LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Krige        


Koreakrigen
Koreakrigen foregik i perioden fra den 25. juni 1950 til den 27. juli 1953. Det var en væbnet konflikt imellem Nordkorea – støttet at Kina og Sovjetunionen – på den ene side, og Sydkorea – støttet af USA, Storbritannien og andre FN-lande – på den anden side. Krigen var den første store konflikt i den kolde krig og er af mange set som en stedfortræderkrig mellem USA og Sovjetunionen. Det var også første gang at den kolde krig bevægede sig uden for Europa. I alt døde omkring 2,5 millioner mennesker i den tre år lange krig, heraf 1,5 millioner civile.

Baggrund og årsag
Korea blev invaderet og indlemmet i det japanske imperium i 1910, og var en del af imperiet frem til afslutningen af 2. verdenskrig. De allierede havde aftalt at Sovjetunionen skulle invadere det japanske imperium tre måneder efter krigens afslutning i Europa, og den 8. august erklærede Sovjetunionen krig imod Japan og gik fra nord ind i Korea. Japan overgav sig den 15. august, på det tidspunkt besatte de sovjetiske tropper en stor del af det nordlige Korea. Efter Japans overgivelse begyndte USA en besættelse af landet sydfra, og foreslog samtidig Sovjetunionen en midlertidig deling af land ved den 38. breddegrad. Japanske styrker placeret i Korea skulle efter denne aftale overgive sig til Sovjetunionen hvis de befandt sig nord for den 38. breddegrad og til USA hvis de var placeret syd for. På denne måde blev landet hurtigt inddelt i to store zoner, hver især under kontrol af de to allierede.

I december 1945 blev USA og Sovjetunionen enige om at foretage en administrativ opdeling af Korea. Dette blev gjort uden at spørge den koreanske befolkning. Hver især satte i samme instans lydregeringer ind i hvert af de to områder, USA erstattede den daværende venstreorienterede regering, der var oprettet i juni 1945, og Sovjetunionen indsatte den kommunistiske oprørsleder Kim Il-Sung. Begge lande lovede ved samme lejlighed at Korea nok skulle blive genforenet, men forsømte at komme med konkrete planer.

Krigen begynder
I de tidlige timer af dagen den 25. juni 1950 gik nordkoreanske styrker over den 38. breddegrad støttet af artilleri og med 135.000 mand. Nordkoreas regering hævdede at sydkoreanske tropper under »bandit forræderen« Syngman Rhee var gået over den 38. breddegrad, og at det derfor var Sydkorea der havde startet krigen. Støttet og udstyret af Sovjetunionen, med 150 T-34 kampvogne, og store reserver af infanteri, var Nordkoreas overraskelsesangreb en kæmpe succes. Mindst 2/3 af den koreanske hær, der ikke udgjorde mere end 38.000 mand, havde fri under angrebet og Sydkorea var derfor helt åben for angreb. Nordkorea angreb en lang række vigtige områder: Kaesong, Chuncho, Uijongbu, og Ongjin. På få dage var de sydkoreanske styrker, klart i mindretal og med mindre kampstyrke, i fuld tilbagetog. Mens landangrebet fortsatte, bombede det nordkoreanske luftvåben Kimpo lufthavn i Seoul. Seoul blev indtaget om eftermiddagen den 28. juni, men Nordkorea havde ikke opnået deres mål om en hurtig overgivelse fra Rhee regeringen og en opløsning af den sydkoreanske hær.

Invasionen af Sydkorea kom som en overraskelse for USA og de andre vestlige magter; i den foregående uge havde Dean Acheson fra det amerikanske State Department fortalt Kongressen den 20. juni, at en krig ikke var sandsynlig. Truman blev kontaktet få timer efter invasionen var begyndt; han var overbevist om at det var begyndelsen til 3. verdenskrig.

