LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Krige        


Kalmarkrigen
Kalmarkrigen kaldes den krig, som førtes mellem Danmark og Sverige 1611-13, på grund af at kampen længe drejede sig om Kalmar.

Årsagen til krigen var grænsestridigheder i det nordligste Norge og uenighed om handelsinteresser i Østersøen. Begge Nordens konger, Christian 4. og Karl 9., var indstillet på at afgøre uenigheden med våben, og det nyttede derfor kun lidt, at både det danske og det svenske rigsråd ønskede at bevare freden.

Efter at være stærkt udfordret af Karl 9. sendte Christian 4. 4. april 1611 sit fejdebrev over grænsen. Christian 4. havde tænkt at falde ind i Sverige med to hære. En under rigsmarsken, Sten Maltesen Schested, skulle fra Halland faldet ind i Vestergötland og navnlig ødelægge det nyanlagte Göteborg, og en under kongen selv skulle gå mod Kalmar. Da kongen havde uheld med sine hvervninger i Nordtyskland, kom kun den sidste plan til udførelse.

2. maj kom kongen for Kalmar, der blev kækt forsvaret af Pehr Mikkelsson Hammarsköld. Efter tre ugers belejring var volden skudt til storm, og natten mellem 26. og 27. maj gik stormen for sig. To gange slog svenskerne angriberne tilbage, tredje gang lykkedes det Palle Rosenkrans fra Glimminge at plante Livfanens mærke på volden, og byen var dermed taget. Slottet holdt sig dog endnu, og snart efter kom Karl 9. og den 16-årige kronprins Gustaf Adolf med en hær, der var den danske betydelig overlegen. Stillingen blev meget vanskelig, og Christian 4. forlod personlig Kalmar for at hente hjælp.

Imens lykkedes det Gustaf Adolf at overrumple besætningen i fæstningen Kristianopel i Blekinge og hugge den ned. I juli vendte kongen tilbage til Kalmar og medbragte nogen forstærkning under feltmarsken Gert Rantzau, men Karl 9. fik en endnu større hjælp af sin rigsmarsk, og den svenske flåde under Bjelkenstjerna jog en tid den danske blokadeeskadre væk.

Under disse forhold søgte Karl 9. en afgørelse og angreb 17. juli den danske lejr både forfra og i ryggen ved udfald fra slottet. Efter en blodig og hårdnakket kamp, hvor lykken flere gange skiftede, vandt danskerne, takket være deres konges mod og feltherredygtighed. Karl 9. trak sig længere tilbage, og slotsherren på Kalmar Slot, Krister Some, overgav snart efter slottet.

Hen på efteråret kom det endnu til nogle uafgørende kampe nord for Kalmar. Så lagde Christian 4. stærk befæstning i Kalmar og drog hjem med den øvrige hær. 30. oktober døde Karl 9. og 26. december blev Gustaf Adolf Sveriges konge. Krigen blev fortsat.

Christian 4. faldt i januar 1612 ind i Vestergötland og trængte frem til Skara, der blev brændt. Gert Rantzau hærgede i Småland. For at hævne dette faldt Gustaf Adolf ind i Skåne og hærgede og brændte der. Da han trak sig tilbage 11. februar blev han uventet angrebet af en langt ringere dansk styrke ved Vidsö i Gjönge Herred. Hans tropper blev splittet, og selv kom han i livsfare, da isen brast under ham på flugten. Danskerne var meget stolte over denne sejr, og den fremstilledes senere af Karl van Mandern på tapeter i Riddersalen på Frederiksborg.

Senere faldt svenskerne ind i Halland og brændte Varberg by. Christian 4. ilede byen til hjælp med en lille rytterstyrke og angreb dumdristig den langt overlegne svenske hær på Skællinge Hede. Angrebet blev afvist, og danskerne måtte flygte. Til kampen på Skællinge Hede har sagnet knyttet beretningen om, at Christian Barnekow frelste sin konge ved at ofre sit eget liv.

Hen på sommeren ville Christian 4. rykke dybere ind i Sverige mod Jönköbing med to hære, en under Gert Rantzau fra Kalmar og en under kongen selv fra Halland. Kongen erobrede Elfsborg, men da han senere nærmede sig Jönköbing, fik han at vide, at Gert Rantzau var vendt tilbage til Kalmar på grund af mytteri mellem tropperne. Christian 4. måtte da også vende om. Han opgav angrebet til lands, gik om bord på flåden, søgte forgæves kamp med den svenske flåde i Østersøen og forfulgte den helt ind i Stockholms skærene til Vaxholm. Da al adgang til Vesterhavet var spærret, efter at Elfsborg var taget, forsøgte nogle skotske lejetropper at bane sig vej gennem Norge, en af deling af dem blev hugget ned af norske bønder, og en af skotternes førere, kaptajn George Sinclair, blev dræbt, en i militær henseende temmelig betydningsløs begivenhed, som dog Edvard Storms digt Hr. Sinclair drog over salten hav senere gjorde navnkundig.

Da Christian 4. havde opgivet håbet om at vinde mere ved krigen, begyndte forhandlingerne, der endte med Knærødfreden 20. januar 1613. Sverige måtte opgive sine uretmæssige fordringer på land i det nordlige Norge, tillade Danmark at føre de tre kroner i våbenet, anerkende den gensidige toldfrihed og betale 1 million rigsdaler i krigsomkostninger.