LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Leding
Leding. Den det danske folk i middelalderen påhvilende værnepligt kaldtes leding og landeværn, således at der oprindelig skelnedes skarpt mellem disse to former af værnepligt.

Landeværn var pligten til at forsvare landet mod fjendtlige indfald, og denne pligt hvilede på alle våbenføre mænd, fri og trælle, uden nogen undtagelse, der skulle møde »mand af huse«, og den, der ikke mødte, skulle hænges ved sin egen hanebjælke; men pligten var, i alt fald oprindelig, indskrænket til at værge det »land« (provins), hvori man boede.

Leding var derimod deltagelse i angrebskrige uden for riget; dog ved vi kun besked med skibsleding, da lovene aldrig omtaler leding til lands. Pligtige til at deltage i leding, var ingenlunde alle beboerne i riget, men kun de, der boede på rebdragen jord, altså på sådan jord, som hørte ind under de i jordfællesskab liggende landsbyer. Oprindelig påhvilede leding alle frie beboere her, men efterhånden som der opstod en stand af privilegerede krigere, kongens mænd, kom det til, at deres gods, selv om det bestod af rebdragen jord, blev fritaget for deltagelse i leding. Den rebdragne jord var i det øvrigt over hele riget inddelt i skipæn, så store distrikter, at de kunne bygge og udruste et krigsskib efter datidens brug, fartøjer, bestemte til at drives frem ved sejl eller årer (efter størrelsen omtrent 20-40 årer). I spidsen for hvert skipæn stod en styrismand, hvem det påhvilede at bygge skibet for de af bønderne ydede tilskud, at kommandere skibet under leding og at møde med hest og fuldt udrustet, hvorfor han lønnedes i et antal »havne« (det normale antal synes oprindelig at have været 40, men senere var det ofte mindre) og fra hver havn skulle, hvert år leding udgik, sendes en mand med behørige våben og proviant om bord på ledingsskibet. Forpligtelsen til personlig at »fare i leding« gik på omgang mellem bønder og landboer i havnen, hvorimod trælle var helt udelukkede. Udeblev nogen fra leding, indtrådte, hvad man kaldte »ledingsfald«, hvilket medførte, en bøde af 3 Mk. penge; den pekuniære byrde, pligten til at »rede leding«, fordeltes mellem beboerne i havnen efter deres ejendommes størrelse, på Jydske Lovs område efter et indviklet system, hvis enkeltheder kunne ses af Jydske Lov III, 1-20.

Ledingssystemet har Danmark haft fra umindelige tider, og det vedblev at være i fuld kraft indtil omtrent midten af 12. århundrede. På denne tid begyndte den forandrede taktik, der krævede hære af fuldrustede ryttere, som kæmpede fra hesteryggen, at indvirke på forholdene i Danmark. Det blev nødvendigt at tage bønder ud af skipæn for at forvandle dem til ryttere, og fra nu af, især fra Valdemar 2.s tid, går det bestandig tilbage med ledingshærne og fremad med rytterhæren. Det blev nu også skik at forvandle ledingsbyrden til en pengeydelse, man gav kongerne valg kongerne valg imellem at forlange udredelse af leding efter gammel skik (udgerdsleding) eller erlæggelse af en vis sum (i reglen lig det gamle ledingsfald) af hver havn (rethærleding, udbudsløsen, ledingspenge).

Leding bestod nu i længere tid lige så fuldt af en pengeydelse som af værnepligt, men til sidst gik leding over til en ren pengeydelse. Udgerdsleding er måske endnu en enkelt gang benyttet i begyndelsen af 14. århundrede, men snart efter blev leding udelukkende en skat, som hvilede på bondebefolkningen, mens hær og flåde nu tilvejebragtes på helt andre måder.

Uagtet det også i middelalderens norske love foreskrives, at i tilfælde af fjendtligt angreb enhver våbenfør mand (»Thegn og træl«) skal møde frem til krigstjeneste, skelnes der dog ikke skarpt mellem landeværn og leding, idet den sidste er den regelmæssige form også for forsvaret. Ligesom den danske var leding i Norge udelukkende skibstjeneste (oldnordisk leiðangr hvad der skal ud i »leden«, kystfarvandet). Den bragtes i ordnet skik i 10. århundrede af kong Haakon ADelstensfostre, som inddelte landets kystdistrikter i »skibreder«, hvoraf hvert havde at udrede et fuldt bemandet og provianteret ledingsskib. Skibredernes og dermed skibenes antal opgives noget forskelligt, men synes at have været noget over eller under 300, efter som et par skibreder undertiden sloges sammen om bestridelsen af et større fartøj end sædvanligt. Skibredet var igen delt i »lieder«, også kaldet »manngerder«, hvilke stillede hver sin mand. Skibenes størrelse angives efter antallet af rorbænke (sess), i reglen 20 fra 40 op til 60. Besætningen på en »tyvesesse« siges at have været omtrent 100 mand, hvilket således svarer til et gennemsnit af 5 (vel hellere 4 eller 6) på hver sess (i hvert »rum«) og 2 eller 3 om hver åre (i hvert »halvrum«) efter dens længde og tyngde. Ifølge dette skulle den norske ledingsflåde under fuld leding eller, som det hed, »almenning« (almindeligt udbud af det ledingspligtige mandskab), have udgjort mellem 30 og 40 tusinde mand. Fuld almenning kunne kongen imidlertid kun opbyde til landets eget forsvar, og den var ikke forpligtet til at følge ham længere end til rigsgrænsen.

Det endnu meget videre gående opbud af enhver våbenfør person forbeholdtes derimod øjensynlig de rene nødstilfælde. Ville omvendt kongen selv gå til angreb, havde han alene ret til at forlange sig ledsaget af halv almenning og dette kun i 2, fra sidste halvdel af 13. århundrede i 3 måneder. Helt uafhængig af sådanne indskrænkende bestemmelser var han kun for sine egne hirdskibes og de af lendemænd og sysselmænd stillede fartøjers vedkommende. Men antallet og størrelsen af disse vekslede stærkt efter tid og omstændigheder, og de tilhørte ikke leding i egentlig forstand.

Foruden at bygge og vedligholde ledingsksibet med alt tilbehør og levere den tilstrækkelige proviant (2 eller 3 »måneders mad« af mel og smør) pålå det skibredet at betale hver mand om bord et vist mindre pengebeløb. Alt til leding medgående skulle i ældre tid udredes in natura af skibredes bønder efter mandtal; fra Magnus Lagaböter af udlignedes omkostningerne derimod efter formuen til erlæggelse enten i kurante varer eller penge. I øvrigt oppebares den del af ledingsudredslerne, der tjente til at bestride den årlige 2 (3) måneders »udfærd«, når ingen udfærd blev af, umiddelbart af kongedømmet. Med andre ord, leding gik for så vidt over til en skat på befolkningen i kystdistrikterne, der i tilfælde af virkeligt krigsudbud fik en speciel anvendelse. Den blev pålagt fra Magnus Lagaböter af bønderne i forhold til gårdenes landskyld og blev herved i tidens løb til en fast grundbyrde på disse. I byerne bortfaldt den efterhånden. Ifølge Leding 17. december 1836 kan den i lighed med visse andre grundbyrder afløses ved indbetaling af et større beløb en gang for alle. I egenskab af krigsudrustning forfaldt leding derimod allerede i 14. århundrede; navnlig synes afbefolkningen ved den sorte død at have virket opløsende på dens organisation. Fra 1370 søgtes den, i det mindste søndenfjelds, erstattet ved tvungen krigstjeneste til hest.