På trods af afrustningen af amerikanske og allierede styrker efter 2. verdenskrig, som gav alvorlige forsyningsproblemer for de amerikanske tropper i regionen (med undtagelse af marinesoldaterne, infanteridivisionerne som blev sendt til Korea var på 40 % af deres officielle styrke, og hovedparten af udstyret viste sig at være ubrugeligt), havde USA stadig væsentlige styrker i Japan, under kommando af general Douglas MacArthur. Bortset fra Britisk Commonwealth enheder, kunne ingen andre nationer indsætte væsentlige styrker. Præsident Harry S. Truman beordrede, da han hørte om invasionen, MacArthur til at overføre krigsmateriel til den sydkoreanske hær og at anvende luftstyrker til beskyttelse af evakueringen af amerikanske borgere. Truman gik ikke ind på forslaget fra sine rådgivere om at igangsætte amerikanske luftangreb mod den nordkoreanske hær, men gav ordre til den 7. flåde om at beskytte Taiwan, og dermed sluttede den amerikanske politik om tilbageholdenhed i forhold til nederlaget af Chiang Kai-Sheks styrker. Den kinesiske nationalist regering nu afskåret til Taiwan, ønskede at deltage i krigen, men ønsket blev nægtet af USA, der mente, at det ville føre til kinesisk intervention.

De andre vestlige magter bakkede hurtigt op om de amerikanske tiltag og tilbød deres støtte, men i august havde de nordkoreanske styrker drevet de sydkoreanske styrker samt USA's 8. hær, som var ankommet for at støttet Sydkorea mod den kommunistiske invasion, ud på et lille sydøstlig område af den koreanske halvø omkring byen Pusan. Med støtte fra amerikanske forsyninger, luftdækning og yderligere forstærkninger af mandskab, lykkedes det de sydkoreanske og amerikanske styrker at stabilisere krigszonen omkring en linje ved Nakdong floden. Dette blev en desperat forsvarsaktion under navnet Pusan-perimeteren. Selvom yderligere FN-styrker ankom, var situationen meget kritisk, og det så ud til, at Nordkorea ville opnå fuld kontrol med hele halvøen.

Incheon landgangen (15. september - 28. september 1950)
For at lette trykket på Pusan-perimeteren beordrede MacArthur (som FN øverstbefalende i Korea) en amfibisk landgang ved Incheon langt bag de nordkoreanske tropper. Det var en særdeles risikabel landgang, men da først de amerikanske og de øvrige FN-styrker havde etableret et brohoved på stranden blev det en stor succes. FN-styrkerne gik i land ved Incheon, hvor de kun mødte svag modstand og de kunne derfor hurtigt generobre Seoul. Nordkoreanerne, som nu havde fået afbrudt deres forsyningslinjer, begyndte en hurtig tilbagetrækning mod nord. De tidligere indespærrede styrker ved Pusan-perimeteren rykkede mod nord og blev forenet med styrkerne landsat ved Incheon.

FN-styrkerne trængte de nordkoreanske styrker tilbage bag den 38. breddegrad. Målet om undsætning af Sydkorea var opnået, men med baggrund i succesen og udsigten til at forene hele Korea under Syngman Rhees regering, fortsatte USA - med FN godkendelse - ind i Nordkorea. Udsigten til at kunne fjerne et kommunistisk regime og befrielsen af krigsfanger var også mindre grunde til at fortsætte ind i Nordkorea. Den fortsatte krig ind i Nordkorea bekymrede i høj grad kineserne, der frygtede at FN-styrkerne ikke ville stoppe ved Yalu floden, grænsen mellem Nordkorea og Kina, men fortsætte ind i Kina. Ledere i vesten, herunder general MacArthur, var af den opfattelse at en udvidelse af krigen til Kina ville blive nødvendig. Truman og andre ledere var uenige med denne holdning og MacArthur blev beordret til at være meget forsigtig når han nærmede sig den kinesiske grænse. MacArthur forstod ikke disse bekymringer og argumenterede med at nordkoreanske styrker blev forsynet via baser i Kina og at disse forsyningsdepoter måtte bombes. Bombefly fra FN undlod dog at bombe i Manchuriet under krigen (med undtagelse af nogle få episoder).