LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Katapult
Katapult, en art kastemaskine, der anvendtes allerede i oldtiden til at udslynge projektiler.

De udkastede deres projektiler i krumme baner og bestod af en arm, hvis nederste ende var anbragt mellem to stærkt snoede reb. I hvilestillingen stod armen skråt opad og holdtes i denne stilling, ved at den støttede mod et tværtræ. Skulle katapulten benyttes, drejedes armen ved hjælp af et spil tilbage i vandret stilling, og projektilet anbragtes i et leje i armens øverste ende. Slap man nu armen fri fra den vandrette stilling, drejedes den af de stærkt snoede reb fremefter, indtil den stoppedes af tværtræet, mens projektilet på grund af den opnåede hastighed fortsatte sin bevægelse.

Som projektiler benyttedes store sten eller metalstykker, brandpile eller beholdere, fyldte med brændbare satser. De kunne kaste stene af 130 kilogram vægt og derover med en kastevidde af omkring 550 meter; ja der berettes endog om enkelte, der kunne udkaste vægte af 5-600 kilogram på afstande indtil 1.000 meter.