LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Gregorianske kalender        


Kalender
Kalender (latin calendæ) betegner såvel tidsinddeling efter år, måneder og dage som fortegnelse over de enkelte dage i året, således som de er ordnede for et bestemt år efter en sådan tidsinddeling. I sidstnævnte betydning falder kalender sammen med almanak.

Trangen til en tidsregning er meget gammel og måtte i virkeligheden melde sig, så snart menneskeslægten havde hævet sig til et højere kulturniveau end blot at tilfredsstille øjeblikkets krav. Og da nu dagenes følgen på hinanden er reguleret af himmelens bevægelse, synes det ikke underligt, at man søgte at hente sin tidsinddeling fra himmelen selv. De sig periodisk gentagende månefaser frembød først en cyklus, og herfra gik man over til en større periode ved enten at benytte som enhed for denne et bestemt antal af disse måneomløb eller støtte sig til årstidernes stadige tilbagevenden. Men da tiden fra en bestemt månefase til den næste af samme navn, månens synodiske omløb, er = 29,530588 dage, og det tropiske år = 365,242199 dage, vil det ikke være muligt at henføre et tidsafsnit til begge disse enheder, idet de er ikke kommensurable. Og da man i kalender må regne med et helt antal dage, bliver man nødt til at nøjes med en approksimativ tilnærmelse, som imidlertid, efter som tiden skrider frem, ikke vil kunne opretholdes. Man må da ved enten at skyde ind eller skyde ud et bestemt antal dage søge at bringe den oprindelige benyttede approksimation i stand igen. Dette har de forskellige folkeslag mere eller mindre fuldkomment opnået, hvad enten de har holdt sig udelukkende til månen eller forlangt af deres år, at det skulle anvise årstiderne samme plads i forhold til årets begyndelse. Bruges månen alene, får man et frit måneår; bringes året til at følge såvel Månen som Solen, har man et bundet Måneår. lægges solen alene til grund, har man et tropisk solår, når årstiderne skal have så nogenlunde samme afstand fra nytårsdagen, og et siderisk solår, hvis et nyt år skal begynde med en given stilling af solen mod en bestemt fiksstjerne. I det følgende vil man finde alle disse tidsafsnit benyttede.

Babylonierne
Babylonierne havde efter kugler et bundet måneår med 12 måneder og 7 faste skudmåneder i 19 år. Månederne havde afvekslende 29 og 30 dage. Længden af året sattes til 365,2612 dage og den synodiske måned = 29,53060 dage, hvorved 19 år svarede til 235 måneder. Men da året blev regnet for langt, ville årstiderne gå tilbage og komme tidligere cirka 1 dag i noget over 100 år. Om dette er blevet rettet, vides ikke. Døgnet er delt efter seksagesimalprincippet i 6 afsnit, hvert af disse, i 60 dele og hver af disse igen i 60 dele og så videre; af menigmand blev døgnet delt i 12 timer, hver del altså på 2 timer (dobbelte timer), men varigheden afhang af årstiden; natten deltes i 3 vagter, døgnet begyndte ved midnat for astronomen, men menigmand talte fra solnedgang. Om babylonerne har haft en uge på 7 dage, er endnu uafgjort; så meget er i alt fald sikkert, at en periode af denne længde, talt fortløbende gennem hele året som vor uge, har de ikke haft.

Kineserne
Hos kineserne er året fra de ældste tider delt i 12 måneder, der begynder med den sande nymåne, hvilket bliver beregnet astronomisk, ikke cyklisk. Månederne indeholdt enten 30 eller 29 dage, og året begyndte med, at solen var midt i Vandmandenes tegn. Ved skudmåned bragte de året til at følge folen, og dette var ordnet på den måde, at hvis solen i løbet af en hel månemåned ikke kom ind i noget nyt tegn i Dyrekredsen, blev en sådan måned betragtet som skudmåned, fik den samme nummerbetegnelse som den foregående, men blev adskilt fra denne ved et tegn. Hver måned blev delt i 3 dele. Døgnet er delt i 12 dele (dobbelte timer) og begynder ved midnat, men ved siden heraf var dagen delt i 6 dele og natten i 5 vagter. Foruden disse inddelinger af dage og måneder havde kinesernes kalender en anden på 60, der hænger sammen med, at de delte et større antal år i cykler på 60 år, og hvert af disse år havde sit eget tegn, der var dannet ved kombination af to tegn, hvoraf det ene hørte til en række på 12, det andet til en række på 10 tegn.

Japanerne
Japanerne har en kalender, der ligner kinesernes. Året er et bundet måneår, som begynder med nymåne nærmest før eller efter 5. februar, og døgnet begynder med midnat med 6 timer fra solopgang til solnedgang og lige så mange timer for natten. 30. december 1895 indførte japanerne på Korea den nye kalender efter europæisk mønster.

