Læsø
Læsø, den nordligste og største af de danske øer i Kattegat, cirka 19 km fra det nærmeste punkt på den jyske kyst, cirka 22 km østsydøst for Sæby, 28 km sydøst for Frederikshavn og 63 km nord for Anholt.
Øen har en meget uregelmæssig form og løber smalt til mod nordøst i Syrodde; den største udstrækning fra vestsydvest til østnordøst er 21 km, mens bredden varierer mellem 10 og 2 km.
Arealet er 116,4 km², og 14.04.2009 var der 1.980 indbyggere (1901: 2.828, 1850: 2.396, 1801: 1.563 1921: 3.052, 728 gårde og huse).
Øen, der i det hele har den nørrejyske naturs præg, har en lavtliggende og jævn overflade, når undtages klitstrækningerne mod nord, hvor øens højeste punkt, Høj sande (24 meter) ligger.
Mod nord falder øen stejlt af, mod sydvest og syd skråner den jævnt ned til den lave kyst.
Ved sydkysten ligger lave, ubeboede holme, »Rønnerne«, hvoraf dog kun et par endnu kan betragtes som øer, da de andre kun skilles fra øen ved lavpandede, næsten helt tilsandede render, der blot ved højvande står under vand. I øvrigt er øen omgivet af langt udskydende rev og flak, der hindrer sejladsen i Kattegat. Således går fra den østlige del af nordkysten Læsøs nordøstflak cirka 8 km mod nordøst, og 13 km nord til øst for Syrodde ligger Læsø Trindel; fra øens nordvesthjørne skyder cirka 8 km mod nord sandrevet Rønnerev, på hvis yderende de små holme »Nordre Rønner« (med Fyr) ligger; fra vestkysten udgår Læsø Nordvestrev, og syd for øen og de ovenomtalte små holme ligger et meget lavvandet flak (med ikke over 2 meter vand); endelig ligger sydøst for øen den farlige Kobbergrund. Som helhed er øen meget ufrugtbar. Nordlandet er næsten helt udyrket hede, flyvesand og kær, og det samme gælder et bredt bælte langs sydøstkysten. På den øvrige del af øen er jorderne vel bedre, overvejende sandmuldede, enkelte steder med ler til underlag; men de har uheldige afløbsforhold, som man dog har forbedret ved at regulere de små vandløb.
Historie
Læsø, der i et islandsk håndskrift fra 13. århundrede kaldes Hlersey, har efter fund af oldsager allerede været beboet i stenalderen. Den omtales allerede 1051, da Harald Haarderaade kastede fangerne over bord for at undslippe fra Svend Estridsen, der forfulgte ham. Allerede i den tidligere middelalder blev den gods under gejstligheden, idet den ved år 1200 hørte ind under Viborg Domkapitel, som havde afstået en fjerdedel af øen til Vitskøl Kloster; i de følgende år var der grænsestridigheder mellem de to gejstlige stiftelser, indtil Vitskøl solgte sin del 1320 til Domkapitlet; desuden lå dette sidste i strid med øens højeste gejstlige myndighed, Børglum Bispestol, en strid, der varede hele middelalderen igennem; efter reformationen kom den ind under Viborg Bispedømme indtil 1844, da den lagdes under Ålborg Stift. I verdslig henseende hørte den i middelalderen til Vendsyssel, senere til Ålborghus Len og fra 1660 til Ålborghus Amt, senere til Hald Amt, indtil den 1794 blev lagt ind under Hjørring Amt.
Øens udseende har i ældre tid været en del forskellig fra nu. Navnlig har den været dækket af store fyrreskove og har været meget frugtbarere end nu, idet den øde, nordlige del også har været kultiveret. Men skovene er ødelagte ved den skånselsløse hugst til brug ved saltsydningen, der har været en vigtig indtægtskilde for indbyggerne og Domkapitlet og fremkaldt et livligt handelssamkvem både med Jyllands og Hallands byer. Da skovene i 17. århundrede var borte, hørte salttilvirkningen op, og samtidig begyndte sandflugten, der lagde Nordlandet øde. Senere begyndte man på plantning. Også strandingerne, der var en ret vigtig indtægtskilde, aftog på grund af de mange foranstaltninger med fyr og fyrskibe.
Samkvemmet med omverdenen blev lettere da der 1872 på vestkysten blev anlagt en havn med indtil 2,5 meter dybde, hvorfra der daglig var dampskibsforbindelse med Frederikshavn.
Øens hovederhverv var tidligere søfart; dens indbyggere var kendte som udmærkede sømænd. Fiskeriet var ikke betydeligt og er aftagen i den senere tid; der blev tidligere især fisket torsk, rødspætter, skrubber, hornfisk og hummer. Jordbruget var heller ikke stort og blev til dels bedrevet på en noget gammeldags måde; det besørgedes tidligere udelukkende af kvinderne og tyendet, mens mændene var til søs. I det hele har Læsø, som det ofte er tilfældet på små, afsides liggende øer, langt op i tiden bevaret særegenheder i skikke, levemåde og dragt. En ejendommelighed var den ældre byggemåde: lange lave bindingsværksbygninger med mægtige, metertykke, til udkig benyttede tage af bændeltang, der når omtrent ned til jorden og har udskæringer til døre og vinduer; nu findes der dog ikke mange tilbage.
Af øens areal var 1919 2.976 ha dyrket, 100 ha skov og 8.293 ha hede, lyng og klitbakker. Kreaturholdet var 1920: 500 heste, 1.926 hornkvæg, 2.668 får og 757 svin.