LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside        


Mål og vægt
Mål og vægt er i alle kulturstater bestemte ved lovmæssige forskrifter, som i det væsentlige går ud på at fastsætte systemet, give regler for fremgangsmåden ved måling og vejning, fremstilling og justering af de dertil benyttede redskaber samt for tilsynet med disse under brugen i handel og vandel. De redskaber, der benyttes, er væsentlig længdemål, rummål og vægtlodder. Inddelingen af grundmålene fik man ved halvering, men også ved deling med 3 eller 5, dog forskellig på forskellige steder, hvilket var uheldigt, når sammenligning skulle foretages. Stedlige forskelligheder holdt sig i århundreder, indtil der i de ordnede stater tilvejebragtes visse normaler, efter hvilke de lovlige måle- og vejeredskaber fremstilledes. Det var dog først ved metersystemet, at der opnåedes en normering efter internationale regler.

Den historiske udvikling af mål og vægt hænger nøje sammen med de forskellige folkeslags kultur. De oprindelige mål er primitive naturmål; således stammer længdemål som fod, skridt, favn, alen, hånd, spand, tomme og så videre fra det menneskelige legeme. Som grundlag for rummål brugte jøderne størrelsen af et hønseæg, og som vægtenheder har man benyttet korn og frø af ensartet størrelse, hvedekorn, bygkorn og så videre, frøene af johannesbrød (karat). Efterhånden som handel og håndværk udvikledes, opstod trangen til et ordnet målvæsen. Man bestræbte sig for at fastsætte en blivende målenhed som norm og at få en vis indbyrdes sammenhæng mellem de forskellige mål. I disse bestræbelser var allerede kaldæerne nået temmelig vidt, og fra deres land Babylon er de gamle folkeslags målsystemer fremgåede. Ved den ældste kendte vægt, det babylonske talent, udtrykkes vægten af det vand, som i en bestemt tid strømmede ud af et kubisk målekar. Her var således en umiddelbar sammenknytning mellem målet for tid, rum og masse. Af længden af kanten i det kubiske målekar udledtes længdemålet, blandt andet den gamle hellige alen, den græske, olympiske og romerske fod. Det vides også, at mål- og vægtvæsen holdtes højt i ære hos de gamle, klassiske kulturfolk, der opbevarede grundenhederne omhyggeligt. Således opbevaredes normalerne for mål og vægt hos hebræerne i templet, hos romerne på Kapitolium, og i Athen synes der at have været et slags justervæsen med den opgave at påse rigtigheden af de i handel anvendte mål.

Der har i tidens løb været fremsat forskellige forslag til grundmålene. Kong Henrik 1. i England erstattede således 1101 den da brugte alen med længden af hans arm til spidsen af langfingeren (yard). Weidler foreslog 1727 afstanden mellem pupillerne hos et voksent menneske som længdeenhed. Det har også været foreslået at benytte l længden af sekundpendulet som grundlag for måleenheden. En konstant størrelse, som det dog kræver et betydeligt arbejde at bestemme nøjagtigt, kunne fås ved at benytte et pendul, der svinger sekunder efter middelsoltid på en bestemt breddegrad i en bestemt meridian ved havets overflade i lufttomt rum. Også Ole Rømer har beskæftiget sig med sekundpendulet som grundlag for længdemålet, ligesom han har arbejdet på en forbindelse mellem enhederne for længde, rummål og vægt.

Ligesom for grundenhedernes vedkommende var der også for de i det daglige liv benyttede redskaber stor forvirring, navnlig i middelalderen. Hvert land, ofte hver provins, hver by, ja de forskellige lav, håndværk og handelsgrene havde mål og vægt for sig. Klædekræmmeren målte med en anden alen end silkekræmmeren, vinhandleren havde en anden pot end ølhandleren, tøndemålene kunne tælles i dusinvis. Af pund har der verden over været 232 forskellige værdier fra cirka 301 gram til cirka 2.377 gram, af fod 96 forskellige varierende fra cirka 0,190 til cirka 0,514 m. Mange af disse uligheder har holdt sig helt op til vor tid og er først faldet bort ved indførelsen af metersystemet. Således brugtes en række selvstændige vægtsystemer efter genstandenes art, f.eks. handelsvægt, der særlig anvendtes i den normale handel og ofte var forskellig efter varens art (sværvægt, letvægt), medicinalvægt, møntvægt og så videre. Inddelingsmåden var højst uensartet, undertiden med fortsat halvering til 32-dele eller endnu videre. Meget almindelig var duodecimalinddeling for længdemål og inddeling efter 20, ligesom disse systemer har været kombinerede. Decimalsystemet, der længe var i brug i Kina, Japan, Bagindien og De Indiske Øer, vandt ikke almindelig indpas i Europa før i 19. århundrede. I bestræbelserne for en forbedret ordning af mål og vægt er det praktiske livs og videnskabens krav gået hånd i hånd, og en indgribende reform på dette område blev det fra Frankrig efter den store Revolution udgåede metriske system.

Om en vare sælges efter mål eller vægt, beror ofte på sædvane; mange varer, der tidligere solgtes efter mål eller stykantal, sælges nu efter vægt, og der er en ret almindelig tilbøjelighed til at lade vægten fortrænge målet. Talmål eller tællemål er mål for varer, der sælges efter stykantal (dusin, snes, stort hundrede (120 stykker), degger og så videre. Ved Kombination af mål- og vægtstørrelser kan der dannes forhold, som i visse retninger kan bestemme en vares kvalitet; der angives enten, hvor stor vægten er af et vist mål, eller hvor stort et mål der går på en vis vægt; sådanne kvalitetsbestemmelser (kvalitetsmål, kvalitets vægt) finder navnlig anvendelse ved korn (hollandsk vægt, kornkvalitetsvejning) og garn.