Ægypterne
Hvorledes de ældste ægyptere har ordnet deres år, kendes ikke fuldt ud. De har haft flere årsperioder, som Han- eller Hentiperioden, Apisperioden, Sedperioden, men mest kendt er Sothisperioden. Omkring 3000 f.Kr. var tiden mellem to på hinanden følgende heliakiske opgange af Sirius nøjagtig 365,25, mens den nu er 365,252 dage på grund af Sirius' bevægelse mod vest, og virkningen af præcessionen. Hundestjerneperioden har gentaget sig flere gange, til den endte året 139 e.Kr. med 20. juli. Efter Oppolzers beregning har den i følgende år begyndt en ny periode: 4236, 2776, 1318 f.Kr., 139, 1591, 3039 e.Kr. Regnede nu ægypterne året til 365 dage med 12 måneder til 30 dage, hvortil kom 5 skuddage (epagomener) i årets slutning, ville den første dag i ægypternes første måned falde på 20. juli, idet da fandt Sirius' heliakiske opgang Sted, og kun i de 4 følgende år på denne julidag, for så i de næste 4 at komme en dag senere og efter 1461 ægyptiske år til 365 dage at have vandret gennem alle årstider. Denne periode på 1460 år (1461 ægyptiske år) benævnes Sothisperioden, også kaldet annus magnus Ægyptiorum og annus canicularis, men denne gælder kun for tiden 4000 f.Kr.; senere bliver perioden kortere og kortere. Oprindelsen til denne periode er den, at i Ægypten indtrådte Nilens oversvømmelse ved den tid, da Sirius først kom frem af solstrålerne på morgenhimlen, og af denne oversvømmelse afhang jo Ægyptens velfærd. Den ægyptiske kalender bestod til 30 (?) f.Kr., da Augustus indførte i landet, der nu var blevet romersk provins, en tidsregning, som sluttede sig til den romerske. Ægypterne i Alexandria indskød hvert 4. år 6 epagomener i steden for 5, og denne kalender blev også antaget af alle de gamle ægypteres efterkommere: Kopterne. Ved siden af måneder havde ægypterne måske først fra kristendommens indførelse en uge på 7 dage. Dagen blev delt i 24 timer, med 12 timer nat og 10 timer dag; den begyndte med grålysningen og regnedes altså fra dæmring til dæmring.

Inderne
Hos inderne har man 4 forskellige kalendere

1) Det sideriske solår, hvis længde i gennemsnit regnes til 365,2588 dage, bruges nu hovedsagelig af de lærde ved beregninger af æraen »Saka«. Året deltes i 6 årstider a 2 måneder.

2) Det bundne måneår, der begynder med den nymåne, som går umiddelbart forud for det sideriske solårs begyndelse. Nymånedagen begynder med den sande konjunktion af månen, beregnet til meridianen Lanka (5 timer, 3,5 min. øst for Greenwich) (Ujjayini). Året har 354 eller 355 dage, med skudmåneden 383, 384 eller 385 dage. Månederne er rene månemåneder fra nymåne til nymåne. Hver månemåned får navn efter den solmåned, hvori den begynder. Begynder 2 månemåneder i den samme solmåned, er den første skudmåned. Hænder det i eet år, at der ikke falder nogen nymåne i en solmåned, da bliver der skudt ind en måned og den måned, hvori man ikke har nymåne, sprunget over. Hver månemåned deles i en mørk og en lys halvdel, hver med 14 underafdelinger. Dagen deles i 60 dele. Ved siden af måneder bruges også en uge på 7 dage.

3) Der benyttes i den eftervediske tid en 12 og 60 års Jupitercyklus. En anden cyklus på 1.000 år bruges i det sydlige Indien for æraen Paresourâna. Året er solart og begynder med solens indtrædelse i »Jomfruen« i Nordmalabar, men i »Løven« i Sydmalabar.

4) Den muhammedanske kalender benyttes af dem, der bekender sig til islam.

Perserne
I den ældste tid skal perserne have benyttet et måneår, delt i måneder, hvoraf man kender 9 måneder; året var meget defekt. Stort mere kender man ikke til den ældste kalender. Den afløstes af det fri solår, idet perserne lærte af ægypterne at sætte året til 360 dage med 5 epagomener. Men for at bringe dette år i overensstemmelse med solen indskød de hvert 120. år en måned på 30 dage, således at denne skudmåned rykkede 1 måned frem for hver periode og på den måde kom til i løbet af 1.440 år at vandre hele året rundt. De 5 epagomener blev i 7. århundrede indskudte mellem 8. og 9. måned, senere blev de føjede til i slutningen af året som hos ægypterne. Enhver måneds dag havde sit eget navn, og dagen begyndte med solopgang. Ugen var ukendt hos de gamle persere.

Armenierne
Armenierne skal i den ældste tid have benyttet persernes kalender. Da de gik over til kristendommen, benyttede de til deres kirkelige fester den julianske kalender.

