LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Maanselkä
Maanselkä, finsk benævnelse for landryg, er i videste forstand betegnelsen for Finlands væsentligste vandskel. Maanselkä danner et kun lidet ophøjet, snart smallere, snart bredere bælte, bestående på sine steder af frit fremstående faste bjergarter, andre steder og hyppigere af sandsletter, kær og mose. Hovedstammen af Maanselkä betragtes som en fortsættelse af den skandinaviske fjeldryg, fra hvilken den går ud ved Haldefjäll (finsk Haldetjokko). Idet den herfra tager retning mod sydøst og øst, danner Maanselkä indtil Peltotunturi den naturlige grænsemur mod Norge. Herved udsendes mod syd, helt ned til Den Botniske Bugt, en forgrening under navn af Ounasselkä, der adskiller Torneås og Kemis floddale, Øster- og Vesterbotten. Blandt bjerggrupperne i denne kæde kan nævnes Ounastunturi (762 m), Pallastunturi (820 m) og Yollästunturi (760 m). Fra Peltotunturi går landryggen under navn af Suoloselkä først mod syd og senere mod øst til Talkunaoaivi på den russiske grænse. Ved dette punkt vender landryggen, der nu bærer navnet Maanselkä (i snævrere forstand), sig mod syd, følger først den russiske grænse i 7-40 kilometers afstand og danner derefter den naturlige grænselinje mellem Finland og Rusland. På denne strækning findes flere anselige højder, såsom Kieskistunturi (535 m) og Sallatunturi (600 m). Ved Miniankivi deler Maanselkä sig i to dele, af hvilke hovedgrenen går i sydøstlige retning gennem russisk område og danner skellet mellem Østersøen og Det Hvide Hav. Den anden gren går under navnet Suomenselkä mod syd, vest og sydvest lige igennem Finland til Den Botniske Bugt og skiller derved Østerbotten fra Karelen, Savolaks, Tavastland og Satakunta. Fra Suomenselkä løber mod syd og sydøst 4 højderygge nemlig (regnet fra øst) Karjalan-, Savon-, Hämen- og Satakunnanselkä. Alle disse forener sig mod syd med Salpausselkä, en højdestrækning, der i russisk Karelen skiller sig fra Maanselkäs hovedås og strækker sig mod syd, til den overskrider Finlands grænse, hvorefter den går frem i en bue syd om de store søsystemer, idet den danner ligesom en dæmning for disses vandmasser, af hvilke den dog gennembrydes på 3 steder (af Vuoxen, Kymmene- og Kumoelv). Det højeste punkt i det sydlige Finland, Tiirismaa (223 m), findes ved Hämenselkäs forening med Salpausselkä.