Lanse

Forskellige typer af lanser
Lanse (latin lancea), i almindelighed et langt stødvåben bestående af en spids og skarp od, lansespidsen eller -bladet, på et langt og slankt træskaft eller stage. Hos stenalderens folk har spidsen været af sten eller ben, undertiden af en hård, i ilden hærdet træsort. Senere, da bronzealderne indtrådte, anvendtes selvfølgelig dette metal til spidsen eller odden, ofte så fortrinlig hærdet, at det er lidt af en gåde, hvorledes et sådant resultat kunne opnås. Senere anvendes jern og stål.

Lansen har i oldtiden, middelalderen og en del af renæssancen sammen med sværdet været krigerens hovedvåben, hvad enten han kæmpede til hest eller til fods. Hos nogle af oldtidens største og betydeligste kulturfolk, som ægypterne, assyrerne, perserne til dels grækerne og romerne, har det endda været hovedvåbenet, idet sværdene - når de ikke helt manglede - var korte og kun beregnede til at benyttes, når lansen ved det første angreb var knækket eller på anden måde gjort ubrugelig.

I snævere forstand kan man ikke uden videre betegne lansen som et stødvåben, idet den hos de fleste folk - i hvert fald i de ældste tider - også har været beregnet til at bruges som en art svært kastespyd.

Af oldtidens lanser er der særlig to typer der fortjener opmærksomhed, nemlig det græske fodfolks lanse sarissen og det romerske fodfolks pilum. Den førstnævnte lanse er udelukkende et stødvåben med en svær od og en 5-8 meter lang og svær stage. Når denne lanse fældedes under falanksens angreb på modstanderens skarer, nåede sarisserne fra 6. geled endnu ud over fronten. I øvrigt var dens form ganske almindelig. Den romerske så berømte pilum var derimod både et kaste- og stødvåben (se figur a). Længden var cirka 3 meter; deraf bestod de øverste 1½ meter af jern med hærdet spids, den nederste del, 1½ meter, var et træskaft. Under angrebet slyngedes pilum i modstanderens skjold, således at dette enten splintredes eller på grund af pilums vægt blev revet til jorden, hvorefter sværdet blev anvendt til at slå modstanderen til jorden. Romernes sværest bevæbnede fodfolk førte dog 2 pila, en lettere til kastebrug og en sværere pilum udelukkende bestemt til brug som stødvåben.

I hovedsagen må lansen dog betegnes som et ryttervåben, men spillede som sådant kun en ringe rolle i oldtiden. Den tidligste middelalder viser os lansen brugt både som kaste- og stødvåben. De ældste ridderlanser var ligeledes anvendelige på begge disse måder. Først i 11. og 12. århundrede er ridderlansen udelukkende et stødvåben. Tæt under spyddet findes ofte et lille lanseflag, mens skaftet eller stagen hyppig har et leje for hånden (figur b). Lansen er dog endnu hverken særlig lang eller svær, oftest kun 3 meter lang. Den kaldes ofte spæret. I 13. århundrede får lansen gennem turneringerne en særlig form, som den også til krigsbrug beholder, lige til den omkring 1600 så godt som helt lægges bort (figur c). Længden er samtidig vokset til 3½ meter, og lansen er meget svær. Til turneringsbrug er lansen i 15. og 16. århundrede forsynet med et lanseskjold til dækning for højre hånd, ligesom odden har form af en lille krone med 3 takker (figur d). Fra begyndelsen af 16. århundrede er den ovennævnte type til dels blevet afløst af den halve lanse (demi-launce) til krigsbrug. Denne er betydelig længere end sin forgængere, cirka 4 meter, og til at fatte på midten af stagen. Heraf navnet »halve lanse« (figur e). Det er denne form for lanse, der har afgivet model til kavaleriets senere lanse.

Med hensyn til fodfolkslanser i middelalder og renæssance kunne de sammenfattes under 3, kun lidt forskellige typer, der kun afviger på grund af længde og sværhed. Disse 3 typer er landsknægtslansen, schweizerspæret og piken eller spedtsen. Den første, der når sin største fuldkommenhed omkring 1500, særlig gennem den interesse, hvormed Maximilian 1. af Østrig havde for den, er en meget svær, 7-8 meter lang stødlanse, med en meget lille od, fastgjort til stagen ved 2 lange skinner, der beskyttede denne mod hug (figur f). Schweizerspæret er samtidig med forannævnte våben, har i reglen en spidsere, mere pikelignende od og er kun cirka 5 meter langt samt spinklere (figur g). Piken eller spedtsen endelig er bevæbningen for fodfolket efter de to ovennævnte våben og indtil slutningen af 17. århundrede. Endnu Karl 12. (1718) havde pikenerer i sin hær. Det er et 6 meter langt våben med en lille od med skinner langs skaftet eller stagen (figur h). Hermed ophører lansen som bevæbning for fodfolket.

Fra første halvdel af 18. århundrede begyndte lansen atter at spille en rolle i rytteriet, har derefter sanrt været aflagt, snart atter indført i de forskellige landes rytteri. Siden 1880'erne tog dens brug atter fart i en kort periode, men den anvendes ikke længere.

I Danmark aflagdes lansen 1842 og er ikke senere blevet indført. Den type, som dengang brugtes, var 3½ meter lang, af aske- eller fyrretræ, temmelig slank, forsynet med et fladt 16 centimeter langt lansespyd med rund skive eller skål med lange skinner til beskyttelse for skaftet mod hug. I nederste ende var den forsynet med en temmelig spids dupsko med skinner, som ligeleddes kunne anvendes til stød, når lansen pludselig skulle bruges bagud. Under spyddet var anbragt et lille flag (figur i). Denne model har været ens for alle samtidige lanser i andre hære, når undtages kosakkernes, der har været af en meget tarvelig beskaffenhed - til tider endda kun en lang pigkæp. Det blev forsøgt at lette lansens vægt ved at anvende bambusskafter eller hule stålbliksrør, der undertiden er til at skyde sammen.