LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Linos
Linos (græsk) forekommer i betydningen »Klagesang« i Iliaden; det er en forkortelse af Ailinos, et klageråb (= »ve os«) af semitisk oprindelse, der allerede i en tidlig kulturperiode almindeligt brugtes af grækerne ved indledning og slutning af klagesange (jævnfør hermed det beslægtede forhold, at der i dansk og andre sprog benyttes forskellige udråb af fremmed oprindelse: ak, bravo, hurra og andre).

Linos, »klagesangen«, blev tidlig personificeret, og der opstod i forskellige egne af Grækenland forskellige sagn om ham, der normalt går ud på, at Linos-sangen er blevet til som en klage over hans død. I Argos fortaltes, at Linos var søn af Apollon og kongedatteren Psamathe, at han blev udsat på bjergene og sønderrevet af hyrdehunde. Efter et sagn, der hørte hjemme i Theben, var Linos søn af Urania og blev dræbt af Apollon, fordi han ville kappes med ham i sang; hans grav påvistes ved Helikon, og der bragtes ham her ofre hvert år før ofringen til muserne. En tredje version lader Linos være lærer i musik for den unge Herakles og blive dræbt af denne, fordi han havde tugtet ham.

Da Linos-skikkelsen engang var skabt, stilledes Linos naturligt i række med andre mytiske sangere og digtere (Orfeus, Musaios og andre) og sattes i forskellige forhold til dem. Flere opfindelser vedrørende musik og digtekunst tillagdes ham (således tilføjelsen af den, 4. streng på den ældste kendte form af lyren, der tidligere kun skulle have haft 3 strenge, indførelsen af bogstavskrift og andre). I et kendt vasebillede fra begyndelsen af 5. århundrede f.Kr. (af Pistoxenos) er Linos afbildet som en gammel mand i lighed med datidens lyrespillere og musiklærere, undervisende den unge Ifikles og Herakles; et andet attisk vasebillede fremstiller ham som lærer for Musaios.