Jøderne
Om jødernes ældste kalender ved man meget lidt. Før det babyloniske fangenskab synes de at have haft et år på 12 måneder, og i enkelte år har de skudt ind en skudmåned, når det var at forudse, at man ikke i midten af næste måned kunne have bygget modent som førstegrødes offer efter Moses' forordning. Året begyndte borgerlig omkring efterårsjævndøgn, rituelt med Passahfesten ved forårsjævndøgn, idet på den tid var de gået ud af Ægypten, og månedens første dag skulle være, når »det tændte ny« første gang sås. Dagen begyndte ved solnedgang. Af de gamle månedsnavne af kanaanæisk-fønikisk oprindelse er kun 10, muligvis 11, bevarede, og det ser også ud til, at jøderne ikke almindeligvis havde navne på alle måneder, men brugte gennemgående at nummerere dem. Fra Babylon medtog jøderne de nuværende 12 månedsnavne. Ved siden af året og måneden havde jøderne fra de ældste tider ugen på 7 dage, der begyndte med sabbatdagen, vor lørdag. Den nu benyttede jødiske kalender skal efter nogles mening være blevet ordnet af Rabbi Samuel (død 250 e.Kr.), der levede i nærheden af Babylon; andre antager, at det er Rabbi Hillel, der levede omkring 358 e.Kr., som skal have indført den nuværende cykliske beregning, der støtter sig til den metonske periode. Man beholdt de gamle månemåneder og satte årets begyndelse til den nymåne, som følger efterårsjævndøgn, men hvis nytårsdagen indtraf søndag, onsdag og fredag, blev den henlagt til den følgende dag i ugen, ligeså, hvis beregningen bragte nymåne til eftermiddag; indtraf disse 2 undtagelser samtidig, måtte nytårsdagen opsættes 2 dage. Derved fik man 3 forskellige slags almindelige år til 353, 354 og 355 dage. mangelfuldt, regelmæssigt og overtalligt år, og ligeledes 3 slags skudår til 383, 384 og 385 dage. Dets gennemsnitlige længde bliver 365,246825 dag. Men da de værdier for den synodiske måned og det tropiske år, som er lagte til grund for den cykliske beregning, er de, som Hipparch havde fundet, og som lader en cyklus af 19 jødiske år være omtrent 0,0878 dag længere end 19 tropiske år, men 0,0603 dag kortere end 19 julianske år og 0,0821 dag længere end 19 gregorianske år, vil begyndelsen af hver cyklus i den julianske kalender rykke tilbage omtrent 6 dage i 1.900 år, i den gregorianske kalender rykke frem (komme senere) omtrent 8 dage i 1.900 år. Da årets nytårsdag skal indtræffe 163 dage efter 15. Nisan (Passahfestens første dag), og denne i 20. århundrede vil indtræffe mellem 27. marts og 25. april gregoriansk kalender, kommer nytårsdagen til at svinge mellem 6. september og 5. oktober.

Araberne
Araberne (havde før Muhammeds tid et måneår på 12 måneder med en skudmåned hvert 3. år, altså et bundet måneår, hvilket de rimeligvis havde lært af jøderne. Araberne afskaffede denne skudmåned, hvis indskyden i tidligere dage ikke var foretaget regelmæssig, og indførte et frit måneår på 354 dage med 12 måneder, der afvekslende havde 30 og 29 dage. Men da 12 synodiske måneder er = 354,367 dage, indførte araberne i en cyklus på 30 år 11 skuddage, hvorved nytårsdagen, der kommer 11 eller 10 dage tidligere for hvert år, blev fæstet til det »tændte ny« og først efter 2.600 år vil afvige 1 dag fra månen. Skuddagen blev føjet til den sidste måned, der således i de år fik 30 dage. Ved siden af året og måneden har araberne en uge på 7 dage. Dagen begynder med solnedgang og deles i 24 timer. Denne Kalender bruges overalt, hvor den muhammedanske religion har udbredelse, undtagen i Ægypten.

Grækerne
Grækerne ordnede deres kalender i de ældste tider efter månen, idet de regnede året til 12 måneder, der afvekslende indeholdt 30 (fuld måned) og 29 dage (hul måned). Men da dette år var 11 dage kortere end solåret, søgte de periodisk at bringe det i overensstemmelse med solåret ved at indskyde skudmåneder. Allerførst skal de have begyndt med hvert andet år at tilføje en skudmåned på 30 dage, hvorved solårets middellængde blev 369 dage, altså henved 4 dage for langt. Dette bødede man på ved hvert 4. år at udelade en hul måned - Tetraéteris -, så at 4 år kom til at indeholde 49 måneder, 26 fulde og 23 hule måneder, hvorved årets middellængde blev 361,75 dage og måneden = 29,53 dag. Herved kom måneden, der deltes i 3 dekader, til at følge månen, så at den første dag indtraf ved »det tændte ny«; dagen begyndte med solnedgang; året blev derimod 3,47 dage for kort. Denne fejl søgte man senere at rette på ved at tage en periode på 8 år - Oktaëteris, også benævnt Enneateris - og i denne indskyde i hvert 3., 5. og 8. år en skudmåned på 30 dage; man havde da 48 hule måneder og 51 fulde måneder fordelte på 8 år. året fik derved en gennemsnitlig længde af 365,25 dage og måneden = 29,515 dage. Man havde nu bragt kalender i nær overensstemmelse med solen. Fejlen ville først efter 128 år hobe sig op til 1 dag. For måneden var derimod afvigelsen større, idet den således indførte kalendermåned blev 0,016 dag tilbage for månen. Efter 16 år ville nytårsdagen indtræde 3 dage før nymåne. Disse 3 dage skød man så ind i hvert 16. år, men herved blev solen forrykket 3 dage eller i 160 år 30 dage, året var efter dette tidsrums forløb en fuld måned for langt, og der måtte på ny skydes ud en hel måned på 30 dage, hvilket var ordnet således, at man i den sidste Oktaëteris kun regnede 2 skudmåneder. Efter en periode på 160 år stemmede nytårsdagen med månen og året med solen. For at rette på den ulempe, som fulgte med denne 16- og 160-årige periode, bragte Meton 432 f.Kr. i forslag at bruge en cyklus på 19 år, Enneakaidekaëteris, hvoraf de 7 skulle indeholde 13 måneder, de øvrige 12, altså i alt 125 fulde måneder og 110 hule måneder; herved blev månedens gennemsnitlige længde - 29,532 dage og årets 365,263 dage. I denne cyklus alternerede ikke som i den ældste kalender de fulde og hule måneder regelmæssig. Meton opnåede at skaffe en måned, der stemmede meget nær med den synodiske måned. Året blev derimod for langt = 0,0208 dag. Dette blev rettet af Kalippos, 330 f.Kr., der foreslog, at man i hver 4. Metonske cykel på 6.940 dage skulle udelade 1 dag. Månedens gennemsnitlige længde blev derved 29,531 dag, altå nøjagtig lig den synodiske måned, og året = 365,25 dage. Hipparch forbedrede denne Kalipposcyklus ved at foreslå, at man efter 4x76 år skulle udelade 1 dag, hvorved måneden blev = 29,5305 dage og året 365,2467 dage. Om disse cyklus blev benyttede eller ej, er man i uvished om, i alt fald har undersøgelser af Schmidt vist, at det først var senere, at den Metonske cyklus blev benyttet. Hvilke år der i denne periode indeholdt skudmåneden, er endnu ikke bragt på det rene. Ideler, Unger, Mommsen og A. Schmidt har hver sit forslag. Med grækernes overgang til den kristne religion antog de også den julianske kalender, og årets nytårsdag, der i de ældste tider var henlagt til vintersolhverv, i den Metonske og Kalipposske periode indtraf ved sommersolhverv, synes at være blevet sat til efterårsjævndøgn.

