Kvarterstriden
Kvarterstriden kaldes den uenighed, som opstod mellem Ludvig 14. og pave Innocens 11. på grund af dennes forsøg på at ophæve den asylret, som fra gammel tid af havde været tilstået de katolske magters gesandter i Rom, men som gav anledning til store misbrug, idet gesandternes kvarterer blev tilflugtssteder for forbrydere, da det romerske politi ikke havde ret til at forfølge dem derind.

Flere paver havde allerede forgæves søgt at råde bod på dette, og en af Innocens 11.s første reformer var at befale politiet at optræde overalt, hvor det gjordes nødvendigt. Mens de fleste regeringer villig gik ind på denne foranstaltning, gav Ludvig 14. et overmodigt svar på pavens forestillinger, og der opstod et spændt forhold mellem dem, som tilspidsedes gennem striden om den gallikanske kirkes friheder.

Da Innocens 1687 gentog ophævelsen af asylretten og erklærede dem for bandlyste, som fordrede at bevare den, greb Ludvig til åben vold. Han sendte Markis Lavardin til Rom, ledsaget af et bevæbnet følge på cirka 1.000 mand, hvormed denne besatte det franske gesandtskabs palads og omliggende kvarter. Paven svarede på denne krænkelse af hans suverænitet med at bandlyse gesandten og belægge kvarteret med interdikt, men Ludvig hævnede sig ved at lade den pavelige Nuntius i Frankrig bevogte som fange i hans egen bolig; og da paven krydsede hans interesser ved at modsætte sig kardinal Fürstenbergs valg til ærkebiskop af Køln, lod Ludvig Venaissin besætte af franske tropper. Striden endte først under Innocens' efterfølger, Alexander 8. (1689-91), der både fik Ludvig til at gå ind på asylrettens ophævelse og til at tilbagegive Venaissin.