LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Portugal           Portugals historie        


Lusitanien

Provinsen Lusitaniens udstrækning i år 120
Lusitanien kaldtes i oldtiden den sydvestlige del af Den Pyrenæiske Halvø syd for floden Durius (Douro). Det strakte sig altså ikke så langt mod nord som det nuværende Portugal, men nåede til gengæld længere ind i landet mod øst. Det vigtigste folk var lusitanerne, der i årene 150-140 f. Kr. under anførsel af Viriathus vandt stor berømmelse ved deres hårdnakkede modstand mod romerne, men dog til sidst måtte underkaste sig. Af andre stammer i Lusitanien nævnes vettonerne, keltikerne, turdetanerne og konierne. Lusitanernes vigtigste by var Olisipo (nu Lissabon); under Augustus blev Emerita Augusta (nu Mérida) grundlagt som hovedstad for hele Lusitanien (23 f. Kr.). Romernes interesse i området var drevet af de rige forekomster af guld og sølv, som de intensivt udnyttede.

Der er i Conimbriga (nuværende Coimbra, som i den romerske periode hed Aeminium, men senere skiftede navn til minde om Conimbriga) og Mirobriga (nuværende Santiago do Cacem) også bevarede rester fra den romerske tid. Conimbriga er den bedst bevarede romerske by i Lusitanien, hvor det stadig er muligt at se fundamenterne fra private og offentlige bygninger. Der har været udgravninger i gang siden 1898.

Historie
Livius beretter at romerne mødte Lusitanerne første gang i 218 f. Kr., da de kæmpede som lejesoldater for Karthago mod romerne i den 2. puniske krig. Siden kæmpede de også mod romerne i 194 f. Kr., og var til tider allieret med keltibererne.

I 179 f. Kr. fejrede praetoren Lucius Postumius Albinus en triumf efter sine sejre over lusitanerne. Det betød ikke at krigene var slut, i 155 f. Kr., var der stadig kampe, lusitanerne blev ledet af Punicus (et navn, som antyder, at han var en karthaginensisk general) og Cesarus. Den romerske general Servius Sulpicius Galba indgik en falsk våbenhvile med dem, og mens lusitanerne fejrede dette gik han til angreb. Mange blev massakreret, og de overlevende blev solgt som slaver. Dette førte til et nyt oprør, ledet af Viriathus, men han blev snart dræbt af forrædere i lusitanernes egne rækker.

Prokonsulen Decimus Junius Brutus og Marius måtte også kæmpe mod lusitanerne, og trods flere romerske sejre, fortsatte de med at gøre modstand. Senere allierede de sig med Sertorius i hans kamp mod Sulla, og først under kejser Augustus blev de endeligt pacifiseret; måske blev lusitanerne i realiteten udryddet.

Dermed var erobringen af Den Iberiske Halvø komplet, og og en administrativ omorganisering begyndte; den betød, at i 14 f. Kr. blev Hispania delt i tre provinser: Lusitania, Hispania Tarraconensis og Hispania Baetica.

Romerne mistede kontrollen over Lusitanien i det 5. århundrede, hvorefter visigoterne kunne invadere og udfylde magttomrummet i Hispania.