Italienerne
I Italien synes året i de ældste tider at have været delt i 10 ulige lange tidsafsnit og at have været et råt naturår. Man finder nemlig efterretninger om, at albaneserne og andre italienske folkeslag havde måneder, der indeholdt fra 16 til 36 dage, hos romerne skal disse måneder i de tidligste tider have varieret fra 20 til 35 dage. At Romulus skal have indført et år på 304 dage, fordelte på 10 måneder, hvoraf de 4: marts, maj, juli og oktober havde 31 dage, de øvrige 6, april, juni, august, september, november og december havde 30 dage, kan ikke bevises, og det er højst usandsynligt, at det overhovedet har eksisteret. Dette år er for kunstigt opkonstrueret. Året begyndte med marts (våren) og endte med december; og når undtages de fire første månedsnavne, bar de øvrige nummerbetegnelse (juli og august hed i de ældste tider quintilis og sextilis).

Hos enkelte forfattere finder man meddelelse om, at allerede de første romere skulle have haft et år på 12 måneder, andre derimod beretter, at det var Numa, som forandrede det oprindelige år til et måneår ved at opstille en cyklus på 4 år med 1.465 dage. De to år skal have haft 355 dage, mens de to andre 377 og 378 dage. Året var delt i 12 måneder, idet januar sattes foran marts og februar efter december. De 4 måneder, der allerede havde 31 dage, blev uforandrede, derimod blev hver af de 6, der tidligere havde 30 dage, formindsket med 1 dag; ligeledes januar, som således fik 29 dage, mens februar kun fik 28 dage; denne ordning blev indført, fordi romerne anså de ulige tal for lykkeligere end de lige tal; deres naboer foretrak derimod at give månederne afvekslende 29 og 30 dage. året begyndte med 1. marts. Under decemvirerne 450 f.Kr. byttede januar og februar plads. I skudår blev der indskudt 22 eller 23 dage, og disse blev kilet ind mellem den gamle fest Terminalia, 23. februar og Regifugium, 24. februar. Med 23. februar blev derved februar afbrudt, og der fulgte nu 22 eller 23 dage, hvorpå kom de resterende 5 dage af februar, hvorved marts fulgte umiddelbart efter februar. Dette tidsrum på 22 eller 23 dage fik et eget navn, Mercedonius. Ved denne 4 års cyklus på 1.465 dage fik året en gennemsnitlig længde af 366 1/4 dag og var altså 1 dag for langt, hvorved årstiderne ikke kom til at være fæstede til månederne, men vandrede tilbage i forhold til disse. Efter 24 år var fejlen steget til 24 dage. Men at denne fejl er blevet rettet igen ved i en bestemt cyklus at udelade de overskydende dage, kan ikke påvises. Der nævnes en 20 års og en 24 års cyklus, men hvorledes disse er blevet benyttede, omtales ikke. Og på Catos og Ciceros tid var der ingen regel for, hvorledes skudår og almindelig år skulle følge på hinanden.

