Minas Tirith
Minas Tirith var en by i J. R. R. Tolkiens Midgård univers. Den blev ofte omtalt som Den Hvide By eller Kongernes By.
Minas Tirith var Gondors hovedstad. Først kendt som Minas Anor (»Solens Tårn«), det blev bygget i 2. alder 3320 af Anárion, bror til Isildur og anden søn af Elendil, konge af Arnor. Ostoher genopbyggede byen i 3. alder 420, og byen blev hovedstad efter belejringen og ødelæggelsen af Osgiliath. Kong Tarondor flyttede endeligt kongens hus fra Osgiliath til byen i 1640. I 3. alder 2002 blev Den Hvide Bys tvillingetårn Minas Ithill (Månens Tårn), ved grænsen til Mordor, erobret af Nazgûl og omdøbt til Minas Morgul (Den Sorte Magis Tårn). Minas Anor blev omdøbt til Minas Tirith, med betydningen »Beskyttelsestårnet«, for at vise at dette tårn efter faldet af Minas Ithil, havde rollen som beskytter af Gondor mod Mordors styrker. Rohirrim oversætter undertiden navnet til Mundburg i deres eget sprog.
Minas Tirith blev bygget på en høj bakke op ad bjerget Mindolluin. Byen var opdelt i syv stigende niveauer, som hver var omringet af hvide fæstningsværker. Der var en 8. væg, den nederste, som var bygget af sorte sten, det samme materiale som anvendt i Orthanc. Denne væg var så stærk at kun et stort jordskælv ville kunne skade den; den var også uimodtagelig overfor katapulter og andre langtrækkende våben.