Merkur
Merkur

Merkur
Banedata
Omløb 57.910.000 km (0,38 AU)
Ekscentricitet 0,2056
Omløbstid 87d 23,3h
Hældning mod ekliptika 7,004°
Antal måner 0
Fysik
Ækvatordiameter 4879,4 km
Overfladeareal 7,5 × 107 km2
Masse 3,303×1023 kg
Massefylde 5,43 g/cm3
Tyngdeacc. ved overfladen 2,78 m/s2
Omdrejningstid 58d 15,5088h
Aksehældning
Albedo 0,10
Overfladetemperatur min 90 K
gennemsnit 452 K
max 700 K
Atmosfære
Atmosfærisk tryk mængde Kalium 31,7 %
Natrium 24,9 %
Atomar ilt 9,5 %
Argon 7,0 %
Helium 5,9 %
Molekylær ilt 5,6 %
Kvælstof 5,2 %
Merkur er den planet, der er tættest på solen og den ottende største i vores solsystem. Merkur er mindre i diameter end Jupiters måne Ganymedes og Saturns måne Titan, men har større masse end disse.

I romersk mytologi var Merkur guden for handel, rejser og tyveri, svarende til grækernes Hermes, gudernes budbringer. Planeten fik sandsynligvis sit navn fordi den bevæger sig så hurtigt over himlen.

Mosaikbillede af Merkur i tabellen til højre blev taget af Mariner 10 under sin vej mod planeten den 29. marts 1974. Mosaikken består af 18 billeder taget med 42 sekunders mellemrum under en 13 minutters periode mens rumskibet var 200.000 kilometer (cirka 6 timer før dens nærmeste punkt) fra planeten.

Merkur har mindst været kendt siden sumerernes tid (3. årtusind f.Kr.). Sumererne kaldte den for Ubu-idim-gud-ud. De tidligste detaljerede registreringer blev foretaget af babylonerne. Den fik to navne af grækerne: Apollo som morgenstjerne, og Hermes som aftenstjerne. De græske astronomer vidste imidlertid godt, at de to navne refererede til samme himmellegeme. Heraklit indså endog, at Merkur og Venus kredser i bane om Solen - ikke om Jorden.

Merkur er ofte synlig gennem en almindelig prismekikkert, eller for den sags skyld med det blotte øje. Den er desværre meget tæt på Solen og er derfor i Danmark vanskelig at se på morgen- eller aftenhimlen.

Besøg af mennesker
Merkur har kun været besøgt af ét rumfartøj, Mariner 10. Den passerede Merkur tre gange i 1973 og 1974. Kun 45 % af overfladen blev kortlagt, men afstanden til Solen er desværre for kort til, at den kan blive ordentligt afbildet af Hubble-rumteleskopet uden at instrumenterne skades.

Fremtidige missioner
En ny mission til Merkur er blevet godkendt af NASA under navnet Messenger. Denne mission vil starte i 2004 for at gå i omløb om Merkur i starten af 2009.

Merkurs bane
Merkurs bane er stærkt excentrisk; ved perihelium er den kun 46 millioner kilometer fra Solen imod 70 millioner kilometer ved aphelium. Periheliumpunktet i Merkurs bane flytter sig, omend meget langsomt, rundt om Solen. Astronomerne i det 19. århundrede lavede omhyggelige observationer af Merkurs baneparametre, men kunne ikke ud fra Newtons mekanik forklare, hvad der skete. Forskellene mellem de observerede og de beregnede værdier var små, men de gav alligevel forskerne alvorlig hovedpine i flere årtier. Mange mente, at det var en anden planet (som de kaldte Vulcan), som måske fandtes i nærheden af Merkur, der forårsagede uoverensstemmelsen. Sandheden viste sig at være langt mere dramatisk: Einsteins Generelle relativitetsteori! Dens korrekte forudsigelser af Merkurs banebevægelse var en vigtig faktor i den tidlige accept af relativitetsteorien.