Præsterne, kalenderforvalterne, bestemte, når dette skulle finde sted, og derved kom nytårsdagen til at vandre vilkårlig, 52 f.Kr. var nytårsdag således 4. december; 47 f.Kr. var den vandret tilbage til 14. oktober. Med andre ord kom 80 dage for tidlig. Denne vandring af nytårsdagen sætter Cæsar en stopper for. Da året 47 f.Kr. var 80 dage forud for solen, og det romerske år som et måneår på 355 dage indeholdt 10 dage færre end solåret, måtte der i alt indskydes 90 dage, for at årstiderne kunne få deres gamle pladser i kalenderen. Disse 90 dage blev nu fordelte på 3 skudmåneder, nemlig den ordinære, med 23 dage, der blev kilet ind i februar, og 2 ekstraordinære, på tilsammen 67 dage, mellem november og december. Året 46 kom derved til at indeholde 455 dage fordelte på 15 måneder, og dette overgangsår, der med eet slag skulle bringe kalenderen på fode igen, er kaldt forvirringens år (annus confusionis). Ved hjælp af alexandrineren Sosigenes forordnede nu Cæsar, at hvert 4. år skulle være skudår med 366 dage, de øvrige 3 år skulle indeholde 365 dage, årets gennemsnitslængde blev derved 365,25 dage. Samtidig fik januar, august og december ved siden af de 4 før nævnte 31 dage, de øvrige fik 30 undtagen februar, som skulle have 28 dage, i skudår 29 dage, idet skuddagen ligesom tidligere blev kilet ind mellem 23. og 24. februar. 1. januar 45 begyndte denne nye kalender, der fik navnet den julianske efter Cæsar, ligesom den gamle måned quintilis blev kaldt efter ham juli. Året 45 er at betragte som skudår, idet man regner, at det begynder med 1. januar. I det følgende år blev Cæsar myrdet, og kalenderen kom atter i præsternes hænder, der straks bragte uorden ind igen ved at lade hvert 3. år være skudår, idet de forstod Cæsars regel som, at det løbende år skulle tælles med, hvorved året i gennemsnit kom til at indeholde 365 1/3 dag. I løbet af 36 år havde de derfor indskudt 12 i steden for 9 dage. Kejser Augustus beordrede derfor, at man i de følgende 12 år ikke skulle have nogen skuddag. Til minde om denne forordning fik også August sit navn i kalenderen, idet måneden Sextilis blev opkaldt efter ham. Månederne har derved fået de navne, der nu benyttes, og Tiber kan man takke for, at ikke flere månedsnavne blev omdøbte. Han afslog nemlig, at november, hvori han var født, skulle få hans navn. Dagene inden for hver måned blev betegnede ved at gå ud fra de 3 dage, Calendæ, Nonæ og Idus; Calendæ var månedens første dag, Nonæ og Idus henholdsvis den 5. og 13. i alle måneder undtagen i marts, maj, juli og oktober, hvor de var respektive den 7. og 15. Fra Calendæ, Nonæ og Idus blev der nu talt baglængs, dog således, at den foregående dag blev benævnt II Cal., Non., Idus eller også pridie Cal., Non., Idus. III Cal. er således månedens næstsidste dag, og dagene 2.-19. Cal. refererer sig altså til den foregående måned, dagene mellem Calendæ og Nonæ benævntes VI-II Non, i månederne marts, maj, juli, oktober, i de øvrige IV-II Non; mellem 24. februar og XVI-II Cal. i februar Nonce Idus: VIII-II Idus i alle måneder, mellem Idus og Calendæ: XIX-II Cal. i månederne januar, august og december, XVIII—II Cal. i månederne april, juni, september og november, XVII-II Cal. i månederne marts, maj, juli og oktober. I almindelige år havde februar 28 dage, og den 24. benævntes ante diem sextum Calendas Martias; i skudår blev skuddagen skudt ind som nævnt mellem 23. og 24. februar eller mellem ante diem sextum og septimum C. M., og dagen fik navnet ante diem bissextum C. M. Heraf fik skudåret navnet annus bissextus (først benyttet af Augustin); ordet bissexlilis er ikke klassisk. Ved siden af denne inddeling af året i måneder havde romerne også en uge på 8 dage; dagene blev betegnede fortløbende med bogstaverne A-H som vore søndagsbogstaver. 7 dage arbejdede landmanden, den 8. kom han til byen for at handle, og denne markedsdag blev kaldt nundinæ, fordi den efter romersk sprogbrug kom igen nono quoque die. Denne tidsinddeling var urgammel hos romerne og bestod, til den af Konstantin den Store blev afløst af en uge på 7 dage med markedsdagen henlagt til søndag. Den af Cæsar og Sosigenes indførte julianske kalender gik ud på, at solårets længde var 365,25 dage (det må formodes, at Sosigenes ikke har benyttet Hipparchs værdi = 365,2467), mens det i virkeligheden indeholder 365,2422 dage. Forskellen 0,0078 vil efter 128 år løbe op til 1 dag, som det julianske år er længere end solåret. Følgen heraf vil være den, at årstiderne kommer tidligere, end man skulle vente. Således indtraf forårsjævndøgn på Cæsars tid 23. marts (det blev fejlagtigt sat til 25. marts), i året 325 e.Kr., da kirkemødet i Nikæa blev holdt, 21. marts. Omkring 730 fandt Beda, at det indtraf allerede 18. marts, og 1230 påviste Sacrobosco, at det kom 14. marts, men først 1474 søgte man at rette herpå, og pave Sixtus 4. opfordrede Regiomontanus til at reformere kalenderen, men denne blev hindret heri ved sin tidlige død.

