Kommode Kommode
Kommode (fransk), et møbel, hvis navn endnu er bevaret. Ordbøger ældre end 1696 kender det ikke, Dictionnaire de Trevoux (1704) kalder kommode »ny«. 1708 ejede Ludvig 14. kommoden, 1718 kalder hertuginden af Orleans kommoden for »en stor bordplade (table) med store skuffer«.

Den ældgamle kiste havde til slutningen af 17. århundrede været eneste gemmemøbel. Den fik så fast låg, forsiden forsynedes med drageskuffer og blev til en dragekiste på fødder. Således var de ældste kommoder. De kom til Danmark efter 1700. Da dragkisterne blev mindre, fik de navnet kommode og omtales i denne form som nymodens i Christian 6.s tid.

Oprindelig havde dragkisterne plane sider, håndtag og nøgleskilter af metal, i 18. århundrede svejfedes siderne ofte i ekscentriske bølger og fik plader af marmor. Under dækpladen fandtes undertiden et udtræk til at skrive på, og møblet hed så bureau, hvilket er blevet fællesnavnet for alle svenske kommoder.