den romerske periode, enkelte synes at være yngre end folkevandringstiden. Egentlige husrester er hidtil kun fundet meget fragmentarisk, tydende dels på brug af lerklinede huse, dels også bulhuse.

Den efterromerske periode
Efter det vestromerske riges fald (476) tabte den romerske kultur i det væsentlige sin indflydelse på den nordiske jernalders kultur; fra det østromerske (byzantinske) rige modtoges kun få og små importgenstande. I tiden efter år 500 begyndte i Mellemeuropa de nye germanske statssamfund at danne sig og snart også at øve påvirkning på de nordiske lande. Men påvisningen er ikke så overvældende som den, der tidligere var modtaget fra romerriget; der bliver mulighed også for udviklingen af nationale ejendommeligheder. Særegen for perioden er fremkomsten af en egen kunststil og ornamentik. Dyreornamenterne begyndte at vise sig allerede i folkevandringstiden, men udvikledes først i denne periode til en karakteristisk fladeornamentik. Den figur, fra hvilken ornamentikken udgår, er det ubestemt tegnede, firføddede dyr eller en simpel fuglefigur. På et senere trin omdannes disse dekorativt. yderdelene bortkastes eller omformes; ofte sammenstilles løsrevne brudstykker til helt ny figurer. Udviklingen er helt i fællesgermansk ånd. Stærkest træder dyreornamentikken frem i en række store bøjlenåle, samt i brakteaterne, der er barbariske efterligninger, ofte på anden, tredje hånd, af romersk-byzantinske kejsermønter.

Gravfundene fra denne tid er, når alene Bornholm undtages, kun få og små. Fundene skifter nu karakter. Mad- og drikkekarrene, der så jævnlig optrådte i de foregående tiders grave, giver plads for våben i mandens, smykker i kvindens grav. Kun på Bornholm findes betydelige gravpladser. Karakteristiske for tiden er derimod store skattefund, oftest af guldsager, der jævnlig findes løse i jorden eller undertiden ved en stor sten; undertiden er det hengemte værdisager, ofte votivfund, idet det formentlig var en udbredt tro, at man i en følgende tilværelse kunne få nytte af de sager, man selv havde nedlagt i jorden. Et af de største fund af denne art er opdaget ved Broholm, ved Svendborg; det bestod af svære hals- og armringe, brakteater, en bøjlenål og adskillige brudstykker, alt af guld. Mindre fund af lignende karakter kendes fra Bulbro (ved Odense), Bendstrup Mark (ved Randers) og Fræer Mark (ved Ålborg).

Vikingetiden
I vikingetiden begynder nordboen i stort omfang at træde i nært forhold til de sydligere lande, for det meste på vikingetogt og med våben i hånd, men den fredelige handelsforbindelse standsede ikke helt. De fra denne periode stammende oldsager bærer ofte nok vidnesbyrd om påvirkninger fra såvel irsk som karolingisk kultur, men de modtagne elementer er behandlede på selvstændig vis og har i det hele et ejendommeligt, særnordisk præg. Jernet træder nu stærkt i forgrunden som nyttemetal; sølv anvendes også i vid udstrækning, men bronzen kun til smykker og lignende; guldet forekommer som ringe eller pladebelægning. Gravene er på Fyn og Sjælland anlagte under flad mark, på Bornholm og i Jylland for det meste i større eller mindre høje. I kvindegravene er nedlagt smykker, ofte et par store, ovale, skålformede spænder, et trefliget spænde og lignende. Manden gravlagdes jævnlig ubrændt, undertiden tillige med sin hest og med hele det rige krigerudstyr, sværd, spyd og andre våben samt ridetøj. Blandt oldsagerne fra denne tid udmærker især mankestolene sig ved smukt arbejde og gennemført stil. Fra periodens slutning hidrører de store fund fra Mammen og Jellinge. I »Bjerringhøj« i Mammen Sogn (ved Viborg) var dybt under højens bund bygget en plankekiste, og i denne var på dunfyldte puder nedlagt liget af en rigtklædt mand. I og ved kisten fandtes 2 prægtig ornamenterede økser, en bronzekedel, 2 træspande samt et stort vokslys.

De såkaldte kongehøje i det gamle kongesæde Jellinge, syd for og nord for kirken, tildrager sig opmærksomhed allerede ved deres usædvanlige størrelse (nu cirka 11 og 8 m). At de i forbindelse med de 2 runestene, der nu står mellem højene, virkelig udgør kong Gorms og dronning Tyres gravmæle, synes utvivlsomt. Højene er gentagne gange blevet undersøgt. I den nordlige høj fandtes 1820 et anseligt af egeplanker bygget gravkammer. Der fandtes kun få oldsager, deriblandt et lille, indvendig guldbelagt sølvbæger, snarest vel et lille bordkar til et krydderi eller lignende, et lille, guldbelagt, korsformet beslagstykke af bronze med mere. Graven er formentlig kong Gorms. I den søndre høj, hvorpå den mindre runesten oprindelig stod, er trods gentagne undersøgelser intet kammer fundet. Fra vikingetiden er der foretaget en del markfund, væsentlig bestående af sølvsager, lagt ned i jorden ved hav- og søbredder eller som tidligere i mark og mose. Fundene er formentlig for en stor del offergaver eller gemt udstyr til livet i Valhal. Større fund er fundet på Sejerø, Terslev (Sydøstsjælland), Nørreballe (Lolland), ved Mandemark (Møn), og Vaalse (Falster), Guldsager ved Vester-Vedsted (ved Ribe).

Det daglige liv
Om det daglige liv i jernalderen vides ikke meget. Agerbrug og kvægavl blev drevet i ikke ringe omfang. Talrige kornaftryk i lerkar har oplyst, at man dyrkede en række kornsorter. Oftest er fundet byg, sjældnere rug og hvede. De i bopladsfundene registrerede ben af spiste dyr hidrører hovedsagelig fra tamdyr, okse, får, svin, hest og flere. Hesten var af lille race. Kornsegle foreligger i stort antal, og også enkelte andre avisredskaber synes at hidrøre fra jernalderen. Smedeværktøj foreligger i mosefundene og enkelte gravfund. Om kendskab til store rofartøjer vidner Nydam mosefunds 2 store både. Også sejlfartøjer har naturligvis været benyttede, især mod oldtidens slutning. Om end fundene fra vikingetiden hidtil er fremkomne mærkelig sporadisk, viser de en kultur af samme art som den, der gennem de norske vikingetidsfund fremtræder så mærkelig rigt. De i Danmark fundne oldsager fra jernalderen opbevares for den allerstørste del i Nationalmuseet (Danske Samling).

Set som helhed er den danske jernalder en periode, hvori påvirkningen fra syd har givet sig stærke og tydelige udslag, men samtidig, især mod slutningen, en national kultur er brudt frem. Mindst oplyst er dens ældste afsnit. De i sagaerne udtrykte forestillinger kan i det hele kun finde anvendelse for vikingetiden.