Da nu i 16. århundrede forårsjævndøgn indtraf 10 dage for tidlig, blev det bestemt af pave Gregor 13., der havde kaldt astronomen Lilius til hjælp, at man skulle udelade disse 10 dage i oktober 1582 ved at lade 4. oktober efterfølges af 15. oktober, og at man i fremtiden skulle udelade 3 skuddage i 400 år på den måde, at kun de sekularår, som var delelige med 400, skulle regnes for skudår, de øvrige ikke. De nødvendige beregninger for denne reform blev udført af Clavius. Denne kalender, den gregorianske, der satte årets gennemsnitslængde til 365,2425 dage, hvorved afvigelsen mellem det sande solår og dette kalenderår først efter mere end 3.000 år ville løbe op til 1 dag (var det blevet bestemt, at der i 128 år kun skulle være 31 skudår, ville afvigelsen først efter cirka 100.000 år have hobet sig op til 1 dag), blev fulgt i reformåret af Spanien, Portugal og til dels Italien i oktober, i Frankrig i december, idet på 9. december fulgte 20. december. I Holland antog katolikkerne december 1582 (de udelod 15.-24. december) den »nye stil«, den øvrige befolkning først 1700, idet der da udelodes 11 dage i december (1.-11. december). I Schweiz indførtes den gregorianske kalender blandt katolikkerne 1583 og 1584, hvorimod protestanterne først antog den 1701, da der udelodes 11 dage af januar. (l.-ll. januar). I Skt. Gallen antoges den ny stil 1724. I Tyskland indførtes den ny stil blandt katolikkerne 1584, af protestanterne først 1700 samtidig som i Danmark og Norge, idet der udelodes 11 dage af februar, så at 18. februar efterfulgtes af 1. marts. Polen fik den ny stil 1586, Ungarn 1587. I England indførtes den ny stil 1752, idet der udelodes 11 dage af september (3.-13. september), samtidig med at det bestemtes, at fra dette år af skulle nytårsdagen være 1. januar, ikke som tidligere 25. marts. I Sverige besluttede man at lade overgangen fra den julianske til den gregorianske kalender finde sted på den måde, at skuddagene skulle udelades i 40 på hinanden følgende år. Begyndelsen skete med 1700, hvis februar kun fik 28 dage. Af en eller anden grund blev denne forordning ikke fulgt i de påfølgende skudår, og året kom derved til at være 1 dag foran gammelstil og 10 tilbage for nystil. Dette blev rettet 1712, hvor man indførte den i 1700 udskudte dag og satte den ind i februar, som derved fik 30 dage i året 1712. Først 1753 skete overgangen ved at udelade 11 dage af februar (18.-28. februar). I Tyrkiet regner man fra 1. januar 1914 efter den gregorianske kalender, men årene tælles efter Hidsjraæraen. I Rusland indførtes den gregorianske kalender 1918, idet man udelod dagene 1.-13. februar; kun i Grækenland, Rumænien, Serbien og overhovedet hos de folkeslag, som har den græske religion, benyttes fremdeles den julianske kalender. Forskellen mellem denne og den gregorianske er fra 1. marts 1800: 12 dage, fra 1. marts 1900: 13 dage, fra 1. marts 2100: 14 dage og så videre. Den julianske nytårsdag vil derfor komme til at gennemløbe alle de forskellige årstider og først i året 49000 falde sammen med den gregorianske nytårsdag, men året vil efter den julianske kalender være 48999.

Den franske republik
Den franske republiks kalender er opstillet af Romme og blev indført i Frankrig 5. oktober 1793 og afskaffet 1. januar 1806. Året er et fast solår; årene blev betegnede med romerske tal fra 22. september 1792, republikkens grundlæggelse, og havde 12 måneder, hver til 30 dage; hertil kom i sædvanlige år 5, i skudår 6 jours complémentaires eller épagomènes for at bringe det borgerlige år i overensstemmelse med solåret. Månedernes navne var følgende:

Vendémiaire Vinhøstens tid
Efterår Brumaire Tåge
Frimaire Rim
 
Nivôse Sne
Vinter Pluviôse Regn
Ventôse Vind
 
Germinal Frø
Forår Floréal Blomst
Prairial Høhøst
 
Messidor Høst
Sommer Thermidor Varme
Fructidor Frugtens modning

Disse 12 månedsnavne var lavede af Fabre d'Eglantine og havde hentydning til vejret og landbruget; de passer for Frankrig, men ikke for andre bredder. Hver måned var delt i 3 dekader, hvis dage var: primidi, duodi, tridi, quarlidi, quintidi, sextidi, septidi, octidi, nonidi, décadi; denne sidste var altid festdag. I kalenderne afløstes helgenernes navne af navne på jordens produkter, landbrugsredskaber ved hver décadi og husdyr. dagen begyndte ved midnat og havde 10 timer a 100 minutter a 100 sekunder, hvorved 1 decimalsekund blev 0,844 seksagesimalsekund. Denne kalender havde to hovedfejl. Den første og vigtigste er den regel, som var foreskrevet for skuddagene, som skulle afhænge af solens sande og ujævne bevægelse, i steden for at lade dem komme med bestemte fastsatte mellemrum. Følgen heraf blev den, at man ikke vidste, uden at være astronom, nøjagtig antallet af dage, som hvert år skulle have, og at man under visse forhold ville være i høj grad i uvished om, når året skulle begynde, hvis efterårsjævndøgn indtraf nær midnat. Dette ville afhænge af, hvilke astronomiske tabeller man ville benytte, og disse tabeller skifter stadig, efter som man lærer solens bevægelse bedre at kende. Den anden hovedfejl var at henlægge året til efterårsjævndøgn i steden for det gængse tidspunkt omkring årets korteste dag.