Merkurs rotationstid
Indtil 1962 troede man, at »dagen« (rotationstiden) på Merkur var lige så lang som året (omløbstiden), noget som ville indebære at den samme side altid vendte mod Solen, ligesom Månen gør til Jorden. Dette blev modbevist i 1965 ved hjælp af såkaldte doppler-radar-observationer. Vi ved nu, at Merkur roterer tre gange i løbet af to af sine år. Merkur er det eneste legeme i solsystemet, som har en bane/rotations-resonans med et forhold, der afviger fra 1:1. Dette, sammen med Merkurbanens excentricitet, ville bevirke nogle bizarre effekter for en observatør, der stod på Merkurs overflade. Ved nogle breddegrader ville man se Solen stå op og sagte blive større og større, mens den nærmede sig zenit. I zenit ville Solen standse op, gå i modsat retning en kort stund for så at lave et nyt stop. Til slut ville den krybe sagte mod horisonten igen, mens den blev mindre og mindre. Imens ville stjernerne bevæge sig tre gange så hurtigt over himlen som Solen! Observatører andre steder på Merkur ville se andre, men tilsvarende mærkværdige bevægelser.

Temperatur
Temperaturvariationerne på Merkur er de mest ekstreme i Solsystemet. De svinger mellem 90 Kelvin og 700 Kelvin. Temperaturen på Venus er ganske vist lidt højere, men den er til gengæld meget stabil.

Struktur
Merkur minder på mange måder om månen: Dens overflade er fuld af kratere og meget gammel, den har ingen pladetektonik. På den anden side er Merkurs massefylde meget større end månens (5,43 g/cm3 mod 3,34 g/cm3). Merkur er den næstmest kompakte af de store legemer i solsystemet kun overgået af jorden. Faktisk er Jordens tæthed delvis forårsaget af sammenpresning som følge af tyngdekraften; havde det ikke været for denne, ville Merkur have større tæthed end Jorden. Dette tyder på, at Merkurs tætte jernkerne er relativt større end Jordens, den omfatter antagelig store dele af planeten som sådan. Merkur har derfor kun en relativt tynd silikat-skorpe og -kappe.
Merkurs indre domineres af en stor jernkerne med en radius, der varierer mellem 1.800 og 1.900 kilometer. De ydre »skaller« af silikater (analoge til Jordens kappe og skorpe) er kun 500-600 kilometer tykke.

Merkurs atmosfære
Merkur har faktisk en atmosfære. Den er meget tynd og består af atomer, som af solvinden er revet løs fra overfladen. Fordi Merkur er så varm, flygter disse atomer hurtigt ud i rummet. Til forskel fra den stabile atmosfære på Jorden og på Venus, bliver Merkurs atmosfære stadig fornyet.

Merkurs overflade
Overfladen er fuld af bratte skråninger, nogle er hundredvis af kilometer brede og op til tre kilometer høje. Nogle skærer gennem kraterringe og andre formationer, hvilket indikerer at de blev dannet ved sammentrykning. Det anslås at overfladen er »krympet« med omtrent 0,1% (svarende til cirka 1 kilometer af planetens radius) siden dannelsen.

Caloris Bækkenet
Caloris Bækkenet er et af de største formationer på Merkur. Det er omtrent 1.300 kilometer i diameter. Det formodes at ligne de store »have« (maria) på månen. Ligesom disse blev Caloris Bækkenet antagelig dannet af et stort nedslag tidligt i solsystemets historie.
Dette nedslag var sandsynligvis også ansvarlig for det mærkelige landskab på den stik modsatte side af Merkur.
Udover det kraterbelagte terræn har Merkur store områder med relativt jævn overflade. Nogle er måske resultatet af tidlig vulkansk aktivitet, mens andre kan skyldes aflejring af ophvirvlet materiale efter nedslag.

Vulkansk aktivitet
En ny analyse af Mariner-data har produceret foreløbige beviser for nylig vulkansk aktivitet på Merkur, men vi behøver alligevel flere data for at få dette bekræftet.
Utroligt nok har radarobservationer af Merkurs nordpol (et område som ikke blev kortlagt af Mariner 10) påvist spor af vand-is i de beskyttende skygger i enkelte kratere.

Merkur har et svagt magnetfelt, hvis styrke er omtrent 1 % af Jordens.