LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Legion
Legion (latin Legio), hovedafdeling af den romerske borgerhær. Hvorledes den oprindelig har været organiseret, vides ikke; ej heller vides det, hvilken plads legionen har indtaget i den hærordning, som tillægges Servius Tullius og synes at have holdt sig et par århundreder.

Først fra midten af 4. århundrede f.Kr. bliver ordningen os mere klar. Det regelmæssige årlige opbud bestod da af 4 legioner, men ofte holdtes et større antal samtidig under våben. Legionens ordinære styrke angives til 4.200 mand fodfolk og 300 ryttere, men undertiden gjordes tallet større, især i senere tid. Af de 4.200 mand indtog de 1.200 en særstilling som letbevæbnede (velites), mens de øvrige efter deres alder deltes i tre indbyrdes forskellig udrustede grupper, hastati (de yngste), principes og triarii, således at den sidstnævnte gruppe kun var halvt så stor som hver af de andre. Hver af de tre grupper var delt i 10 manipler (manipuli) à 2 centurier (centuriae), så at triariernes manipler og centurier altså blev halvt så stærke som de øvriges; men af velites tildeltes der hver centurie et lige stort antal. Fastholder vi tallet 4.200 som den samlede fodfolksstyrke i legionen, kommer altså hver centurie af <>hastati og principes (iberegnet velites) til at omfatte 80 mand (60+20). I slagordenen optrådte ikke centurien, men maniplen som taktisk enhed, og opstillingen var den, at hastati stod forrest med mellemrum mellem maniplerne, dernæst principes, hvis manipler stod ud for mellemrummene mellem de foregåendes, og endelig triarii på samme måde i forhold til principes. På den måde kunne de bagved stående afdelinger let rykke frem til undsætning, når de foran stående trængte dertil. Rytteriet opererede naturligvis særskilt; de 300 rytter var delt i 10 turmae.

Legionen havde i den her skildrede tid ingen fast overbefalingsmand, men hver legion havde af officerer 6 krigstribuner (tribuni militum), af hvilke de 2 efter tur havde den egentlige ledelse 2 måneder ad gangen. Oprindelig valgtes de af overfeltherrerne (konsulerne), men efterhånden fik folket del i valget, og fra år 207 plejede folket at vælge de 24 krigstribuner for årets 4 ordinære legioner. De var sædvanlig unge mænd af fornem stand. Underofficerer var centurioner (een for hver centurie) og for rytteriets vedkommende dekurioner (3 for hver turma).

Denne organisation af legionen holdt sig til henimod slutningen af 2. århundrede, da man foretog en del ændringer, som undertiden, men uden sikker hjemmel, tillægges Marius. For det første udskiltes rytteriet af legionen og toges nu udelukkende af forbundsfællerne, og dernæst ophævedes adskillelsen mellem hastati, principes og triarii. Der indførtes en ny inddeling af legionen i 10 kohorter (cohortes), hver på 3 manipler, og kohorten blev nu den egentlige taktiske enhed. Denne ordning fandtes under borgerkrigene og under Cæsars krige. På den tid havde legionen også fået faste numre, idet der ikke mere hvert år formeres nye legioner, men udelukkende udskrives mandskab til supplering af de bestående. Legionens styrke er også nu forøget, i reglen til henved 6.000 mand.

I kejsertiden foretoges der atter en del forandringer. Der tildeltes nu på ny hver legion en mindre afdeling rytteri, og i kommandoforholdelene indførtes den reform, at hver legion fik en legat (legatus legionis) til fast overbefalingsmand. Legaterne tilhørte senatorstanden, men da senatorerne af kejser Callienus fjernedes fra hæren, overtoges kommandoen af legionerne af praefectus castrorum, en befalingsmand, som hidtil havde haft med den indre ordning af lejren at gøre. Legionerne vedblev i kejsertiden at have faste numre, og desuden havde hver legion et særligt tilnavn, hvilket var nødvendigt derved, at flere legioner havde samme nummer. Ved Augustus død fandtes der i riget 25 legioner; senere blev tallet langt større. Legionerne havde i kejsertiden faste standkvarterer rundt omkring i provinserne, men blev af og til forlagt fre en provins til en anden. Om organisationen af legionerne i den senere kejsertid er vore efterretninger temmelig mangelfulde.