Øvrige
Hos de ikke allerede nævnte folk i Asien og Afrika finder man, at de enten regner efter måneår som siameserne - der bringer deres fri måneår i overensstemmelse med solen ved hvert 3. år at skyde ind en måned på 30 dage -, papuaerne på Nyguinea, Kimbundafolket i Sydafrika (Benguela), eller at året blev delt i 2 dele hver med sine underafdelinger som hos beboerne af Sandwichøerne. De gamle indbyggere på Java benyttede en kalender, der var baseret på den heliakiske op- og nedgang af Orion og på længden af skyggen ved middag. Året begyndte med juli og deltes fra juli til april i 10 dele. 1633 indførtes det fri arabiske måneår. Abessinierne følger solen og har en kalender i lighed med ægypterne. Året har 12 måneder a 30 dage med 5 skuddage i 3 år og 6 hvert 4. år. Disse 4 år har navne efter evangelisterne i orden Johannes, Matthæus, Marcus og Lucas. Eskimoerne ved Point Barrow deler året i 4 årstider med hver 3 måneder, der har navne efter deres beskæftigelse, dyr, planter og så videre. Måneden regnes efter nymåne, og den første har de ved første nymåne efter tilfrysningen af Elson Bay. Østkysteskimoerne på Grønland regner efter det tændte ny, og deres første måned var i tidligere dage regnet fra det ny, som kom nærmest efter den korteste dag, senere fra Altairs heliakiske opgang, hvilken finder sted i december.

Før kristendommens indførelse havde man Norden en særegen kalender, der mulig var den samme, som alle de germaniske folk benyttede, og som med enkelte forandringer endnu benyttes på Island. Året var delt i 2 halvår, der begyndte med vinterdag (14. oktober) og sommerdag (14. april), og hvert var delt i 6 måneder. Men om disse måneder hver var på 30 dage med 4 øgenætter som på Island, ved man ikke, heller ikke, hvorledes man bragte året til at følge solen. Uger finder man ikke spor af og heller ikke ugedagene før i den kristelige tid. Fimt, som nævnes i de gamle norske love som en kortere frist i processen, synes at stemme med måneder på 30 dage, men kan også være uafhængig. Af månedsnavnene er der i de gamle love kun bevaret tvimåned (5. sommermåned) og fra de nyere tider jolemåned, torre og gjø, (3., 4. og 5. vintermåned), disse findes også i Sverige, Danmark, Island og Færøerne.

I den islandske kalender har månedsnavnene været ændrede. Snorre Sturluson nævner dem i Edda således: 1) Gormánaðr, 2) Frermánaðr (nu Ylir), 3) Hrútmánaðr (nu Mörsugr), 4) Thorri, 5) Goi, 6) Einmánaðr, 7) Gaukmánaðr ok sáðtið, 8) Eggtið, ok stekktid (nu Skerpia), 9) Sólmánaðr ok Selmánaðr, 10) Heyannir, 11) Kornskurðarmánaðr (nu Tvímánaðr), 12) Haustmánaðr. Islændernes kalender var baseret på ugen, året indeholdt 364 dage fordelte på 12 måneder a 30 dage, og de tiloversblevne 4 dage tilføjedes efter den 12. måned under navn af Sumarauke (nu benævnt Aukanætr). Året deltes i 2 halvdele, Misseri, nemlig sommer og vinter, den første begyndte med sommerdag, som altid indtraf på en torsdag, en af dagene 9.-15. april, den anden med vinterdag, som altid var en lørdag i oktober. Hvert halvår deltes i 2 kvartaler, som kaldtes mål, anden halvdel af sommeren begyndte med midsommer, som var en søndag i juli, anden halvdel af vinteren med midvinter, som var en fredag i januar. Men da året kun indeholdt 364 dage og altså var for kort, blev det allerede i 10. århundrede af Thorstein Surtr bestemt, at man skulle hvert 7. år indskyde en uge, således, at Sumarauke i det år talte 11 dage. Da kristendommen blev officielt vedtagen på Altinget i år 1000, varede det ikke længe, inden den julianske kalender blev indført og benyttet af gejstligheden til beregningen af festdagene. I det daglige liv beholdtes den gamle kalender, men med den modifikation, at man tog hensyn til den julianske skuddag, ved at indskyde tillægsugen 5 gange i 28 år i steden for 4 gange. I en færøisk lovbog fra cirka 1320 er der bevaret et kalendarium for månederne maj til december, med tegninger for hver måned af en mand, som har i sin hånd et redskab svarende til månedens gøremål: som for juni en spade, juli en le, august et segl, eller udfører et for måneden bestemmende arbejde, september plukke nødder, oktober så korn, november slagte svin. For december er der aftegnet en festklædt mand med kande i den venstre og fad i den højre hånd. I maj har manden en gøg i sin hånd.

