LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Jod
Jod (også kaldet iod) (af græsk »io-eides« i betydningen »violfarve«) er et grundstof med atomnummer 53 i det periodiske system. Symbol J. Jod tilhører 7. hovedgruppe (halogenerne).

Jod er det tungeste grundstof der er nødvendigt for mennesker og mange andre levende organismer. Stoffet indgår i de vigtige skjoldbruskkirtelhormoner.

Af bekymring for om befolkningen får dækket sit behov for jod, er det i Danmark og mange andre lande påbudt at tilsætte jod til husholdningssalt.

Mangel på jod kan føre til lavere stofskifte, og er den primære årsag til sygdommen struma. Derudover er et tilstrækkeligt indtag af jod især vigtigt ved radioaktive udslip, da kroppen ellers vil optage den radioaktive jod-isotop.

Jod og Jodforbindelser anvendes til medicinsk brug, i fotografien og navnlig i stor mængde ved fremstillingen af forskellige tjærefarvestoffer. Jod blev opdaget 1812 af Courtois; han fandt det i moderluden fra soda, som blev fremstillet af havplanters aske; det blev først nøjere undersøgt af Davy og navnlig af Gay Lussac.