Kvantitet
Kvantitet er lydlængde. Sproglyds varighed i tid. En stavelses længde er lig summen af alle dens enkelte lyds varighed; derved spiller dog i reglen de forud for vokalen (selvlyden) gående konsonanter ingen rolle, så at en stavelse bliver lang, hvis den enten indeholder en lang vokal eller en efter kort vokal følgende lang medlyd eller medlydsgruppe. Hvad den enkelte lyds kvantitet angår, kan man i de fleste sprog nøjes med at skelne mellem to grader, lang og kort; i enkelte sprog spiller dog også mellemlængde en rolle. Den overleverede betegnelse for kvantitet er en streg over en lang Lyd (ā). en bue over en kort (ă); i nyere fonetiske værker foretrækkes dog ofte at betegne længde ved et tegn efter bogstavet (a ̇) eller (a:), så at korthed lades ubetegnet. Hvad den sproglige anvendelse af kvantitet angår, er der store forskelligheder mellem de enkelte sprog, ja endog mellem dialekter af samme sprog; undertiden benyttes kvalitetsforskellen slet ikke til at adskille ellers enslydende ord (således i russisk); i dansk derimod som i mange andre sprog skelnes ofte ord i udtalen kun ved hjælp af kvantitet, for eksempel at faste med langt a, faste (adjektiv) med kort, kule - kulde og så videre. I de fleste sprog er der tilbøjelighed til at udtale trykløse (uaccentuerede) stavelser korte, også til at forkorte vokal foran konsonantsammenstød og så videre. Dansk udmærker sig ved en stærk forkærlighed for korte konsonanter, således l i vil, ville, hvor nordmændene har langt l; lang stemt konsonant findes dog foran anden stemt konsonant, for eksempel l i myldre, m i samle og så videre.