Den kristelige kalender indeholder fortegnelse over de kirkelige fester, der enten er faste eller bevægelige. De faste indtræffer altid på samme dag i året, de bevægelige derimod varierer fra det ene år til det andet, og deres plads afhænger af påsken, der skal fejres på første søndag efter den fuldmåne, som indtræffer på eller nærmest efter 21. marts. Er fuldmånedagen selv søndag, bliver påsken henlagt til den næste søndag. Denne således bestemte fuldmåne kaldes påskefuldmåne eller påskegrænsen. Tidligst kan den indtræffe 21. marts, og er denne dag lørdag, vil 22. marts være påskedag; senest kan påskefuldmånen indtræffe 18. april, og hvis denne er søndag, vil først 25. april være påskedag. 1. Påskedag vil således være en af dagene 22. marts - 25. april. Påskegrænsen bliver beregnet cyklisk og ikke astronomisk. Til grund er lagt Den Metonske Cyklus på 19 år, og årets nummer i denne benævnes gyldental. Da denne månecyklus begynder med året 1 e.Kr., vil man for år før Kristus finde årets gyldental ved at trække 2 fra årstallet og dividere med 19, hvorved resten er gyldentallet; for år efter Kristus har man at lægge 1 til årstallet og dividere med 19. Da nu 12 synodiske måneder er omtrent 11 dage kortere end solret, vil en bestemt månefase gennemsnitlig komme 11 dage tidligere det ene år end det nærmest foregående. Er det således nymåne 1. januar et bestemt år, vil man på næste år 1. januar allerede for 11 dage siden have haft nymåne (månen vil nytårsdagen være 11 dage gammel). Denne månens alder på nytårsdagen kaldes epakter, og de skrider frem med 11 for hvert år; bliver tallet større end 30, trækkes dette fra, og resten er epakter; dette vil i samme cyklus finde sted 6 gange; efter den 19. epakter trækker man 29 fra, hvorved man kommer på samme tal, som man gik ud fra. Er 1. januar nymånedagen, bliver årets epakter 30 eller med samme ret 0; almindeligvis betegnes dette med *. I den julianske kalender har man til gyldentallet 1 epakter 11; epakter svarende til et bestemt års gyldental bliver derved = resten af 11g/30, hvor g er årets gyldental. Disse epakter, benævnt de »julianske«, benyttedes i den danske almanak, men er ikke anvendt til datering. I middelalderen blev kun de Dionysiske eller bedanske epakter brugt, og de findes af Udtrykket: Resten af 11(g-1)/30, hvor g er årets gyldental. Da man 1582 sprang 10 dage over, blev efter den ny stil fra denne tid epakter 10 mindre end efter den julianske kalender. Men da 19 julianske år er henimod 1½ time længere end 235 år synodiske måneder, så vil efter 308,5 år denne forskel have summeret sig sammen til 1 dag, som således nymåne kommer tidligere end før. Epakterne må derved forøges med 1. Men da denne periode - månejævningen kaldet - ikke kan begynde at virke midt i et år, ligesom det ville være mindre heldigt, at denne begyndelse skulle falde midt i et sekulum, har Lilius, der efter mindre nøjagtige værdier bestemte den til 312½ år, forordnet, at man skal benytte en 8-årig periode, 8x312½ = 2.500 år, på den måde, at månejævningen regnes at indtræde 7 gange hver 300 år, den 8. gang efter 400 års forløb. 1800 indtraf dette for første gang. Efter 9.300 år eller efter 30 månejævninger vil epakter således have vandret rækken rundt og vende tilbage i samme orden. Dette ville være tilfældet, hvis der ikke optrådte en anden »perturbation«, som forrykker forholdet. Da nemlig det gregorianske år for hver udeladt sekularskuddag rykker 1 dag tilbage i det julianske - soljævning -, kommer nymåne på disse år 1 gregoriansk datum senere end før, årets epakter vil derved blive formindsket med 1. Indtræffer derfor måne- og soljævning samtidig, som i årene 1800 og 2100, eller ingen af disse gør sig gældende, som i årene 1600 og 2000, bliver epakterne uforandrede. Indtræffer månejævningen alene, bliver epakterne at forøge med 1 dag som i året 2400; gør soljævningen alene sig gældende, som i 1700 og 1900, bliver epakterne at formindske med 1. Efter dette vil man have følgende tabel:

De bedanske epakter
Gyldental    1  2  3  4  5  6  7  8  9 10
Epakter  * 11 22  3 14 25  6 17 28  9
Gyldental 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Epakter 20  1 12 23  4 15 26  7 18

De gregorianske Epakter 1900-2199
Gyldental    1  2  3  4  5  6  7  8  9 10
Epakter 29 10 21  2 13 24 5 16 27  8
Gyldental 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Epakter 19  * 11 22  3 14 25  6 17

For de øvrige år af den gregorianske kalender kan man benytte sidste tabel, når man på de deri forekommende epakter anvender følgende rettelse, som fremgår af det ovenfor opstillede: Fra 15. oktober 1582-1699: +2; 1700-1899: +1; 2200-2299: -1; 2300-2399: -2.


  Forside           Gregorianske kalender