London-konferencer
London-konferencer. Blandt de vigtigste i London afholdte konferencer af internpolitisk betydning kan nævnes konferencen i 1830, som efter den græske frihedskrig førte til anerkendelsen af Grækenlands uafhængighed ved London-protokollen af 3. februar 1830 og traktat af 7. maj 1832. På London-konferencen 1830 gav stormagterne endvidere deres tilslutning til Belgiens adskillelse fra Nederlandene (traktater af 15. november 1831 og 19. april 1839, hvorved tillige Belgiens neutralitet garanteredes).

13. juli 1841 undertegnedes i London den såkaldte strædekonvention, ifølge hvilken strædet ved Dardanellerne og ved Bosporus var lukket for alle ikke-tyrkiske krigsskibe; ved Pontustraktaten angående Sortehavet, undertegnet i London 13. marts 1871, anerkendtes det dog, at Tyrkiet var beføjet til i fredstid at åbne stræderne for venligsindede og allierede magters krigsskibe, og samtidig ophævedes de bestemmelser i Paris-freden af 30. marts 1856, der forbød Rusland og andre magter at holde krigsskibe i Sortehavet.

London-konference 1850 førte til anerkendelsen af det danske monarkis integritet ved Protokol af 2. august 1850, hvorhos den danske tronfølge anerkendtes ved London-traktaten af 8. maj 1852.

På en konference i 1863 sluttedes Traktaten af 13. juli samme år, der anerkendte prins Vilhelm af Danmark som Georg 1., grækernes konge.

Under London-konferencen 20. april-25. juni 1864 sluttedes den 9. maj våbenstilstand mellem Danmark og de tyske stormagter, hvorimod forskellige på konferencen drøftede mæglingsforslag ikke førte til nogen fredsslutning. 11. maj 1867 garanteredes i London Luxembourgs neutralitet.

En London-konference vedtog 10. marts 1883 et senere ændret reglement for skibsfarten på Donaus nedre Løb.

London-konferencen om søkrigsret 1908-09 førte 26. februar 1909 til undertegnelsen af London-deklarationen.

30. maj 1913 undertegnedes Balkanfreden, hvorved Tyrkiet måtte afstå størstedelen af sit europæiske område til Grækenland, Bulgarien og Serbien.

Endelig kan nævnes, at Tysklands erstatningsforpligtelser i henhold til Versailles-Traktaten på en konference i London i maj 1921 af de allierede magter blev fastsat til 132 milliarder guldmark, som skulle erlægges ved udstedelse af 3 serier amortisable 5 % obligationer på henholdsvis 12, 38 og 82 milliarder guldmark.